Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

synder, er i sig selv et resultat af synder, jeg må have begået i mine tidligere liv. Oh jeg
undrer mig over, hvilken forfærdelig synd jeg har begået for at fortjene denne straf, den
vanære det er at være blevet født ud af din livmoder. Syndere får udelukkende syndere som
fæller og kammerater. Hvordan kan de have forbindelse med gode mennesker, mennesker der
er beskæftiget med fortjenstfulde handlinger?”
16.82. ”Dette Sol-dynasti er lige så helligt, lige så rent, som Den himmelske Svane (Den
højeste ånd der symboliseres ved svanens rene, hvide farve), der ikke er den mindste plet på.
Men sandt at sige er du som din egen moder; hun fik sin ægtemand dræbt for at få
tilfredsstillet sin ærgerrighed. Du har også dræbt din ægtemand for at virkeliggøre dit selviske
ønske. Kan den yngre søn nogen sinde komme til at herske over kongeriget ved at forbigå den
ældste søn i strid med den kongelige slægts grundfæstede praksis?”
16.83. ”Du fik ikke denne skæbnesvanger ide her for kort tid siden. Den har været i dig, latent
som et frø, siden tidernes morgen. Ellers ville den ikke lige pludseligt have manifesteret sig
som et kæmpemæssigt træ. Udstyret med så ondskabsfuld en natur, kunne du have ryddet
mig af vejen, straks jeg blev født. Så havde du frelst mig og dette kongerige for al denne
lidelse og elendighed. Til hvilken nytte er det nu at begræde, hvad der er fortid? Din intelligens
ledte dig til at hugge stammen over og vande grenene; dine mentale åndsevner gav dig
besked på at fremme fiskenes liv ved at lukke vandreservoirets vand ud. Jeg er ude af stand til
at beslutte, om jeg skal le eller græde over din banale dumhed.”
16.84. ”I stedet for at forpeste og spilde disse minutter med at tale med dig, vil jeg hellere
drage ud til Rama. Jeg vil bønfalde ham om at komme tilbage til Ayodhya, så jeg kan vende
hjem sammen med ham. I tilfælde af at han afslår at vende tilbage, er jeg fast besluttet på at
blive hos ham, ligesom Lakshmana tidligere besluttede. Og jeg vil være lykkelig ved at tjene
ham. Jeg vil ikke se på dit ansigt igen.”
16.85. Idet Bharatha sagde dette, vendte han ryggen til sin moder og gik derfra sammen med
sin broder. Kaikeyi grublede over sin forkerte handling. Hun jamrede sig over den vending,
hendes komplot havde taget. Hun følte, at ligegyldigt hvem der udtænker ondsindede planer,
så vil disse blot skænke midlertidig glæde. Men sikkert er det, at de vil brolægge vejen mod
den endelige undergang. Hun fandt ingen måde, hvorpå hun kunne undslippe. Hun var ikke i
stand til at finde ord, der kunne udtrykke hendes anger og sorg, så derfor stod hun lammet og
stum.
16.86. Kaikeyi væmmedes ved Manthara. Hun erkendte sandheden. Hun følte glæde over det
retskafne standpunkt, som Rama havde taget. I erkendelse af sin egen synd bøjede hun sit
hoved i skam.
177