Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

sølv-herskabsvognen. Da Sumanthra hørte det, mistede han sin fysiske styrke såvel som sin
viljestyrke. Hans værste frygt var blevet bekræftet.
11.24. Rama sagde ikke et ord til de personer, der var omkring ham, eller til de borgere han
mødte. Ikke fordi han var bedrøvet, nej, men han vidste, at andre ville blive kede af det, hvis
de hørte nyheden. For hvis han talte, var han nødt til at sige sandheden, som den var. Og så
ville han, gennem sine egne ord, sprede tristhed og bedrøvelse. Selv om han var tavs,
kundgjorde det faktum, at han gik tilbage til paladset, bedrøveligt nyt til alle tilskuerne.
11.25. Rama gik ikke direkte hen til Sita’s gemakker. Han valgte at gå hen til Kausalya’s
palads. Paladset var pragtfuldt udsmykket med flag, guirlander og andre ydre tegn på glæde
og fest. Paladsets kvinder og tjenere fik et vink om, at Rama og Lakshmana ville komme til
paladset, og de tændte kamferflammer på tallerkener og opstillede dem i lange rækker for at
byde prinserne velkommen. Ældre og betroede vagter ved hovedindgangen rejste sig brat, da
de fik øje på brødrene, og de råbte: ”Sejr! Sejr! Måtte I opnå sejr!” Vagterne bøjede sig dybt
og gav dem deres hyldest. Da Rama trådte ind på den anden, indre gårdsplads, velsignede
brahminerne, der havde forsamlet sig her, ham. Da han trådte ind på den tredje gårdsplads,
styrtede de unge tjenestepiger, som dronningen havde til rådighed, ind til hende med den
glædelige nyhed, at Rama og dennes yngre broder var ankommet for at vise deres respekt og
ærbødighed. De var selv henrykte over synet af prinserne. Fra yderdøren og lige op til det
værelse, hvor moderen befandt sig, svingede tjenestepiger, der stod på begge sider af den
lange gang, ceremonielle kamferlamper for at byde dem velkommen, for at værge dem mod
’det onde øje’ og for at byde glæde og fremgang velkommen.
11.26. Som forberedelse til den hellige dag, der netop var brudt frem, havde dronning
Kausalya holdt sig vågen hele natten. Siden daggry havde hun været beskæftiget med
tilbedelsesritualer. Ældre brahminer var i færd med at formilde Ild-guden med vediske
hymner, da man meldte Rama’s ankomst. Moderen var overvældet af glæde, eftersom hun
med sine egne øjne skulle være vidne til sin søns kroning. Hun havde givet udtryk for sin
glæde ved at gennemføre forskellige ritualer; hun havde tillige givet rigelige gaver væk. Hun
fastede, og hun havde holdt sig vågen natten igennem; lyksalighed var føde nok for hende. En
lyksalighed hun delte med alle. Hun løb frem for at holde Rama i sine arme. Hun kærtegnede
det krøllede hår på hans hoved. Hun tog ham i hånden og førte ham ind i det hellige værelse,
hvor hun tilbragte morgenen. Hun havde ingen viden om den kolbøtte, begivenhederne havde
taget. Uskyldig og troskyldig som hun var, bar hun renhedens hvide sari og havde den hellige
silkesnor bundet rundt om sit håndled. I taknemmelighed var hun beskæftiget med tilbedelse
af guderne. Da hun så på Rama’s ansigt, bemærkede hun, at en ekstra stråleglans oplyste det.
Hun var ikke i stand til at rumme sin lyksalighed. ”Søn!”, sagde hun. ”Dine forfædre var alle
kongelige vismænd. De var stærke opretholdere af retfærdighed. Alle som én var de store
sjæle. Du skal leve lige så længe som dem; lige så navnkundigt som dem. Som deres hæder
gjorde det, skal din hæder nå de fire verdenshjørner. Søn! Følg retskaffenhedens idealer; de
idealer som blev sat så højt af dette dynasti. Tilsidesæt dem ikke, end ikke i et anfald af
tankeløshed. Hold fast på retskaffenheden uden på mindste måde at være usikker og vakle.”
Da hun havde sagt disse ord, lagde hun nogle få riskorn oven på hans hoved som udtryk for
hendes velsignelse på denne lykkevarslende dag. Hun placerede en stol af guld tæt på sig, idet
hun sagde: ”Søn! Sidste nat fulgte du vel ritualet med at være vågen, gjorde du ikke? Og
ifølge de fastsatte regler fastede du i går? Du må være udmattet. Sid her en stund og spis lidt
frugt.” Da hun havde sagt det, holdt hun en guldtallerken med frugter frem, som hun havde
gjort klar til ham.
11.27. Rama glædede sig over moderens lyksalighed og over den kærlighed, hun overøste
ham med. Han spekulerede på, hvordan han skulle fortælle hende om den drejning,
begivenhederne havde taget. Han var uvillig til at ødelægge atmosfæren af glæde. For at stille
hende tilfreds satte han sig på den gyldne stol, fingererede lidt ved tallerkenens indhold og
sagde: ”Moder! Fra dette øjeblik bør jeg ikke berøre guld. Jeg burde ikke sidde på guldstole.
121