Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

Rama skulle komme endnu tættere på. Han kærtegnede Rama. Han legede med hans hår og
klappede ham på ryggen. Vasishta sagde: ”Rama! Hvorfor er du blevet så rolig og stille? Dine
mødre og din fader lider af sorg og frygt. De er ude af stand til at forklare denne uransagelige
forandring. Du er også nødt til at tænke på, om de er lykkelige, er det ikke sandt? Du er nødt
til at demonstrere gyldigheden af de værdifulde grundsætninger: ”Behandl din moder som
Gud” - ”Behandl din fader som Gud”, er det ikke sandt? Vasishta præsenterede Rama for
mange sådanne sandheder, så denne kunne tænke nærmere over dem; så han kunne tage
dem med i betragtning.
5.43. Mens Rama lyttede til guruen, sad han og smilede. Da Vasishta havde talt færdigt,
spurgte Rama roligt: ”Mester! Du taler om moder, men hvem præcis er ’moder’? Hvem præcis
er ’søn’? Hvad præcist er ’legemet’? Og hvad er den individualiserede sjæl? Er den objektive
verden virkelig? Eller er Den højeste Sjæl virkelig? Er det ikke sandt, at dette legeme blot er et
spejlbillede af Den højeste Sjæl? De fem elementer (æter, luft, ild, vand og jord), der udgør
denne substans, der kaldes ’legemet’, er også hele universets substans. Dette univers er blot
en sammenkædning af de fem elementer, er det ikke sandt? På trods af alle forandringer og
kombinationer vedbliver de fem elementer med at eksistere. Også elementerne har en dybere
grundsubstans. Hvis vi ikke erkender det; hvis det skabte univers i sig selv antages at være
virkeligt; hvis vi giver efter for fascinationen af denne usandhed; hvis sandheden bliver
kasseret af hensyn til løgnen – hvad skal vi så sige om en sådan kolossal uvidenhed? Hvad kan
det enkelte individ opnå ved at ignorere Den evige, sande Virkelighed, Den guddommelige
Gnist?
5.44. Mens Vasishta iagttog Rama, da denne rejste disse dybsindige, filosofiske problemer,
bemærkede han en strålekrans af den åndelige pragts lysende stråler. Denne strålekrans
udstrålede fra og omkransede hele Rama’s ansigt! Vasishta vidste, at dette lys var et tegn på
guddommelighed; en guddommelighed der forsøgte at strømme ud! Så guruen ønskede, at
Rama selv kom med svarene på de spørgsmål, denne selv havde stillet. De svar og de
forklaringer Rama gav, var sandelig Guds Stemme. Vasishta kunne tydeligt opfatte denne
kendsgerning. I ærbødighed bøjede guruen sit hoved for Rama. Han gjorde det mentalt af
frygt for, at det blev opdaget. Han sagde: ”Søn! Jeg vil se dig igen i aften.” Han kærtegnede
alle drengene med en lykkelig følelse af taknemmelighed og kærlighed. Herefter forlod han
paladset endda uden at mødes med Dasaratha. Vasishta var fuldstændig overvældet af
begivenhedens storhed.
5.45. Efter et stykke tid så Dasaratha drengene igen. Også han bemærkede denne mærkelige
glød af guddommelig bevidsthed, der skinnede i deres ansigter. Han kunne ikke forstå,
hvordan det var gået til, og han afventede Vasishta’s ankomst om aftenen. Aldrig så snart
Vasishta trådte ind i helligdommen, knælede børnene, kongen og dronningerne for hans fødder
og satte sig på deres pladser. I ydmyg bøn sad de med håndfladerne mod hinanden.
5.46. Ganske pludseligt overraskede Rama alle ved at stille en række spørgsmål: ”Den
individualiserede sjæl, Gud og skabelsen - hvad er det indbyrdes forhold mellem dem? Er disse
tre én? Eller er de tydeligt adskilte størrelser? Hvis de er én, hvordan blev denne ene så til tre,
og hvilket formål var der med dette? Hvad er det samlende, det forenende princip, der ligger
til grund for disse, for en størrelse? Hvilken fordel opnår man ved at erkende og anerkende
dem som forskellige størrelser og opgive erkendelsen af altings enhed?” Forældrene blev
forfærdede over den dybsindighed, der var i spørgsmålene. De var også forfærdede over den
dybsindighed, som Rama udviste i sin unge alder. Forældrene flød fuldstændig sammen med
den strøm af spørgsmål og svar, der overøste dem med de værdifulde sandheder, der kastede
lys over de rejste problemstillinger. Det var, som om Himlen svarede på de spørgsmål, som
Jorden havde stillet! De glemte, at Rama var deres eget barn. Nattens timer gik hen i analyse
og forståelse af den storslåede visdom om enhed, om ikke-dualisme.
39