Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

som vi trængte til.” Janaka lyttede til de ord, som de to brødre, med stor oprigtighed og i dyb
taknemmelighed, fremsagde. Han værdsatte deres reaktion og følelser; deres karakter og
opførsel. Han trak dem tæt ind til sig, og kærligt knugede han dem og strøg dem over håret.
18.11. Janaka sagde: ”Sønner! Måtte I følge den vej, som Rama har fastlagt, og måtte I
derved vinde hans nåde. Når jeg tager af sted herfra, tager jeg direkte til Mithila.” Ministrene,
lensherrerne, brahminerne, vismændene, asketerne og de øvrige, der havde ledsaget
brødrene, vendte sig nu en efter en mod Rama, Lakshmana og Sita. Idet de knælede for deres
fødder, tog de afsked med dem og vendte deres ansigter hjemad. Deres hjerter var tynget af
en følelse af tungsind. Sita, Rama og Lakshmana gik til mødrenes kvarter. Her knælede de for
deres fødder. De trøstede dem ved at sige: ”I skal ikke bekymre jer det mindste. I skal
beskæftige jer med udførelsen af jeres pligter og forpligtelser. Tænk altid på de ønsker og
idealer, som fader pålagde os at havde og følge.” Hvad dem selv angik, sagde de, at de
lykkeligt og fredfyldt ville tilbringe de fjorten år, som var der blot tale om fjorten sekunder.
Herefter ville de fulde af lykke vende tilbage til Ayodhya. Disse ord gav dronningerne livsmodet
tilbage.
18.12. De knælede for Kaikeyi’s fødder og fortalte hende, at hun ikke bar den mindste smule
ansvar for Rama’s eksil i skoven. Yderligere fortalte de hende, at hun altid ville være værdig til
deres ærefrygt og tilbedelse. Det havde aldrig været hendes hensigt at skade nogen, sagde
de. De forsikrede hende, at de altid ville bede for hende. Indtrængende bad de om, at hun ikke
ville bekymre sig det mindste for dem i den tid, de levede i skoven. De indgød hende så meget
mod, at hun blev i stand til at bære byrden af sin anger. De sagde: ”I et anfald af sanseløst
raseri talte Bharatha overilet og flabet, da han pludseligt blev konfronteret med de to
katastrofer: Sin faders død og sin broders eksil. Han blev rasende, og den person, som han
forestillede sig, var ansvarlig for disse begivenheder, bragte hans blod i kog. Han bekymrede
sig end ikke om det faktum, at du er hans moder!” Rama, Sita og Lakshmana bad til, at hun
ikke bebrejdede Bharatha, at denne episode havde fundet sted. Indtrængende bad de hende
om at undskylde Bharatha for at have udvist en sådan taktløshed.
18.13. Alt imens Rama talte således, følte Kaikeyi sig nedslået af skam ved tanken om sin
misgerning. Hun kunne ikke se Rama i øjnene. Inderst inde følte og tænkte hun: ”Ak! Tænk at
jeg skal være årsagen til, at Rama bliver udsat for så megen lidelse og elendighed. Denne søn,
der er udstyret med et medfølende hjerte og et sind fyldt af gode dyder; en søn, der er det
rene guld, intet mindre. Er jeg ikke grunden til, at han skal tilbringe sine år i denne
skræmmende jungle? Oh hvilken djævelsk handling var det, jeg begik? Men gjorde jeg det på
egen hånd? Eller var det Rama, der, gennem min medvirken, ønskede denne ændring af
begivenhederne? Lige meget hvad der er sandheden, kan jeg ikke undslippe; jeg har begået
den sørgeligste synd.”
18.14. Kaikeyi blev overvældet af sorg over den uigenkaldelige fortid. Hun greb fat i begge
Sita’s hænder og bad om tilgivelse. Hurtigt tilføjede hun: ”Nej, nej. Det er ikke rimeligt, at du
tilgiver en synder, der har påført sådan en ren og kærlig kvinde så ubærlige kvaler.” I lang tid
fortsatte hun med at begræde sin ulykke. Når de fik muligheden for det, tog alle, der var
kommet fra Ayodhya, afsked med Sita, Rama og Lakshmana. Bagefter steg de efter status op i
deres vogne.
18.15. Inden de kørte af sted, gik Sita, Rama og Lakshmana hen til hver eneste vogn. De
trøstede og opmuntrede alle i vognene, og de overtalte dem til at tage af sted. Sita, Rama og
Lakshmana knælede for kongehusets guru. De undskyldte over for ham, at de havde
forårsaget ham og hans gemalinde en masse besvær. De udtrykte sorg over, at de ikke kunne
tjene dem så godt, som de kunne ønske, og som deres pligt fordrede. Herefter bad de om
tilladelse til at blive tilbage i skoven.
200