Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

dem ved at anvende dem til dette tåbelige tidsfordriv.” På den måde afstod de fra at følge
instruktørernes opfordring, og disse var nødt til at acceptere drengenes argumenter. Hvert
ord, hver gerning Rama sagde og udførte, tilkendegav hans medfølelse. Engang imellem, når
Lakshmana lagde en pil på sin bue og sigtede efter en fugl eller et dyr, gik Rama ind foran
pilen og protesterede: ”Lakshmana! Hvilken fortræd har den gjort dig eller verden? Hvorfor
ønsker du at skyde den? At straffe uskyldige væsener er fuldstændigt imod det moralkodeks,
der er fastlagt for konger; er du ikke klar over det?”
5.13. Med prinserne tæt ved sin side sad kongen ofte sammen med sine ministre og
diskuterede forskellige problemer. Det kunne være problemer vedrørende den politiske
administration, retslige handlinger eller de moralske principper, der skulle anvendes i ledelsen
af landet. Kongen fortalte historier om drengenes bedsteforældre og om andre fra den
kongelige slægt. Han fortalte om, hvordan de gjorde sig fortjent til deres undersåtters
kærlighed og loyalitet; hvordan de udkæmpede krige mod ’dæmoner’, og hvordan de igennem
alle deres bestræbelser vandt Guds nåde og støtte. Både kongen og sønnerne blev oplivede og
opmuntrede, når disse historier blev fortalt. Ofte gav ministrene deres bidrag ved at fortælle
historier om gamle dage.
5.14. Som tiden gik, og drengene blev ældre, blev ministrene sikre på, at de kunne betro de
unge prinser nogle områder inden for statens anliggender. Befolkningen drømte om, at når
prinserne blev myndige og overtog regeringsmagten, ville Jorden blive forvandlet til Himlen.
Når folk så prinserne, fornemmede de, at der var et bånd af hengiven tilknytning mellem dem.
Når drengene talte sammen, var samtalen præget af venlig harmoni. I hovedstaden Ayodhya
fandtes der ikke noget menneske, der ikke elskede disse ligefremme, ydmyge og uselviske
prinser. Alle ville gerne se dem. Ayodhya’s befolkning holdt lige så meget af prinserne, som de
holdt af deres egne legemer. Prinserne var så værdifulde for byen, som var de dens eget
’hjerte’.
5.15. Da drengene var elve-tolv år gamle, bad Dasaratha en dag første-minister Sumanthra
om at komme. Sumanthra var de gode dyders legemliggørelse. Kongen betroede ministeren
den opgave at arrangere, at prinserne lærte befrielsens åndelige videnskab. Kongen
forklarede, at ligegyldigt hvor stor en ekspert en person var ud i verdslige videnskaber, så var
det alene kendskab til åndelig videnskab, der kunne give vedkommende styrke til at
gennemføre sin ’rigtig handling’ (det, der overordnet set er ens pligt at gøre). Den højeste
moralske kultur skal bibringes børn, mens de endnu er unge.
5.16. Om en person får succes eller fiasko senere i livet, afhænger af de indtryk og erfaringer,
vedkommende indsamler tidligt i livet. Livets første år er grundlaget for årene senere i livet.
Derfor sagde kongen: ”Bring prinserne rundt i kongeriget og lad dem ikke blot lære om folkets
leveforhold, men også om de hellige steder. Beskriv de hellige steders specielle hellighed for
dem. Fortæl dem historierne om templerne og om de seere, der har indviet dem. Lad
drengene drikke store slurke af den guddommelige kilde, der helliggør disse steder. Jeg føler,
det vil være godt for dem. Når de vokser op, vil de blive udsat for sanselige ønsker og begær
samt trangen til at tilfredsstille dem. Inden de bliver et bytte for sådanne tilbøjeligheder, er
det bedst at indpode dem ærefrygt, ærbødighed og hengivenhed over for det guddommelige,
der gennemstrømmer universet. Rådfør dig med Vasishta og de kongelige lærere og få
arrangeret turen. Gør det straks, gør det uden udsættelse.”
5.17. Jublende glad over udsigten til at prinserne skulle få denne store mulighed, fik
Sumanthra foretaget alle forberedelserne. Alt blev forberedt til hans fulde tilfredshed. Han
gjorde sig selv klar til at ledsage dem. Dronningerne fik kendskab til den pilgrimsrejse, som
drengene stod foran at skulle begive sig ud på. De var lykkelige over, at drengene skulle ud på
et sådant helligt og dristigt foretagende. De gjorde alt muligt klar til turen for at gøre den så
dejlig og nyttig som mulig. De udvalgte nogle sygeplejersker, og de fandt nogle kammerater
på drengenes egen alder, som kunne ledsage dem. Prinserne var også ude af sig selv af glæde
34