Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

Kapitel 9
Forberedelser til kroningen
9.1. Kort tid efter henvendte prinsen fra Kekaya, Bharatha’s onkel på mødrenes side, sig til
Dasaratha. Han erklærede, at der var gået lang tid, siden han var taget af sted fra sit
kongerige. ”Min fader afventer min hjemkomst. Han ville have været meget glad for at have
været til stede ved disse festligheder. Han ved ikke, at Bharatha er blevet gift. Han bliver
meget skuffet, når han får at vide, at hans barnebarns bryllup er blevet fejret i hans fravær. Til
en vis grad kan denne skuffelse blive dæmpet, hvis Bharatha bliver sendt med mig. Så kan
min fader arrangere nogle festligheder. På den måde får han en vis oprejsning, og samtidigt
bliver han glad.”
9.2. Dasaratha rådførte sig med sine hustruer og kaldte herefter Bharatha til sig. ”Søn! Din
onkel på din moders side, Yudhajit, kom for at tage dig med sig fra Mithila. Dengang gav jeg
ikke min tilladelse. Men nu har jeg erfaret, at din bedstefader er meget ivrig efter at se dig.
Gør dig derfor klar til at ledsage Yudhajit”, beordrede Dasaratha. Hertil sagde Bharatha:
”Fader! Det vil være vældigt godt, hvis Satrughna også kom med mig.” Så Satrughna fik også
ordre om at forberede sig på at drage af sted. Begge brødrene forlod Ayodhya, og sammen
med deres hustruer tog de til byen Girivraja.
9.3. Tilskyndet af sin respekt over for ældre, havde Bharatha gjort forberedelser til at forlade
Ayodhya sammen med sin hustru. Der havde ikke været nogen protester, og der blev ikke
fremlagt nogen argumenter mod beslutningen. Bharatha var udstyret med den højeste
intelligens; desuden var han herre over sig selv, sine sanser og sine ønsker og begær.
Sammen med deres hustruer rejste Bharatha og Satrughna derfor fredeligt og lykkelige af
sted. De nåede frem til byen Girivraja. Bedstefaderen havde længtes efter at se Bharatha, og
han omfavnede sit barnebarn. Han spurgte til Ayodhya’s befolknings helbred og lykke. Han
hævdede, at de alle så udmattede ud efter de mange timers rejse. Han insisterede på, at de
skulle hvile sig. Han førte dem til de prægtige boliger, der var stilet til deres rådighed. Fra det
øjeblik behandlede han dem mere hengivent, end han behandlede sine egne børn. Meget
påpasseligt var han opmærksom på selv deres mindste behov.
9.4. Skønt bedstefaderen drog omsorg for deres velbefindende og glæde, forekom brødrene at
lide af en eller anden skjult utilfredshed. Årsagen var, at de ikke kunne bære adskillelsen fra
deres gamle fader og Rama, der var selve deres eksistens livsåndedræt. Indbyrdes talte de
hele tiden kun om Dasaratha og Rama. Fra tid til anden plagede bekymringen for faderens
helbred og generelle velfærd dem. Denne bekymring berøvede dem deres fred i sindet.
9.5. Mens deres følelser i Girivraja var som beskrevet, gik der ikke et øjeblik i Ayodhya, uden
at Dasaratha længtes efter dem. Han fornemmede et tomrum, når de ikke var der. Mange
gange stillede han sig selv spørgsmålet: ”Hvorfor sendte jeg dem bort? Oh, hvor ville det have
været godt, hvis jeg ikke havde indvilliget i at lade dem rejse.”
9.6. For Dasaratha var de fire sønner som fire arme. Nu var han blevet berøvet de to af dem.
En dag så Rama sin fader sidde fortabt og i dybe tanker over adskillelsen fra Bharatha og
Satrughna. Han gik hen til sin fader og satte sig ved siden af ham. For at gøre ham glad talte
han mildt og venligt til ham. Rama var i allerhøjeste grad venlig. Ligegyldigt hvor barskt og
skarpt andre måtte tale til ham, så plejede han at svare på en mild og venlig måde. Skønt
andre måtte skade ham, bar han aldrig nag. Han søgte blot at være god over for dem og tjene
dem. Når han havde tid til det, plejede han at diskutere med de ældre, de skriftkloge, de
ærværdige brahminer og de lærde. De diskuterede regler for god opførsel og moralbegreber.
Ved hjælp af enkle ord analyserede Rama mysterierne i det centrale af vedaerne. Som var han
en almindelig åndeligt søgende, bragte han spørgsmål frem for de skriftkloge for at få dem
93