Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

14.28. Da Rama hørte den bøn, smilede han og svarede: ”Guha! Du er en trofast hengiven; du
er i allerhøjeste grad retskaffen. Dit hjerte er meget rent. Men lyt! I ærbødighed over for min
faders ordre er jeg nødt til at vandre om i skoven som en person, der lever i eksil. Jeg skal
bære en eneboers klædedragt. Jeg bør ikke gå ind i en by. Jeg skal udelukkende spise den
mad, der er foreskrevet hellige mænd, der lever i streng askese. Jeg er nødt til at leve i
henholdt til de regler, der er fastlagt for asketer, der udøver åndelige asketiske discipliner. Af
disse grunde er jeg ud af stand til at opfylde det ønske, du lige har udtrykt.”
14.29. Da Guha hørte disse ord, blev han meget ked af det. Den store menneskeskare, der var
kommet dertil fra byen Sringivera, hviskede indbyrdes om Rama’s, Sita’s og Lakshmana’s
guddommelige henrivenhed. En af dem undrede sig over, hvordan forældrene til disse
vidunderlige brødre og denne engleagtige kvinde på nogen mulig måde kunne sende dem ud i
skoven for at leve i eksil. ”Hvordan havde deres tunger været i stand til at udtale en sådan
sætning?”, sagde han. Til det svarede en anden skarpt: ”Tie stille, din tåbe! Disse forældre har
i sandhed gjort meget godt. Havde de ikke udtalt denne sætning, kunne vi ikke have fæstnet
vort blik på deres guddommelige skikkelser. I dag nyder vore øjne en sjælden og usædvanlig
højtid.” Denne udtalelse fyldte mange med tilfredshed og glæde. Med ærbødig beundring talte
Nishada-stammens medlemmer indbyrdes om de kongelige gæster. Det var denne stammes
medlemmer, der udgjorde forsamlingen. De priste Sita’s, Rama’s og Lakshmana’s smukke,
sarte, milde og venlige natur.
14.30. Guha, der var stammens høvding, var hensunken i sorg over, at han havde mistet
muligheden for at byde Rama velkommen til Nishada’ernes hovedstad. Han følte, at hvis blot
byen blev set af Rama, hvis blot hans øjne kastede et enkelt blik på den, ville den for altid
være velsignet med fred og velstand. Derfor foreslog han, at Rama skulle gå op mod et
mægtigt højt, men storslået simsupa-træ, der groede i nærheden. Det accepterede Rama, og
han gik op til træet og stod en stund. Guha vidste, at Rama’s øjne fra dette højtliggende sted
nu havde set byen. Han var glad ved tanken. Rama blev også glad, da han så byen fra denne
afstand. Han tillod nishada’erne at berøre sine fødder og gav ordre til, at de skulle vende
tilbage til deres hjem, eftersom nattens frembrud var nært forestående.
14.31. Herefter gennemførte Rama de hellige ritualer, der skulle iagttages i skumringen. I
mellemtiden samlede Guha mængder af blødt græs og blade og gjorde bløde lejer klar til
natten. Han sendte sine undersåtter ud for at samle velsmagende og friske rodfrugter, rødder
og frugter fra skovens slyngplanter og træer. Han bad dem komme med dem indpakket i
blade, så de kunne blive tilbudt de ærede gæster. Sita, Rama og Lakshmana så vel som
Sumanthra nød det enkle måltid og trak sig derefter tilbage for at hvile og sove.
14.32. Sita sov på den bløde græsseng. Lakshmana sad ved Rama’s fødder og masserede dem
blidt for at lindre den ømhed og anspændthed, der var kommet som en følge af dagens
anstrengelser. Rama blev klar over, at så længe han var vågen, ville Lakshmana fortsætte
denne tjeneste. Rama ønskede at formå sin broder til at hvile sig. Derfor lod han, som om han
var faldet i en dyb søvn. Da Lakshmana så det, frygtede han at yderligere pres på Rama’s
fødder ville forstyrre søvnen, og stille trak han sig lidt væk. Lakshmana satte sig i en stilling,
der muliggjorde, at han ufravendt kunne stirre ud i alle fire verdenshjørner. På den måde
kunne han straks se, hvis nogle vilde dyr nærmede sig stedet, eller hvis nogen dæmon eller
dæmonisk person fandt på at forstyrre Rama’s søvn. Lakshmana var hundrede procent
opmærksom og årvågen.
14.33. Da Guha så det, beordrede han også sine trofaste håndlangere til at bevogte området
og sikre, at der ikke hændte noget, der kunne forstyrre Rama’s søvn. Selv tog han sit
pilekogger over skulderen og holdt sig parat. Ivrig efter at holde vagt natten igennem sammen
med Lakshmana satte Guha sig ved siden af ham.
147