Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

lændeklæde samt et klæde, de bar over skulderen. Eftersom børn ikke kan gøre gode
fremskridt i skolen, så længe de lever i en atmosfære, der er gennemsyret af forældrenes
kærlighed og omsorg, var de nødt til at bo hos guruen. Her tilegnede de sig kundskaber
døgnet rundt. For man lærer mere ved at tjene guruen, følge ham og efterfølge hans
eksempel. De måtte leve af den mad, de nu kunne få af deres guru. De strålede som
legemliggørelser af sandhedens søgere. Når mødrene følte adskillelsens smerte og ønskede at
se dem, tog de hen til ashrammen og besøgte guruens hytte. De blev glade, når de kunne se
alle de fremskridt, drengene havde gjort.
4.40. Guruen blev også rigtig glad, når han iagttog myndlingernes standhaftighed og
entusiasme. Han var overrasket over deres intelligens og gode hukommelse, og han var fuld af
forundring og glæde over dem. Blandt de fire drenge bemærkede guruen, at Rama udviste en
iøjefaldende interesse for sine studier. Han forstod tingene så hurtigt, at han fuldt og helt
lærte ethvert emne, når han blot havde hørt det én gang. Guruen var forbløffet over Rama’s
skarpe intelligens. Han besluttede sig for, at Rama’s fremskridt med hensyn til indlæring ikke
måtte begrænses af, at de andre drenge skulle bringes op på hans niveau. Så han delte
drengene op, så de tre var i én gruppe, og Rama var for sig selv. Rama, der lærte meget
hurtigt, kunne derved få guruens individuelle opmærksomhed.
4.41. Lakshmana, Bharatha og Satrughna lærte også deres lektier beundringsværdigt godt.
Men så snart Rama var uden for deres synsfelt, længtes de efter hans selskab og
kammeratskab. Derfor mistede de nu interessen for deres studier. De forsømte også deres
pligter over for deres guru. Det resulterede i, at de ikke kunne komme på højde med Rama.
De var hele tiden et eller to klassetrin under ham.
4.42. Et par gange vovede Lakshmana at fortælle guruen, at de ikke havde behov for nogle
undervisningstimer eller i det hele taget at lære noget. De ville være lykkelige, hvis de blot
kunne være sammen med Rama! Rama var selve Lakshmana’s liv. Guruen bemærkede denne
mærkelige forbindelse mellem de to drenge, og han fik megen inspiration af at tænke dybt
over dette forhold. Han mindede sig selv om Vasishta’s udtalelser om, at de to drenge var
ingen ringere end Nara (mennesket) og Narayana (Gud) - den uadskillelige guddommelige
kraft.
31