Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

Rathi Devi’s udsøgte henrivenhed. Når vi ser hendes ærbarhed og naturlige ydmyghed så vel
som hendes tiltrækning, skammer vi kvinder fra byen os over os selv. Fortæl os venligst, hvem
hun er, og fortæl os grunden til, at I er kommet hertil.
15.10. Rama og Lakshmana blev i allerhøjeste grad fornøjet, da de lyttede til borgernes
bønner og iagttog deres iver og glæde. Da vendte Sita sig mod kvinderne og talte til dem på
følgende vis: ”Søstre! Denne jævne og ligefremme person med den strålende hvide hudfarve
er Lakshmana. Han er min herres broder; en yngre broder. Angående den mørkeblå person;
ham med øjne som lotuskronblade der betager verdenerne; ham med de lange, stærke
bueskyttearme (her vendte hun sig mod Rama), det er min herre, mit livs åndedrag.” Da hun
havde sagt det, bøjede hun sit hoved og så ned i jorden. Lige i det øjeblik indskød en ung
jomfru: ”Moder! Du har ikke fortalt os, hvad du hedder!” Sita sagde øjeblikkeligt: ”Mit navn er
Sita. Jeg kendes som Janaki, Janaka’s datter.” I undren og påskønnelse så kvinderne på
hinanden. Som med én stemme velsignede de overstrømmende Sita, idet de sagde: ”Måtte I
blive et ligeså lykkeligt par som Herren Siva og gudinde Parvathi, og måtte I leve sammen så
længe som Solen og Månen gør det; så længe som Jorden hviler på slangens Adisesha hoveder
(guddommelig slange med tusinde hoveder på hvilke Jorden, ifølge de gamle legender, hviler);
måtte I leve i harmoni og uafbrudt glæde.”
15.11. Rama henvendte sig til mændene og informerede dem om, at de var kommet for at se
skovens storslåethed og skønhed. Yderligere fortalte han dem, at deres rejse indtil nu havde
været fuldkommen behagelig og nyttig, og at de ikke var det mindste udmattede eller følte sig
generet på nogen måde. Rama bad om deres tilladelse til at drage videre, og herefter vendte
de tre tilbage til skoven. Da mændene og kvinderne ikke havde noget yderligere at gøre der,
skyndte de sig hjem. Sita, Rama og Lakshmana begav sig videre på deres færd, og de talte om
byens borgere og om de spørgsmål, de havde stillet. De talte om den hengivenhed, borgerne
havde tilkendegivet, og om den glæde der havde funklet i deres øjne. Pludseligt bemærkede
Rama tegn på udmattelse i Sita’s ansigt. Han foreslog, at de hvilede sig under et skyggefuldt
træ. Et køligt, bredt vandløb flød tæt derved. Lakshmana vovede sig ind i junglen, og snart fik
han samlet nogle frugter og rodfrugter, som de alle spiste med stor nydelse.
15.12. De vågnede ved daggry. Efter at have afsluttet morgenritualerne påbegyndte de deres
rejses næste etape. Snart kom de ind i nogle af skovens frygtsomme afkroge. De tårnhøje
bjergtinder, træernes forfærdelige og mørke sammenfiltrede masse og de vandrige floders
øredøvende brølen frembragte en sær følelse af ærefrygt og mystik.
15.13. Lige midt i dette forfærdelige område faldt de over en mindre have, der var plejet og
hæget om. I haven lå en eneboerhytte, der var et vidunderligt syn. De var kommet til
vismanden Valmiki’s ashram. (Den hellige vismand og digter der skrev Ramayanaen, Historien
om Rama). På den ene side af eneboerhytten rejste et højt bjergs klippeskrænt sig. På den
anden side, langt nede i bunden af en dyb slugt, strømmede en brusende flod. Eneboerhytten
var et billede på skønhed. Der, på det grønne græstæppe, strålede den som en ædelsten. Da
Sita’s øjne skuede dette billede, følte hun sig betydeligt lettet og tilfredsstillet.
15.14. Da Valmiki fra sine elever erfarede, at de tre var kommet ind i haven, dukkede han
frem fra sin hytte, og han kom til syne i døråbningen. Sita, Rama og Lakshmana skyndte sig
hen til ham og knælede foran vismandens fødder. Valmiki gik også hen mod dem og bød dem
velkommen, som om han havde kendt dem i længere tid. Kærligt omfavnede han dem. Han
inviterede dem alle tre ind i sin hytte. Vismanden Valmiki sørgede for behagelige siddepladser
til Rama, som han elskede som sit åndedrag, og til Sita og Lakshmana. Han bad om at få bragt
frugter og spiselige rodfrugter og serverede disse for de tre gæster. Som det var ønsket af
Valmiki, spiste de af maden, og de udtrykte deres glæde over den. Valmiki sad over for dem;
han så konstant på Rama og slukkede sine øjnes tørst. Vismanden var opfyldt af en
ubeskrivelig glæde.
157