Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

tanker tilskyndede dem til det. Nu henvendte Janaka sig til Rama og Lakshmana: ”Kære!
Undskyld mig, hvis den bolig jeg har givet jer, ikke helt lever op til jeres smag eller til jeres
status. Hvis I ønsker det, er jeg altid villig til at finde en mere passende indkvartering. Hvis I
ønsker det, kan jeg arrangere en rundtur i byen; I er jo fremmede i Mithila. Bed om hvad som
helst, I ønsker. I skal ikke være tilbageholdende. Jeg vil kun blive glad, hvis I udtrykker nogle
ønsker.” Disse ord, der blev udtrykt med forbilledlig godhed og ydmyghed, besvarede Rama på
en måde, der tilkendegav den respekt, han ønskede at vise kong Janaka.
7.98. Han sagde: ”Store konge! Vi er blot drenge. Vi føler ikke, der mangler noget i den
modtagelse, vi har fået. Vi er fuldt ud tilfredse. Der er ingen grund til at have besvær med at
arrangere noget andet eller noget mere for os. Hvis du imidlertid har så stor en kærlighed til
os, kan du opfylde et ønske, som vi har.” Uden at nævne ønsket vendte Rama sig om mod sin
guru, Viswamitra. Herefter talte guruen: ”Janaka! Den opgave, som disse drenge kom med
mig fra Ayodhya for at udføre, var løst, da den offerceremoni, jeg havde besluttet mig for at
højtideligholde, var blevet gennemført uden den mindste vanhelligelse. Rama og Lakshmana
bad mig om tilladelse til at vende hjem. Jeg havde i mellemtiden modtaget din invitation
vedrørende den offerceremoni, du har besluttet at højtideligholde. Derfor bad jeg drengene om
at ledsage mig til Mithila. Rama anførte, at eftersom hans fader kun havde givet ham besked
om at beskytte offerceremonien i min ashram, var han utilbøjelig til at drage videre og være
væk fra sin fader i længere tid, end han havde fået tilladelse til. Men jeg fortalte dem om alle
de guddommelige våben, du ejer. Alle samme våben som de naturligvis er ivrige efter at se og
håndtere. Jeg beskrev buen, som du har her i byen; Siva’s bue som fortjener at blive set af
disse drenge. Jeg fortalte dem historien om denne bue. Herefter accepterede de at ledsage
mig herhen, idet de længtes efter at se den. De har ikke noget ønske om at gå rundt i byen
eller besøge interessante steder. Buer, pile, våben der kan beskytte retskaffenheden og straffe
de ondsindede, det er, hvad deres interesse først og fremmest er rettet mod.” Janaka følte, at
han ikke havde behov for at høre mere. Han sagde: ”I det tilfælde vil jeg træffe
foranstaltninger til, at buen straks bliver bragt til ceremoni-salen.” Han gav herefter ordre til,
at kongehusets guru, Sathananda, blev rådført angående fastsættelse af det præcise,
lykkevarslende tidspunkt, hvor buen kunne bringes til salen.
7.99. Imidlertid spurgte Rama kong Janaka: ”Store konge! Hvis du vil fortælle os, hvordan
denne guddommelige bue kom i din besiddelse, vil vi blive meget glade.” Med tydelig glæde
fremkom Janaka herefter med alle detaljerne. ”Kære! Seks generationer efter Nimi, mit
dynastis store forfader, herskede en konge ved navn Devaratha over dette kongerige. Guderne
overgav Herren Siva’s bue i denne konges varetægt i dette palads. Den har været hos os
siden. Det er gudernes våben, og derfor påstår jeg, at det ikke er nogen almindelig bue! Den
vejer mange tusind tons! Indtil nu er der ingen, der har holdt den i lodret stilling! For hvem
kan løfte sådan en vægt? Før i tiden har jeg mange gange forsøgt at finde ud af, hvem der er i
stand til at spænde buen og bruge den eller blot holde den til offentlig beundring. Jeg
inviterede folk til at komme og forsøge. Men indtil nu har jeg ikke set nogen, der kunne gøre
det. Samtlige konger og prinser, der har forsøgt dette kunststykke, er mislykkedes og er
ydmyget vendt hjem. De kunne hverken spænde buen eller endog rokke den ud af stedet. En
dag, da jeg var i færd med at vende græstørven på det sted, hvor jeg havde bestemt mig for
at højtideligholde en offerceremoni, kom en krukke til syne i furen. Da jeg tog den op og
undersøgte den, fandt jeg inde i den et henrivende pigebarn. Eftersom barnet kom til os fra en
fure, kaldte vi hende Sita og opdrog hende, som var hun vores eget barn (fure hedder på
sanskrit sita). En dag, da hun var i færd med at lege med sine kammerater, trillede hendes
bold ind under den lange kasse, i hvilken buen bliver opbevaret. Jo mere de forsøgte at få fat i
bolden ved hjælp af forskellige påfund, jo længere ind under kassen trillede den! Men vores
datter, Sita, lo af sine kammeraters og paladsets vagters forlegenhed. Med sin lille, fine hånd
skubbede hun kassen til side og fik sin bold tilbage. Alle var meget forbløffede! Jeg hørte om
det gennem dronningen, der havde fået det at vide af den dybt forundrede gruppe af
mennesker, der på det tidspunkt havde været sammen med Sita.”
74