Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

9.11. Første-minister Sumanthra bekendtgjorde denne beslutning over for de forsamlede
ministre, hofmænd, borgere, brahminer og lærde. De roste nyhederne med glad billigelse. De
gav deres bifald til kende ved højt at råbe: ”Oh hvor er det lykkevarslende! Hvor er vi heldige!”
Deres bifald nåede Himlen. Vasishta rejste sig fra sit sæde og sagde: ”Konge! Du har ingen
grund til at bekymre dig det mindste over det her. På alle måder er Rama klar til den store
opgave. Men vi kan vel tillade os at vente lidt og fejre kroningen på en storslået måde og
invitere alle dem, vi ønsker skal være til stede. Jeg foreslår, vi venter en måned eller to, så
Rama’s kroning bliver lige så pragtfuld og storslået, som vi ønsker, den skal være.”
9.12. Men Dasaratha protesterede: ”Store sjæl! Intet er hinsides dit kendskab; du er
alvidende. Når en konge mister sine lemmers styrke, fortjener han ikke at holde det høje
embedes tøjler. Det er et dårligt tegn, når en konge, hvis høje alder har svækket og afkræftet
ham, til stadighed er begærlig efter at forsætte på tronen. Det tyder på griskhed i hjertet. Når
jeg nu er klar over alt det, så ville jeg undlade at gøre min pligt, hvis jeg modsætter mig
straks at trække mig tilbage. Undskyld mig. Forsøg ikke at udsætte denne ceremoni. Giv mig
tilladelse til at udnævne Rama til tronarving inden for de næste to eller tre dage.” Knælende
bønfaldt Dasaratha således i stor ydmyghed og med dyb ærbødighed.
9.13. Vasishta løftede Dasaratha op og gav ham sin velsignelse. Han sagde: ”Oh konge!
Rama’s bryllup blev også afholdt efter en pludselig indskydelse! Det faldt fra Himlen som nåde.
Derfor havde dit kongeriges befolkning, dine undersåtter, ingen mulighed for at tage del i den
glæde, der var forbundet med denne betydningsfulde begivenhed. Det kan komme til at
gentage sig. Hvis kroningen også bliver bestemt og festligholdt pludselig, vil det ikke blot
smerte herskerne i mange af landets egne, men i endnu højere grad vil det være en kilde til
stor sorg for brødrene Bharatha og Satrughna. Kong Janaka, der er blevet din slægtning, vil
muligvis heller ikke være i stand til at overvære begivenheden! Jeg vil derfor foreslå, at du
funderer over disse hensyn, inden du fastsætter en dato.”
9.14. Herefter rejste første-ministeren sig og sagde: ”Hvis den ærede familie-guru vil have mig
undskyldt! Kongens beslutning værdsættes og billiges af alle. Ramachandra er, som navnet
indikerer, som Månen der driver den brændende hede tilbage og genskaber kølighed og
velvære til alle. Han fjerner smerten, der er forårsaget af had, ondsindethed, grådighed og
misundelse. Ligegyldigt hvad årsagen end måtte være, bør kroningen af Rama som tronfølger
ikke udsættes. Vær venlig at udstede de nødvendige ordre. På vegne af hele dette kongeriges
befolkning bønfalder jeg om dette.”
9.15. Da kongen og første-ministeren argumenterede på den måde, kunne Vasishta ikke
længere fastholde sin egen holdning. Han sagde, at det var nødvendigt at få kendskab til, hvad
befolkningen mente. Da han hørte det, rejste Dasaratha sig. Hastigt lod han sit blik glide
spørgende hen over ministrene, de førende borgere, de skriftkloge og brahminerne og alle de
øvrige personer i den mægtige forsamling. De forsamlede jublede over kongens lykkevarslende
forslag. Deres jubelråb bragede mod kongen! Midt i denne begejstring rejste en borger, der
tilhørte en vigtig samfundsgruppe, sig og udbrød: ”Store konge! Din slægts mægtige konger
har støttet os, dette riges undersåtter, som var vi deres egne børn. Dette landområde har
opnået velstand og fred gennem Ikshvaku-dynastiets omsorg og kærlighed. Din ældste søn,
Rama, besidder mange gode dyder; han er i allerhøjeste grad hengiven over for
retskaffenhedens veje; han er lige så tapper som gudernes leder; og frem for alt har han
evnen til at herske over de tre verdener. Det er i sandhed vores gode skæbne, at du har
overvejet at indsætte ham som tronarving. Det er utvivlsomt vores held.”
9.16. Da borgeren, på vegne af alle områdets undersåtter, havde talt således, henvendte
Dasaratha sig til forsamlingen. ”Medlemmer af denne forsamling! I alle disse år har jeg hersket
over dette rige i henhold til de retningslinier, der blev fastlagt af mine forfædre. Med et
oprigtigt ønske om at fremme hele verdens velfærd, har jeg beskyttet dets velfærd og
velstand så godt, mine evner rakte. Alle mine år har jeg tilbragt under skyggen af Den hvide
95