Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

vender tilbage til hovedstaden.” Kureren knælede foran Vasishta’s fødder og tog afsked med
første-ministeren, før han i en let og hurtig vogn begyndte på den lange rejse.
16.37. Lige siden Ayodhya blev styrtet ud i sorg, oplevede Bharatha, der opholdt sig hos sin
onkel i Kekaya, forskellige forudanelser i form af ildevarslende drømme. Han blev vækket af
den rædsel og uro, som drømmene frembrød. Mange nætter fik Bharatha ikke lukket et øje. I
en sælsom forventningstilstand sad han op i sin seng. Han frygtede, at dårlige nyheder hastigt
nærmede sig. Endnu før daggry stod han op; efter et tidligt bad gennemførte han forskellige
ritualer og ceremonier for at formilde guderne og afværge den forventede katastrofe. Længe
sad han i helligdommen og bad om hjælp. På trods af alt dette var han hjemsøgt af en mystisk
frygt.
16.38. Drømmene blev ved at komme de næste fjorten dage, og derfor havde Bharatha
efterhånden nået bunden med hensyn til sit mod og sin tro. I mellemtiden lykkedes det
kureren fra Ayodhya at nå Kekaya’s hovedstad. Kurerens lange rejse havde taget femten dage.
Da Bharatha blev informeret om hans ankomst til paladsets hovedindgang, gav han ordre om,
at kureren straks skulle bringes hen til ham, så han kunne få at vide, hvilke nyheder han
bragte.
16.39. Kureren knælede foran Bharatha og bad om, at Bharatha og dennes broder, uden den
mindste forsinkelse, begav sig til Ayodhya – alt i henhold til Vasishta’s befaling. Bharatha
forespurgte, hvorledes borgerne i Ayodhya havde det, idet han bombarderede kureren med
mange forskellige spørgsmål. Denne svarede, at der intet specielt var at rapportere, bortset fra
at kongehusets guru afventede deres ankomst så hurtigt som muligt. Det var denne opgave,
han var kommet for at løse, og han havde ikke mere at tilføje. Ej heller vidste han mere.
16.40. Bharatha vidste, at kureren ikke ville sige mere end nogle få ord til sine kongelige
arbejdsgivere, og at man som kongelig arbejdsgiver heller ikke burde blive ved med at tale
fortroligt med en kurer. Etiketten krævede, at han ikke skulle tale med denne kurer i mere end
få minutter. Kureren havde også sin kodeks for, hvordan han skulle agere. Derfor rejste han
sig og forlod mødesalen.
16.41. Straks kureren havde forladt mødesalen, gik Bharatha ind i de indre gemakker for at
tage afsked med sin onkel på sin moders side. Sammen med sin broder, Satrughna, steg han
op i den ventende herskabsvogn. Så snart den begyndte at køre, skyndede Bharatha på den,
at den skulle køre hurtigere og hurtigere. Som en pil fra en frygtløs bue fløj vognen hen over
bjergstier, spor i bakkerne og veje gemmen junglen. Sorg vældede op fra Bharatha’s hjerte
lige så hurtigt, som vognen kørte. Han var ude af stand til at forklare, hvorfor dette skete. En
uforklarlig smerte og pine plagede ham. Bharatha ønskede ikke at gøre ophold på rejsen for at
spise eller endog blot for at få en mundfuld vand til at slukke sin tørst.
16.42. Satrughna lagde mærke til den ængstelse og bekymring, der havde overvældet hans
broder. Et par gange foreslog han, at de skulle gøre holdt for at spise og drikke lidt, men
Bharatha ænsede det ikke; han forblev tavs. Endvidere lagde brødrene mærke til en række
dårlige varsler, som de stødte på, mens de kørte mod Ayodhya. Fra alle retninger skreg krager
gennemtrængende og varslede ligesom ondt. Hunde hylede hjerteskærende i en sælsom tone.
Disse katastrofetegn forstyrrede den ro, som Satrughna indtil nu tappert havde opretholdt.
16.43. Da de ankom til Ayodhya’s hovedbyport, så de op, og deres frygt blev bekræftet. For
guirlanderne af mango-blade var ikke blevet fornyet i flere dage. Kun tørre blade hang tværs
over den klagende portåbning. Guirlanderne skreg mod vinden, som om de græd af vrede og
sorg. Hvorfor var der ikke hængt grønne blade tværs over portåbningen? Hvad var der sket
med byen? Hvorfor denne pligtforsømmelse, dette tegn på fortvivlelse? Brødrene gættede på,
at en forfærdelig sorg havde ramt hovedstaden.
169