Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

hun fik dem til at undre sig over sit mod og sine forskellige evner. De blev lykkelige ved
tanken om, at hun var i stand til at opnå så megen lykke og glæde under sådanne ugunstige
forhold. De bar deres egen sorg med større lethed, nu de så, hvordan Sita trodsede sin svære
situation.
17.70. Bharatha kunne ikke lukke et øje hele natten; ej heller var han plaget af sult i løbet af
dagen. Mens folket var lykkeligt over at se Rama’s ansigt, blev Bharatha og Satrughna
elendige til mode, når de så på dette ansigt. De kunne ikke holde det ud længere. De gik til
Vasishta og knælede for hans fødder. De bønfaldt ham, om han ikke ville overtale Rama til at
vende tilbage til Ayodhya sammen med Sita. Så ivrigt de kunne, bad de ham så indtrængende
som muligt, idet de på mangfoldige måder gav udtryk for deres smerte. Kun alt for godt
kendte kongehusets guru til styrken i Rama’s tro på sine idealer; til den hårdnakkethed der
bevirkede, at han ikke lod sig rokke fra sin opfattelse og forståelse af sandheden; og til hans
beslutsomhed om at opfylde sin faders ønsker. Men vismanden blev så rørt over Bharatha’s
sorg, at intet skulle forblive uprøvet i bestræbelserne på at overtale Rama til at vende tilbage.
17.71. Vasishta kaldte derfor Rama hen til sig og sagde: ”Rama! Lyt til Bharatha’s bønner.
Opfør dig i overensstemmelse med gode menneskers ønsker; med folkets interesser; med de
politiske grundsætninger og med vedaernes direktiver.” Rama anerkendte den kærlighed,
Vasishta følte over for Bharatha. Den kærlighed, der nu kom til udtryk i disse ord. Han vidste,
at Bharatha aldrig ville afvige fra retskaffenhedens vej. Han vidste, at broderen i tanke, ord og
handling helhjertet ville følge hans færd og anstrenge sig for at sikre ham velstand og
fremgang. Han var glad for, at det forholdt sig således. Som svar på det forslag vismanden
havde stillet, fremsagde Rama derfor venligt og blidt nogle få lykkebringende sætninger:
”Mester! Du er mit vidne; min faders fødder er mit vidne. Lad mig gøre følgende gældende:
Ingen er mig så kær som min broder, Lakshmana. Ingen i denne verden har en broder, der er
lige så kær over for dem, som Bharatha er over for mig. De, der er knyttet til deres gurus
fødder, er i sandhed virkelige heldige. Du har en sådan kærlighed og medfølelse over for
Bharatha; det er hans store skat. Han er yngre end jeg, og derfor tøver jeg med at prise ham,
når han er til stede. Efter min mening bør Bharatha nu selv sige sin mening.” Da Rama havde
sagt dette, knælede han for Vasishta og satte sig.
17.72. Vasishta vendte sig mod Bharatha, for han kunne ikke henvende sig direkte til Rama.
Han vidste, at Bharatha ville blive ’hersker’. Han sagde: ”Opgiv al tøven og al tvivl. Rama er
din ældre broder; han besidder umålelig medfølelse. Åben dit hjerte for ham. Fortæl ham alt,
hvad du har i tankerne.” Da Bharatha hørte disse ord fra vismanden, tænkte han, at Vasishta
havde gransket Rama’s sind, og at de begge nu var tilbøjelige til at vise velvilje over for ham
og opfylde hans ønske. Så han var glad over den vending, begivenhederne havde taget.
17.73. Bharatha stod ubevægelig foran dem. Tårer strømmede fra hans øjne, der var røde og
skinnede som lotuskronblade. ”Den ærværdige vismand har fortalt Rama alt, hvad der skal
siges. Hvad står tilbage for mig at tilføje til den appel, Vasishta har fremført på mine vegne?
Jeg kender fuldt ud Rama’s natur. Selv mod dem, der handler forkert, føler han ingen vrede.
Han føler en grænseløs kærlighed over for mig; det kan jeg ikke nægte. En følelse af skam har
gjort mig tavs, når jeg står foran ham. Men min hengivenhed og kærlighed gør, at jeg bliver
henrykt, når jeg ser på ham. Ligegyldigt hvor længe de fæstner blikket på ham, bliver mine
øjne ikke tilfredse. Gud kunne ikke tolerere min kærlighed til Rama; Han kunne ikke bære at
se så megen kærlighed mellem to brødre. Derfor konstruerede Han denne sørgelige situation,
idet Han brugte min moder som et redskab til at skabe den. Jeg ved, at det at jeg siger dette,
ikke bringer mig nogen anerkendelse eller respekt. Hvordan kan jeg fastslå min høje position
ved at skyde skylden på min egen moder? Når en person erklærer sig selv uskyldig, er
vedkommende så uskyldig blot i kraft af denne erklæring? På grund af min tvivl tøver jeg med
at erklære, at min moder er tåbelig, eller at jeg er god og intelligent. Jeg er tilbageholdende
med at fremføre dette. Kan perler vokse i sneglehuse, der hjemsøger et vandreservoir?
Hvorfor skulle jeg skyde skylden for mine sorger på andre? Min ulykke er så umådelig stor som
190