Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

Kapitel 11
Også Lakshmana
11.1 Inde i paladset ventede Rama’s ledsagere på at følge ham til Ceremoni-salen. De var
opstemte og glade; deres ansigter strålede, og de var alle klar til at ledsage Rama. Alle var de
iført strålende klædedragter. Første-minister Sumanthra gik ind i de gemakker, der lå endnu
dybere inde i paladset. Her fandt han Rama. Prinsen sad på en gylden seng; guddommeligt lys
strålede ud fra ham. Sita stod ved hans side, mens hun viftede ham. Rama skinnede som
Månen med stjernen Chitra ved sin side. (Chitra er mulighedernes eller velstandens stjerne).
11.2. Sumanthra havde travlt. Der var ikke tid til nogen forsinkelse. Han sagde: ”Rama! Moder
Kaikeyi og din fader har begge bedt mig bringe dig hurtigt til denne dronnings palads. De har
sendt mig ud på denne opgave. Med det formål har jeg skyndt mig herhen.” Så snart Rama
hørte disse ord, vendte han sig mod Sita og sagde: ”Sita! Dette er et tegn på, at der er
opstået en eller anden forhindring; det kan ikke betyde andet. Jeg var godt klar over, det her
ville ske, men jeg tav og sagde: ’Ja’ til alting, så min fader således kunne vedblive med at
være lykkelig. Min faders ordre skal æres, ellers bliver han bedrøvet.” Mens Rama talte på
denne anspændte måde og antydede, at han forstod hele situationen, dunkede Sumanthra’s
hjerte hurtigt i hans bryst. Han forsøgte dels at tolke Rama’s ord og dels billedet af Dasaratha,
der lå og jamrede på gulvet. Nu var han overbevist om, at den forhindring, som Rama talte
om, var ægte.
11.3. Men Sita afbrød Rama. Hun sagde: ”Herre! Hvad er det, du siger? Ved denne
lykkevarslende begivenhed burde du ikke tale på den måde. Hvad forhindringen end er, så skal
svigerfaders ord æres. Hvis han er tilfreds, så er vi tilfredse. For hans skyld vil vi give afkald
på, hvad end det måtte være. Tøv end ikke et øjeblik; gå straks derhen. Vi vil være lige
lykkelige, om kroningen finder sted eller ej. Moder Kaikeyi har umådelig stor hengivenhed over
for dig. Alt hvad hun beordrer os til at gøre; enhver befaling hun giver os, vil uden al tvivl
være for vort eget bedste. Der findes intet menneske på Jorden, der er lige så bekymret for
vores velbefindende som moder Kaikeyi. Når fader og sådan en moder sender besked om, at
du skal skynde dig hen til dem, så bør vi være glade!” Mens Sita sagde dette, fulgte hun Rama
til salens hoveddør og ønskede ham alt godt.
11.4. Før Rama gik, fortalte han hende følgende: ”Sita! Ved jeg ikke alt dette? For mig er
dagene i fortiden, dagen i dag og dagene i fremtiden ens. Fuld af glæde byder jeg hver dag
velkommen. For at opretholde min faders omdømme er jeg parat til at gøre hvad som helst.
Jeg er parat til at drage, hvorhen det skal være. Jeg er virkelig umådelig glad for, at du deler
min indstilling og støtter min beslutning.” Ledsaget af Sumanthra gik Rama ud af værelset. Da
de steg op i herskabsvognen, der ventede på gaden uden for paladset, råbte folk højlydt:
”Hurra, hurra Ramachandra, vor kære herre!” Bifaldsråbene fik himlen til at skælve.
11.5. Over for befolkningen bekendtgjorde Sumanthra: ”Denne vogn kører ikke Rama til
Ceremoni-salen. Den kører ham hen til det sted, hvor kongen befinder sig. Så tillad vognen at
køre så hurtigt som muligt. Rama vil vende tilbage om en kort stund, så vent her.” Sumanthra
forklarede årsagen til deres hastværk og kørte derefter vognen af sted i fuld fart. Så snart folk
fik øje på Rama, brølede de deres begejstring ud, eftersom han i sin guddommelige
herskabsvogn på denne måde drog langs byens gader mod Kaikeyi’s palads. Omrejsende
sangere og hoffolk begyndte at fremsige hymner, der priste ham. Tonerne fra mange
musikinstrumenter fyldte luften. Bifaldsråbene hurra, hurra genlød fra den tætte folkemængde
på begge sider af gaderne. Kvinder iført deres bedste klæder og pyntet med smykker stimlede
sammen på husenes terrasser og fyldte vinduerne. Alle var de ivrige efter at svinge med
kamferflammer, når Rama passerede dem.
116