Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

7.100. ”Den dag besluttede jeg mig for at gifte Sita bort til en person, der ved at spænde buen
kunne bevise, at han var hende værdig. Mangen en prins har siden forsøgt at løfte og spænde
buen for at vinde hende, men de har alle været nødt til at erkende et forsmædeligt nederlag!
De følte sig såret og fornærmet; de påstod, jeg med vilje havde ydmyget dem. I deres
fortørnelse og fortvivlelse slog de sig sammen, og med deres forenede styrker angreb de
Mithila. Det vedholdende angreb varede et helt år. Som en konsekvens af denne belejring var
hele min hær udmattet, og jeg var derfor bekymret for byens skæbne. For at vinde gudernes
nåde havde jeg intet andet at ty til end streng askese. Guderne blev tilfredse; de velsignede
mig med forstærkning af infanteri, kavaleri, elefanteri og stridsvogne. Det vil altså sige, at jeg
fik hjælp fra områder bag de belejrende styrker. Da disse styrker blev angrebet bagfra, blev de
spredt for alle vinde. Mens dette hævngerrige felttog stod på, var jeg i stand til at beskytte
buen. Jeg bevogtede den, som jeg bevogter mine egne øjne. Buens gådefulde kraft er hinsides
beskrivelse.”
7.101. ”Rama! Ramachandra! Jeg skal ikke nægte dig at få dit ønske opfyldt. Hvis du blot
indvilliger, skal buen blive bragt til offerceremoniens område. Jeg vil også lade kundgøre, at
alle, der tør vove at forsøge at løfte og spænde den, nu kan gøre forsøget.” Da Janaka havde
talt så myndigt og med så stor autoritet, så Rama og Lakshmana på hinanden. Men de svarede
ikke, for de ventede på ordre fra deres guru, som de indtil nu havde adlydt i alt.
7.102. Så sagde Viswamitra, der kendte drengenes evner og styrke, at det kong Janaka havde
foreslået, kunne ske, og at kongen ikke ville møde nogen modstand fra hans side. Janaka
meddelte tillige, at han ville gifte Sita bort til hvem som helst, der løftede og spændte buen.
Han havde tidligere højtideligt lovet, at Sita udelukkende ville blive giftet bort til en sådan
person. Viswamitra godkendte også dette.
7.103. Janaka tog afsked med vismanden og vendte tilbage til paladset. Han gik i gang med
opgaven med at bringe buen ind i det hellige, afspærrede område. En bekendtgørelse blev
udsendt om, at buen ville blive udstillet. Denne bekendtgørelse blev sendt til så mange konger
og prinser som muligt. Det ottehjulede køretøj, der indeholdt kassen med buen, skulle trækkes
og skubbes ind i afspærringen af en stor flok muskuløse sværvægtere. De trak, og de
skubbede, men de var ikke i stand til at flytte vognen så meget som en meter. Så man var
nødt til at tilkalde flere mænd med gigantisk styrke til at hjælpe. De trak i de tunge kæder, der
var gjort fast til vognen, og de skubbede bag på vognen. Da buen endelig bevægede sig ind i
det hellige, afspærrede område, messede præster lykkevarslende velkomsthymner.
7.104. Dagen gryede. De ni traditionelle musikinstrumenter frembragte en harmonisk hymne,
der steg op til himmelhvælvet. Der blev blæst i konkylier. Det lykkevarslende ved dagen blev
bekendtgjort gennem sang og ritualer. Kong Janaka kom ind i afspærringen. Han var ledsaget
af en gruppe brahminer og tjenere, der bar på de genstande, der skulle anvendes til den
ceremonielle tilbedelse af den guddommelige bue. Længe før det skete, var afspærringen
blevet fyldt med konger, prinser, ministre, hofmænd, vismænd og vediske lærde. Så snart
kong Janaka kom ind, rejste hele forsamlingen sig for at vise deres ærbødighed over for
områdets hersker. Højlydt messede de vediske skriftkloge hymner, der skulle anråbe guderne
om at skænke dem deres nåde. Højt og samstemmigt steg deres stemmer op til Himlen. Andre
lærde messede passager fra vedaerne. Alle var så opfyldt af forventninger, at de i dyb
forundring sad og betragtede hele sceneriet; de ikke så meget som blinkede med øjnene.
7.105. I ærefrygt gik Janaka rundt om den vogn, hvor buen befandt sig. Mens hymner blev
messet for at formilde buen, ofrede han blomster til den for at vise den sin hyldest. Kongen
bøjede sig for den guddommelige bue og henvendte sig derefter til den fornemme forsamling.
Han proklamerede: ”Hyldest til vismændene! Jeg byder alle jer, der er kommet til denne
samling, velkommen! Som I alle ved, har mine forfædre, så vel som mange andre mennesker,
i årevis tilbedt denne guddommelige bue. Desuden er det allerede velkendt, at ingen indtil nu
har været i stand til at løfte buen, holde den og spænde den! Det gælder, om der så er tale om
75