Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

dem. Dasaratha reagerede på den mest sympatiske måde. Han talte beroligende til kong
Janaka, idet han gjorde sit bedste for at dulme uroen i dennes sind. Han sagde: ”Janaka! Mine
hustruer og jeg har ikke selv døtre. Så disse er de døtre, vi så længe har længtes efter at tage
os kærligt af! De er både døtre og svigerdøtre for os. De vil ikke komme til at mangle noget
som helst. Alt, hvad der er nødvendigt for at gøre dem glade og lykkelige, vil blive tilvejebragt.
Du skal ikke på mindste måde være bekymret eller bedrøvet. Tag tilbage til Mithila i fuld
forvisning om vores kærlighed og hengivenhed over for dem.” Idet han sagde det, beordrede
Dasaratha, at hans herskabsvogn skulle standse.
7.166. Janaka steg ned fra kong Dasaratha’s vogn og henvendte sig til brudene, der sad
sammen med brudgommene. Han trøstede dem på forskellig vis og bad dem bære den smerte,
de ville føle over at være adskilt fra det hjem, hvor de var blevet opfostret så kærligt. Han
indgød dem mod og citerede mange retskafne tekster, der indskærpede loyalitet over for
ægtemanden og dennes slægtninge. Han mindede dem om, hvordan de skulle behandle
tjenestefolkene i den husholdning, de nu skulle træde ind i. Han accepterede deres knæfald,
og endnu engang kærtegnede og velsignede han dem. Da han vendte ryggen til dem for at
drage til Mithila, begyndte han at hulke. Ikke desto mindre steg han op i sin egen
herskabsvogn og drog hjemad. De to herskabsvogne kørte hastigt mod henholdsvis Ayodhya
og Mithila; i løbet at kort tid var de kilometer fra hinanden.
7.167. Da Janaka nåede Mithila, forekom paladsets gemakker at være tomme. Der var ikke
noget tegn på liv, ingen livsglæde, ingen opstemte lyde. Der kunne han end ikke for et øjeblik
opholde sig. Mithila var blevet en sorgens by. Janaka sendte bud efter vismanden Sathananda
og sine ministre. For at lette sit sind en smule for den voldsomme sorg, diskuterede han nogle
statsanliggender og fik dem klaret. Midt i sådanne diskussioner kunne kongens sind igen blive
trist. Ofte gav han svar, der ikke havde relation til de rejste spørgsmål. På grund af dette
sagde en minister: ”Oh konge! Adskillelsen fra Sita synes at have forårsaget stor sorg i dit
hjerte. Ingen fader kan undslippe denne adskillelse og denne sorg. Når hun først er blevet
givet bort til brudgommen, er det en faders pligt gradvist at formindske tilknytningen til sin
datter. Det er et anliggende, som deres majestæt ikke er ukendt med. Vi ved, at Sita ikke er
nogen almindelig jomfru! Hun er en guddommelig engel. Så adskillelsen fra hende må derfor
forårsage en endnu større smerte hos dig. Og konge! Døtrene er guddommelige. Og bemærk,
at svigersønnerne også udstråler den samme guddommelige glans! De synes at være
nedsteget fra Himlen. I Mithila har alle, ung som gammel, denne følelse og denne ærefrygt
over for dem. Det er i sandhed et vidunderligt sammenfald, at sådanne brudgomme er blevet
gift med sådanne brude. De er på alle måder hinanden værdige: Fysisk, mentalt, intellektuelt
og åndeligt; med hensyn til status, rigdom, magt, familiernes ære, dynastiernes hellighed og
den religiøse tro. Dette sker ikke for alle. Derfor vil døtrene, uden den mindste forringelse i
forhold til tidligere, opleve lykke. Efterhånden som årerne går, vil deres liv blive fyldt med
mere og mere glæde.” De mindedes bryllupsceremoniens storslåethed og beroligede Janaka’s
urolige sind. De trøstede kongen og genetablerede hans sindsligevægt og mentale fred.
86