Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

Men Rama blev klar over broderens hidsighed og standsede ham omgående. Herefter vendte
han sig mod Sumanthra og sagde: ”Sumanthra! Lakshmana er et ungt menneske; tillæg ikke
hans ord nogen betydning. Fortæl ikke fader om disse ord. Eftersom Lakshmana elsker mig så
højt, og eftersom han er påvirket af alt det besvær, Sita udsættes for, så gennemgår hans sind
sådanne lidelser. Han gav frit løb for disse følelser, fordi han har en fejlagtig opfattelse af de
personer, der sendte mig ud i skoven for at leve i eksil. Fra naturens side er Lakshmana
udstyret med meget gode kvaliteter.” Herefter begyndte Rama at beskrive sin broders gode
dyder.
14.46. Sumanthra løftede sit hoved og bønfaldt Rama om forhold vedrørende Sita: ”Herre!
Janaki (kælenavn for Sita) har en blid og nænsom natur. Hun kan ikke trodse de strabadser,
der er forbundet med et liv i skoven. Det er nødvendigt at råde hende til at vende tilbage til
hovedstaden og overbevise hende om, at det er det rigtige at gøre. Hun er Ayodhya’s
åndedrag. For hele landet er hun fremgangens gudinde. Hvis hun ikke kan komme til Ayodhya,
vil byens indbyggere lide i samme grad, som fisk gør det i et tomt vandreservoir. Lad hende
vende tilbage; lad hende der opholde sig sammen med hvem, hun måtte ønske – sine
svigerforældre eller sine forældre. Igen og igen befalede kongen mig at fortælle dig dette med
præcis disse ord. Når du efter de fjorten år vender tilbage til Ayodhya, kan Janaki blive bragt
til dig fra hendes faders palads.” Mens Sumanthra på den måde bestormede Rama med
bønner, signalerede Rama til Sita, som om han ville gøre hende opmærksom på ministerens
bønner og længsel.
14.47. Da Sumanthra havde talt færdigt, henvendte Rama sig til Sita: ”Sita! Hørte du faders
budskab? Vend hjem og lad mine forældre glemme i det mindste en del af den smerte, de føler
ved at være adskilt fra mig. Her på deres gamle dage er de for svage til at klare denne
frygtelige situation. Så det er meget vigtigt, at du tager tilbage til Ayodhya sammen med
første-ministeren.” Rama anvendte forskellige andre argumenter i bestræbelsen på at overtale
hende til at acceptere svigerfaderens anmodning.
14.48. Sita svarede: ”Herre! Du er alvidende. Du kender den ideelle moralske opførsel, der er
fastsat for de forskellige kategorier af menneskeheden. Der er ingen grund til, at jeg minder
dig om dem. Lyt venligst en kort stund til min bøn. Skyggen er nødt til at følge dens fysiske
substans. Kan den være væk fra den? Solstråler kan ikke eksistere adskilt fra Solen. Månelyset
kan ikke eksistere adskilt fra Månen. På tilsvarende måde kan denne Sita-skygge ikke
eksistere efter at have forladt Ramachandra, Rama-Månen.”
14.49. Så vendte hun sig mod Sumanthra og sagde: ”Sumanthra! For mig er du lige så
ærværdig som min fader og svigerfader. Du ønsker mig udelukkende det bedste. Vær venlig at
overvej følgende: Jeg søger intet andet tilflugtssted end min herres lotusfødder. Hele verden
ved, at svigerdatteren, der jo er blevet bragt ind i familien, ikke kan stå nogen i familien
nærmere end sønnen, der er født ind i familien. At de skulle glemme deres smerte over
adskillelsen fra deres søn, fordi svigerdatteren vender tilbage, er en påstand, der ikke giver
nogen mening. Med hensyn til rigdommene og bekvemmelighederne i min faders palads, så
har jeg nydt dem i tilstrækkelig grad i min barndom. Hvis min herre ikke er hos mig,
forekommer de mig nu at være lige så tørre og billige som græs. For mig er der ingen anden
vej, bortset fra den vej han betræder. Derfor beder jeg dig, uden at misforstå mig, venligst om
at følge mine ord: Stands dette forsøg på at bringe mig med tilbage til Ayodhya. Glem det.
Overbring mit knæfald til mine svigerforældre. Du skal endvidere forsikre dem om, at der ikke
er nogen grund til at bekymre sig om mig. Fortæl dem, at Sita er lykkelig; tusind gange
lykkeligere end hvis hun var i Ayodhya eller Mithila. Jeg er sammen med mit hjertes udkårne
og med hans broder; den store helt; den fremmeste blandt krigere. Så fuld af lykke tilbringer
jeg dagene i skoven; jeg lever uforstyrret af frygt, bekymring og uro i sindet. Fortæl dem, at
rejsen ikke på mindste måde har gjort mig træt. Fortæl dem, at jeg er meget lykkelig; at jeg
opfatter dette eksil som mit store held.”
150