Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

11.32. Rama så, at hans moder tvivlede på rigtigheden af de hændelser, der rent faktisk
havde fundet sted. Derfor tog han igen begge hendes hænder i sine og bønfaldt: ”Moder! Tro
på mine ord! Fader havde allerede lovet hende at opfylde ligegyldigt hvilke to ønsker, hun
måtte bede om. Senere, da hun bad om at få disse to ønsker opfyldt, havde han ikke lyst til at
bryde sit æresord; han havde ikke lyst til at trække det løfte, han så højtideligt havde givet,
tilbage. På den anden side vil hans sind heller ikke indvillige i at beordre mig ud i skoven,
hvilket vil afstedkomme, at han skal leve uden mig i sin nærhed. Derfor lider han stor mental
smerte. Jeg kan ikke bære synet af hans lidelse. Jeg kommer lige fra det palads, hvor fader er.
Han er bevidstløs; han er frygteligt forpint. Det er sandheden. Tro mig, jeg er ikke så
ubarmhjertig, at jeg vil forårsage en sådan bekymring hos dig på grund af en bagatelagtig og
latterlig sag. Jeg har accepteret faders befaling; jeg er kommet til dig for at bede om din
tilladelse til at tage af sted.”
11.33. Med disse ord faldt Rama for sin moders fødder. Kausalya løftede ham blidt op. Hun
sagde: ”Rama! Hvad er det her for en mærkværdig opførsel? Ligegyldigt hvor barbarisk en
person måtte være, ville vedkommende så kræve disse forfærdelige ønsker opfyldt? Kan noget
menneskeligt væsen nogen sinde tænke på at sende dig, der skal krones om få minutter, ud i
skoven – og så i fjorten år!? Er det meningen, jeg skal lide gennem hele mit liv? Efter at have
højtideligholdt mange aflagte løfter og efter at have gennemført mange ritualer, fik jeg en søn.
Ved at se på dit vidunderlige ansigt overvandt jeg smerten ved alle disse år. Jeg har intet
andet ønske; jeg beder ikke om at få andre ønsker opfyldt. Det er nok for mig, hvis min søn er
hos mig, tæt ved mig. Er jeg blevet uegnet til at modtage denne lille gave? Fødte jeg en søn,
blot for at smide ham ud i skoven? Vil nogen moder give sit samtykke til at sende sin søn ud i
junglen. Ak, hvilken synd har jeg begået i fortiden? I hvilket af mine tidligere liv har jeg holdt
en moder adskilt fra sin søn? Siden den dag du blev indviet i vediske studier, fik jeg hvert
eneste øjeblik glæde ved tanken om, at dagen for din kroning nærmede sig. Er disse mine
søde drømme blevet til intet? Er alle mine håb styrtet til jorden og slået i småstykker? Har alle
de højtidelige løfter, nætters vågen, ceremonier og ritualer, jeg aflagde og så
samvittighedsfuldt udførte for at sikre dig glæde og lykke, været forgæves? Oh hvilken stor
synder er jeg? Hvorfor er mit hjerte ikke bristet af at høre disse nyheder? Måske bliver jeg
nødt til at høre og bære mange flere hjerteskærende nyheder! Døden hjælper mig ikke! På
trods af dette chok slår mit hjertet stadigt. Ak, selv døden afventer det tildelte øjeblik. Han
kommer, men idet han ser min ynkelige forfatning, lader han mig leve; han udsætter
øjeblikket for min udfrielse. Heller ikke Dødens Gud viser mig nogen barmhjertighed.
Tydeligvis fortjener jeg ikke at komme til dødsriget. Oh Rama! At denne katastrofe skulle
ramme os!” Hun jamrede sig og faldt besvimet om på gulvet. Da hun kom til sig selv igen,
rullede hun hen over gulvet, idet hun pressede sin håndflade mod hjertet. Rama kunne ikke
stiltiende se på denne scene. Klageråbene fra tjenestepigerne, der havde samlet sig rundt om
dronningen, bragede som tordenbrag i hans ører.
11.34. Rama sagde ikke et ord. Han sad lige ved siden af sin moder og strøg hende over
panden, kærtegnede hendes hår og trøstede hende. Han børstede det støv bort, som var
kommet på hendes klæder. Som en mægtig klippe, der stak dybt ned i havet, sad Rama
uberørt af de brusende bølgers slag. Han var hævet over og hinsides sorgens slag og glædens
lokketoner. Nu, da han var nødt til at drage ud i skoven i fjorten år, var han fyldt med lige så
megen sindsligevægt, som han havde været for et øjeblik siden, da han var på vej hen i
Audiens-salen for at blive kronet som konge af det mægtige rige!
11.35. Kausalya vidste godt, at Rama aldrig ville afvige fra sin pligts vej. Hun var klar over, at
Rama aldrig ville bryde sit æresord, og at han ikke ville forvilde sig en hårsbredde væk fra den
vej, der var fastlagt af hans fader. Hun var sikker på, at hendes jammer og klageråb ikke ville
formå Rama til at skifte mening. Derfor opgav hun alle forsøg på at overtale ham til at opgive
sin beslutning. ”Søn! Hvilken gavn har man af at give andre skylden, når det er ens skæbne at
møde disse tragiske hændelser? Nej, det er lutter spild af ord. Alt sker for ens eget bedste.
Ingen kan sige ’nej’ til det guddommelige bud. Jeg har ikke oplevet nogen lykke her i
123