Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

og knælede på den bare jord i ærbødighed over for Hellighedens Flod. Sita og Lakshmana
tillige med Sumanthra steg ud af vognen og gjorde det samme. Rama fortalte de andre, at
Ganges var kilden til al den rigdom, fremgang, fred og overflod, som man kunne se
omgivelserne strålede af. Ganges skænkede alle væsener den højeste lyksalighed og de
højeste åndelige velsignelser. Herefter besluttede de sig for at bade i den hellige flod.
14.23. Rama gav Lakshmana ordre om at finde et sted, hvor Sita kunne komme ned ad
skråningen, så hun kunne finde et sikkert sted at bade. Flodens skråninger var bløde og
sjappede her i junglen, så Lakshmana valgte et sted, som han understøttede ved at lægge
sten og klippestykker. På den måde kunne Sita på en nem og behagelig måde gå ned til floden
og bade. Ligeledes kunne hun let komme op igen efter sit bad. Lakshmana bad Sita, moderen,
om at anvende denne midlertidige stentrappe til sit bad. Sita var meget forsigtig, mens hun
gik ned ad skråningen, og før hun gik ud i floden, knælede også hun for gudinden Ganges.
Lakshmana gik ind i junglen for at samle nogle spiselige frugter, så Rama og Sita kunne
komme lidt til kræfter igen efter deres bad. Respektfuldt tilbød han frugterne til dem, og de
spiste af dem.
14.24. Imidlertid var der nogle få bådførere, der havde samlet sig i nærheden. De fik øje på
den kongelige herskabsvogn og Sita’s, Rama’s og Lakshmana’s fyrstelige skikkelser.
Bådførerne regnede med, at de fremmede måtte være ankommet til dette sted på en skovtur.
Derfor skyndte de sig til deres høvding, Guha, og informerede ham om, at der var nogle
kongelige gæster i nærheden. Guha sendte en kurer af sted. Denne skulle undersøge og
forvisse sig om, hvem gæsterne var, og hvad hensigten var med, at de opholdt sig på flodens
bred her i skoven.
14.25. Kureren kom tilbage med besked om, at de var ingen ringere end kong Dasaratha’s
sønner, og at prinsessen var selveste Sita. Ligeledes berettede kureren, at de tre var ledsaget
af den kongelige minister, Sumanthra. Guha følte, at han ikke ville nyde denne i allerhøjeste
grad herlige stund alene! Han informerede sine slægtninge, kammerater og venner om, at den
store prins, Rama, sammen med sin broder og hustru var kommet til Ganges. Han fik
indsamlet frugt og blomster i massevis, og i respektfuld ærbødighed begav hele selskabet sig
ned til Ganges. Guha lagde frugterne og blomsterne som offergaver ved de kongelige gæsters
fødder. Herefter knælede Guha for Rama’s fødder. Guha’s slægtninge og venner knælede også
for Rama.
14.26. Da Rama så den glæde, der fyldte dem med begejstring, kaldte han Guha hen til sig og
spurgte ham, hvordan de klarede sig, og om de alle var glade og fredfyldte. Han spurgte
høvding Guha, i hvor høj grad dennes administration hjalp samfundet med at få fremgang.
Guha svarede: ”Herre Ramachandra! Ved at betragte dine fødder har vi alle i dag opnået
grænseløs lyksalighed. Vi har udelukkende opnået dette store held gennem den
fortjenstfuldhed, vi har akkumuleret gennem gode handlinger i fortiden. Skulle vi, der
tilbringer vore dage i denne utilgængelige skov, ellers nogen sinde kunne håbe på at blive
velsignet med dit besøg og med synet af dine lotusfødder? Fra nu af vil dette område helt
sikkert kunne glæde sig over velstand og fred, for dine fødder har trådt på dets jord. Der kan
ikke herske nogen tvivl om dette; forandringen kommer ganske bestemt til at ske.”
14.27. Lakshmana, Sita og Sumanthra bemærkede det ægte udtryk af høvdingens glæde og
lyksalighedens tårer i hans øjne. De var forbløffede over hans hengivenhed, ydmyghed og
visdom. Imidlertid holdt Guha fast i Rama’s fødder og sagde: ”Herre! Alt dette er dit; al den
rigdom, alle de landområder, al den autoritet jeg som høvding besidder, så vel som mine
undersåtter, er dit. De afventer dine ordrer. De er til din disposition; de kan anvendes til, hvad
du måtte ønske; de er klar til at tjene dig. Jeg er din tjener. Accepter mig som sådan, modtag
alt det, jeg tilbyder dig og kom hen til byen, hvor vi bor.”
146