Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

muligvis havde været et synsbedrag, men hvordan kunne det forklares, at tallerkenen var
tom? Hvordan skulle det kunne være en optisk illusion?
4.29. Således var hun splittet mellem forbløffelse og vantro. Hun tog fat i tallerkenen med
levningerne fra offeret og skyndte sig hen til vuggen. Hun stod og så på de to babyer. Hun
kunne se, at Rama rullede noget rundt på tungen og tydeligvis nød dets smag. Med stor
fornøjelse iagttog hun hans ansigt. I hans ansigt så hun nu hele universet dreje rundt! Hun
mistede al bevidsthed om sig selv og sine omgivelser. Hun stod som forstenet, og med sløret
blik stirrede hun på det unikke panorama, der blev åbenbaret for øjnene af hende.
4.30. Tjenestepigerne blev forbløffede, da de så hende står sådan. Deres ængstelse fik dem til
at råbe højt, men Kausalya hørte dem ikke. En af tjenestepigerne greb fat om hendes ben og
rystede i dem, indtil Kausalya kom til bevidsthed igen. Efter en let skælven kom hun hurtigt til
sig selv igen. Hun så tjenestepigerne omkring sig, og slået af forundring satte hun sig på
kanten af en seng. Idet hun vendte sig mod tjenestepigerne, spurgte hun: ”Lagde I mærke til
barnet?” De svarede: ”Ja, vi har været her længe. Vi har holdt øje med ham hele tiden.” ”Så I
nogen forandring ved ham?”, spurgte Kausalya dem ivrigt. ”Vi lagde ikke mærke til nogen
forandring; som du kan se, sover han fast”, var deres svar. Kausalya havde fået noget at
tænke over. Var det, hun havde set, kun en illusion? Eller var det sandt? Hvis det var sandt,
hvorfor havde disse tjenestepiger så ikke bemærket noget? Hun tænkte længe over dette. Til
sidst trøstede hun sig selv med argumentet om, at eftersom børnene var blevet født som den
guddommelige nådes frembringelser, så kunne man også forvente guddommelige
manifestationer fra dem. Med dyb moderlig omsorg fortsatte hun med at pleje og nære dem.
Deres stråleglans tiltog dag for dag, ligesom Månen gør i månedens lyse fjorten dags periode.
Hun havde umådelig stor glæde af at kæle med dem og give dem tøj og smykker på.
4.31. Rama’s barndom var en jævn og ligefrem, men dog enestående, del af hans liv. Idet hun
glemte, at Rama var hendes barn, knælede Kausalya ofte for hans fødder med sine håndflader
presset mod hinanden. Hun vidste, han var guddommelig. Umiddelbart frygtede hun, hvad folk
ville sige, hvis de så hende bøje sig for sit eget barn og i tilbedelse berøre dets fødder. Hun
skjulte sin forvirring. Hun lukkede øjnene og bad højlydt: ”Herre! Beskyt mit barn mod fortræd
og kvæstelser.” Hun plejede at lukke sine øjne og kontemplere på det guddommelige barn.
Samtidig bad hun Gud om, at hun ikke måtte vakle i sin tro på sin færd gennem Hans
illusioners omskiftelser. Hun blev slået af forundring over den stråleglans, der omkransede
Rama’s hoved. Hun var bange for, at andre måske ville tvivle på hendes tilregnelighed, hvis
hun fortalte dem om sine oplevelser. Men hun kunne heller ikke holde dem for sig selv. Hun
var bragt sådan ud af fatning, at hun ofte opførte sig på besynderlige måder. Det var, som om
hun blev revet med af sit barns guddommelige leg. Når de var sammen, var hun engang
imellem ivrig efter at åbne sit hjerte for Sumithra eller Kaikeyi. Men hun beherskede sig af
frygt for, at de ville tvivle på oplevelsernes ægthed. Måske ville de mene, at det hele kunne
tilskrives overdrivelse eller hendes ønske om at hæve sin egen søn til skyerne.
4.32. Til sidst tog hun en dag mod til sig og fortalte kong Dasaratha hele den frydefulde og
vidunderlige historie. Han lyttede anspændt til beretningen og sagde: ”Frue! Det er blot noget,
din fantasi bilder dig ind. Du holder alt for meget af den dreng. Du bilder dig ind, at han er
guddommelig, og derfor ser du alle hans bevægelser og handlinger i det lys. Derfor
forekommer Rama at være besynderlig og vidunderlig. Det er det hele.” Det svar var hun slet
ikke glad for. Så kongen trøstede hende ved at komme med nogle besnærende argumenter og
sendte hende derefter ind i hendes gemakker. På trods af det kongen hævdede, var
dronningen, der med sine egne øjne havde været vidne til disse mirakuløse hændelser, ikke
overbevist. Kongens ord havde ikke overbevist hende.
4.33. Derfor henvendte hun sig til sin guru, Vasishta, og spurgte ham til råds vedrørende
ægtheden af sine oplevelser med Rama. Han hørte Kausalya’s beretning og sagde: ”Dronning!
Hvad du har set, er den rene og skære sandhed. Dine oplevelser er ikke noget, din fantasi har
29