Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

15.15. Med den største ydmyghed henvendte Rama sig til den store vismand på følgende vis:
”Højt ærværdige vismand! Du er bekendt med alles fortid, nutid og fremtid. Så årsagen til at
jeg er kommet til denne skov, må være lige så tydelig for dig som en kaffebønne i ens
håndflade. Ikke desto mindre føler jeg det rigtigt at opfylde min pligt, nemlig at informere dig
om, hvorfor jeg befinder mig her sammen med min hustru og broder.” Herefter beskrev Rama,
hvorledes dronning Kaikeyi havde sendt ham i eksil i skoven, og at hans broder, Bharatha, var
blevet kronet som kongerigets hersker i henhold til det løfte, Dasaratha havde afgivet.
15.16. Vismanden lyttede til beretningen og viste sin glæde, idet hans ansigt lyste op i et smil.
Han sagde: ”Rama! På samme måde som du dengang opfyldte deres ønsker, har du nu opfyldt
mit ønske. Min strenge asketiske levevis, mine højtidelige løfter og min inderlige længsel har
endelig, her i dag, båret frugt. Over for Kaikeyi må jeg udtrykke min dybtfølte
taknemmelighed, og jeg må tilskrive hende en del af den lyksalighed, jeg nu nyder.”
15.17. Valmiki sad længe tavs. Hans øjne var lukkede. Han forsøgte at bevare kontrollen over
sine følelser af taknemmelighed og over den glæde, der vældede frem i hans indre. Tårer
samlede sig i hans øjne. Det var lyksalighedstårer, og de trillede ned ad hans kinder i store
dråber; den ene dråbe fulgte den anden.
15.18. Rama brød stilheden og sagde: ”Vi vil slå os ned på det sted, hvor du giver os ordre om
at bo. Anvis os et sted, hvor vi ikke vil være til ulejlighed for nogen, og hvor vi ikke vil
forstyrre nogen eneboere eller nogen ashram. Rådgiv os behørigt. Vi vil rejse en løvtækket
hytte på det sted og tilbringe nogen tid der.”
15.19. Disse ord, der kom fra et rent og oprigtigt hjerte, bevægede vismanden. Som svar
sagde han: ”Oh Rama! Jeg er i sandhed velsignet. Du er som det flag, der proklamere Raghudynastiets
pragt og ære. Hvad er grunden til, at du taler på denne måde? Du er den kraft, der
nærer den vej, der er fastsat i vedaerne. Du er den kraft, der beskytter vejen mod at lide
skade. Sita er den vildledende halvdel af din personlighed, din illusion. Ifølge din vilje skaber,
opretholder og nedbryder hun alle verdener. Lakshmana er selve grundlaget for det
bevægelige og det ubevægelige, ”slangen med de tusind hoveder”, den oprindelige Adisesha,
der understøtter hele universet. I har antaget skikkelser for at udføre gudernes ønske om, at I
skal genoprette retskaffenheden i verden. I vil, det er jeg sikker på, ret snart tilintetgøre alle
dæmoniske hjerter. I vil beskytte det gode og medfølende. Rama! Du er Det evige Vidne til
skuespillet, dramaet, med titlen ’Verden’. Universet er det, der bliver ’set’; du er vidnet. Selv
guderne er ude af stand til at måle din virkelighed og din herlighed. Hvordan skulle almindelige
dødelige så forstå dit mysterium? Udelukkende de, der har modtaget din nåde, nemlig visdom,
kan hævde at kende noget til din sandhed og storslåethed. Du har antaget denne
menneskelige skikkelse for at fremme gode menneskers og guders fred og sikkerhed. Som en
konsekvens af dette taler og opfører du dig som os. Det er udelukkende tåber, der bliver
vildledt til at opføre sig, som om du er et menneske blandt mennesker! Vi er alle dukker, der
fjoller rundt, som du bestemmer, når du trækker i trådene. Hvem er vi, der skulle kunne give
dig besked på at gøre sådan og sådan, eller på at du skal opholde dig et bestemt sted? Rama!
Er det, ved hjælp af dine ord, din plan at føre os asketer bag lyset, at vildlede os? Oh hvor er
dit skuespil vidunderligt! Hvor handler du realistisk! Er jeg ikke klar over, at du er dette
kosmiske dramas instruktør? Jeg kan ikke begribe, hvorfor du beder mig udvælge et sted, hvor
du kan bo et stykke tid her i skoven. Hvilket sted kan jeg vælge og anbefale? For eksisterer
der noget sted i hele universet, hvor du ikke allerede er? Svar mig på det spørgsmål, og
derefter skal jeg udpege det sted, hvor du kan tage hen, og hvor du kan opholde dig.” Således
talte Valmiki, mens han så på Rama’s henrivende ansigt. Vismanden var ekstrem lykkelig, og
ordene ligesom smeltede på hans tunge.
15.20. Da han lyttede til den ærværdige vismand, lo Rama indvendigt. Imidlertid talte Valmiki
igen. Han talte med en mild og venlig stemme, og et strålende smil oplyste hans ansigt.
”Rama! Jeg ved godt, at du i virkeligheden bor i dine hengivnes hjerter. Nu skal jeg fortælle
158