Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

herre efterlade dem i min varetægt, da de er født ud af dele af min båd! Hvordan skal jeg
kunne klare denne ekstra økonomiske byrde? Men hvis Rama’s fødder bliver vasket, før han
træder op i båden, har jeg intet at frygte. Desuden vil mine synder også blive mig tilgivet, når
jeg stænker badevandet ud over mit hoved. Vær derfor venlig og tillad mig at få mit ønske
opfyldt.” Guha tænkte meget nøje over bådsmandens ord. Men Rama kaldte bådsmanden hen
til sig, og med et stort smil sagde han: ”Min kære mand! Kom, vask mine fødder”, og han
placerede sine fødder i bådsmandens hænder! Dennes glæde kendte ingen grænser. Han holdt
fødderne i sine hænder og vaskede dem begge meget forsigtigt og kærligt, og han overså ikke
det mindste sted mellem tæerne, idet han brugte den hellige Ganges vand. Herefter stænkede
han vaskevandet ud over sit eget hoved og ud over alle bådens dele for at beskytte dem mod
onde og skadelige kræfter. Han var umådelig lykkelig over, at hans plan var lykkedes.
14.61. Bådsmanden holdt Rama’s hånd, da denne satte sin fod på båden og gik op i den.
Rama hjalp Sita med at komme ombord, idet han havde et fast greb om hende. Han lod
Lakshmana sidde ved siden af sig på en af tværplankerne. Indbyrdes talte de om
bådsmandens hengivenhed og barnagtige uskyld. De nød bådens bevægelser hen over vandet.
De underholdt sig med Guha om forskellige emner, og tiden gik så hurtigt, at de fandt sig selv
på den modsatte bred næsten uden at have bemærket turen. Rama lod, som om han
skammede sig over, at han end ikke havde et sneglehus at tilbyde bådsmanden i stedet for
den betaling, han havde til gode. Instinktivt kendte Sita sin herres inderste følelse. Hun
fjernede en ring fra en finger og lagde den i Rama’s hænder. Rama prajede bådsmanden og
sagde: ”Her bådsmand! Det er din betaling. Tag den!” Bådsmanden kastede sig for Rama’s
fødder, idet han udbrød: ”Oh Rama! Denne dag modtog jeg gavernes gave. Alle mine synder
er blevet knust til aske. Jeg er befriet fra fødsels og døds forfærdelige jammer og elendighed.
De kvaler, jeg har udholdt gennem mange liv her på Jorden, har båret frugt. Min Gud har
velsignet mig; mine forældre og mine efterkommere er blevet frigjort fra synd gennem denne
velsignelse. Herre! Det er nok for mig, hvis jeg modtager og fortjener din velsignelse. Når du
vender tilbage, oh Herre, så kom denne vej og giv mig mulighed for at udføre denne tjeneste.
Det er den belønning, jeg værdsætter højest her i livet.” Han knælede på jorden foran Rama,
og tårerne trillede ned ad hans kinder.
14.62. Rama og Lakshmana trøstede bådsmanden og forsøgte at dæmpe hans
sindsbevægelse. De prøvede at overtale ham til at tage imod gaven. Men bådsmanden
protesterede ved at sige: ”Hvis jeg skal modtage betaling for at ro jer over denne lille strøm,
fortæl mig så, hvor meget I modtager i løn for at føre generationer af min slægt og milliarder
af andre mennesker over det umådeligt store og frygtindgydende hav (læs: livet), der kaldes
Den foranderlige verdens Hav? Det hav, der hvirvler alle væsener rundt i forandringens
kraftige strøm. Jeg er fordybet i lyksalighed, eftersom jeg fik denne mulighed. Vær venlig ikke
at binde mig yderligere rent karmisk ved at presse mig til at modtage løn for at have udnyttet
den mulighed, der faldt på min vej.” Disse ord rørte Rama’s hjerte. Han følte, at det ikke ville
være godt at lægge pres på bådsmanden. Rama velsignede ham generøst og gav ham sin
tilladelse til at sejle af sted.
14.63. Rama og Lakshmana lagde deres buer og pile på klæder, der var lagt ud på bredden,
og herefter gik de ud i floden for at bade. Da de var færdige med deres bad, gik Sita også ud i
den hellige flod, og efter badet bad hun bønner til Ganges og afgav højtideligt løfte om, at hun
ville vende tilbage efter at have tilbragt fjorten lykkelige år med sin herre. I taknemmelighed
over at hun måtte prøve kræfter med denne eksil, stænkede hun det hellige vand ud over sit
hoved.
14.64. Så kaldte Rama Guha hen til sig og sagde: ”Kære ven! Jeg har allerede brugt for megen
af din tid til mine egne formål. Nu skal du tage tilbage til din egen by.” Da Guha hørte denne
befaling, blev han lang i ansigtet af skuffelse. Tårer flød i strømme ned ad hans kinder. Med
håndfladerne presset mod hinanden bønfaldt han: ”Rama! Lyt venligst til mine ord. Jeg vil
være sammen med dig i skoven i et stykke tid. Jeg kender alle junglens stier. Jeg kan give dig
153