Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

uiner. Til sidst var der ikke længere noget spor af menneskelig bebyggelse. Det kvindelige
uhyre kunne ikke blive taget til fange eller tilintetgjort, for hun kunne undslippe alle forsøg på
at ødelægge hende. Endnu har ingen vovet at sætte en stopper for hendes hærgen. Jeg kan
ikke komme i tanke om andre end jer; ja, det siger min dybeste intuition mig; ingen andre end
jer kan tilintetgøre dette uhyre, der besidder sådanne overvældende kræfter. Det er de to, den
ondskabsfulde moder og den ondskabsfulde søn, der leder og foranlediger dæmonerne til at
forstyrre og vanhellige eneboernes offerritual og hellige ritualer.”
6.37. Viswamitra’s ord rørte Rama’s følelser. Han var ikke i stand til at rumme den følelse af
vrede, der vældede frem i ham. Med stor ydmyghed og ærbødighed sagde han: ”Oh du største
blandt asketer! Jeg har hørt, at disse dæmoniske, halvt himmelske væsener besidder en ringe
styrke. Desuden er denne Thataki en kvinde. Hun tilhører det svage køn. Hvordan kunne hun
på denne måde terrorisere hele befolkningen? Hvorfra fik hun sine kræfter? Hvordan kunne
hun forvandle dette område, så det gik til grunde, når det var blevet velsignet af Brahma og
guderne? Det er i sandhed forbløffende. Det er noget, der ligger uden for min fatteevne.”
Viswamitra sagde: ”Rama! Jeg skal forklare det for dig. Hør nu! Engang i fortiden levede der et
halvt himmelsk væsen ved navn Sukethu. Han var rig på såvel gode dyder som tapperhed.
Han havde ingen børn til at efterfølge sig, så derfor udøvede han streng askese for at formilde
guderne og modtage deres velsignelser. Til sidst var Brahma tilfreds med Sukethu’s asketiske
levevis. Brahma åbenbarede sig for ham. Han velsignede ham og lovede, at han ville få en
datter med ekstraordinære kræfter, kløgt og evner. Sukethu blev jublende glad over dette
løfte, selv om han ville få en datter og ikke en søn.”
6.38. ”Sukethu vendte hjem, og som lovet fik han en datter. Barnet voksede sig stor og stærk.
Skønt barnet, grundet Brahma’s nåde, tilhørte det svagere køn, besad det tusind elefanters
styrke. Hun drog omkring, uden at være underlagt nogen love eller begrænsninger, som ejede
hun alt, hvad hun så! Hun var en bedårende pige, så derfor søgte Sukethu vidt og bredt efter
en lige så bedårende brudgom. Til sidst fandt han en. Brudgommens navn var Sunda, og
Sukethu giftede sin datter bort til ham. Tre år senere fødte hun en søn. Det var Maricha, som
jeg fortalte jer om. Moder og søn blev uovervindelige i kamp. Ægtemanden, Sunda, begyndte
på sine dæmoniske eventyr og forsøgte at ødelægge vismændenes offerritualer. Derfor pådrog
han sig den mægtige vismand Agasthya’s vrede. Vismanden kastede en forbandelse på den
afskyelige fyr. Denne forbandelse dræbte Sunda og reddede vismændene fra yderligere
ærgrelser. Som hævn tog Thataki sin søn med sig og overfaldt Agasthya’s ashram. Agasthya
var forberedt på dette angreb. Så han forbandede dem begge to til at blive forvandlet til
uhyrer. Det gjorde dem endnu mere rasende. Brølende overdængede de Agrasthya med
skældsord, og med blodskudte øjne rykkede de truende frem mod ham! Agasthya følte, at det
ville være farligt at tøve; han forbandede derfor Thataki til at miste sit bedårende udseende og
blive så grim som et fugleskræmsel! Det var vismandens vilje, at hun også blev kannibal!
Forbandelsen undertvang hende ikke, derimod fortsatte hun angrebet med fornyet vildskab.
Agasthya undslap ødelæggelserne og slap af sted til et sikrere sted. Skuffet og vred over hun
ikke fik hævnet drabet på sin ægtemand, lod Thataki sin forbitrelse gå ud over dette område
(Malada og Karosa), idet hun ødelagde afgrøder og haver og forvandlede det hele til én stor
jungle.”
6.39. Da denne beretning var til ende, sagde Rama: ”Herre! Eftersom hun blev født som en
konsekvens af Brahma’s løfte og som en belønning for streng asketisk levevis, besad hun alle
disse evner og kræfter. Hun misbrugte dem og pådrog sig selv forbitrelsen og forbandelsen.
Som nævnt i de hellige skrifter, så er den synd, det er at dræbe en kvinde, meget afskyelig. Er
det ikke sandt? Det må være grunden til, at Agasthya lod hende slippe med grimhedens
forbandelse. Ellers kunne den store vismand, der forårsagede ægtemandens død, vel også
have kunnet dræbe kvinden. Fortæl mig, hvad jeg nu skal gøre; jeg er parat til at adlyde.”
6.40. Viswamitra var glad for, at Rama udtrykte ovennævnte betænkeligheder i relation til,
hvad den ’rigtige handling’ dikterer. Vismanden argumenterede: ”Jeg er ikke uvidende om det
50