Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

for urolig til at opnå fred i sindet, selv om han modtog Rama’s råd. Mødrene, lærerne og
ministrene stod som lammede, da de også var overvældet af afskedens truende øjeblik. I sin
grænseløse nådighed løsnede Rama pludseligt sine sandaler og gav dem til Bharatha. Ærbødigt
tog han dem i sine hænder og placerede dem på sit hoved. Som tvillingefloderne Ganges og
Yamuna strømmede tårer fra hans øjne.
18.5. Bharatha var ude af stand til at udtrykke sin glæde i ord. ”Disse er ikke blot sandalerne,
der blev båret af Barmhjertighedens Hav! Disse sandaler er beskytterne af hele
menneskehedens liv og fremgang. De er skatkisterne, der indeholder Rama’s broderlige
kærligheds kostbare skat. Sandalerne er de beskyttende porte i fæstningen, der sikrer Raghuslægtens
kongelige berømmelse. De er to hænder, der altid er beskæftiget med at udføre gode
handlinger. De er universets sande øjne. De er symboler på Sita og Rama, som drager med os
i skikkelse af disse to sandaler.”
18.6. Således priste Bharatha sandalerne, og i ren og skær glæde og taknemmelighed dansede
han rundt om dem. Alle, der var til stede, knælede for Rama’s fødder og kvitterede på denne
måde for Rama’s nådes ædelhed.
18.7. Bharatha knælede for Rama og bad ham om at give sin tilladelse til, at han tog af sted.
Rama værdsatte den ånd af tilfredshed, i hvilken Bharatha havde modtaget sandalerne. Han
trak Bharatha til sig, og i stor kærlighed og glæde omfavnede han ham kort og kærligt.
Satrughna knælede også for Rama’s fødder. Rama omfavnede ham i stor kærlighed. Han gav
ham også mange direktiver vedrørende styringen af kongeriget og udførelsen af de pligter, der
nu blev overdraget ham. ”Opfat Bharatha, som var han Rama”, bad Rama ham. ”Vær hans
støtte og rådgiver; hjælp ham med at tilvejebringe fred og fremgang i kongeriget.”
18.8. Herefter omfavnede Bharatha og Satrughna Lakshmana i broderlig kærlighed, idet de
sagde: ”Broder! Dit held er i sandhed stort. Du besidder det største held. I alle verdener er der
ingen så heldig som dig.” Af et godt hjerte priste de Lakshmana og bad om tilladelse til at tage
af sted. Også Lakshmana kaldte dem helt hen til sig. Han fortalte dem, at Rama’s sandaler er
kilderne til alle mulige forskellige slags lykkebringende forhold. Derfor er de, der havde fået
denne gave, i sandhed heldigere end nogen anden. Han rådede dem til at gøre sig fortjent til
gaven og til evigt at gøre sig fortjent til Rama’s nåde. ”Det er jeres pligt nu”, mindede han
dem om.
18.9. Senere fortsatte brødrene hen til Sita’s opholdssted, og her knælede de for hendes
fødder. Da de så hende, kunne de ikke beherske deres sorg; de begyndte at hulke. Blidt og
kærligt trøstede hun dem på forskellig vis. Hun sagde: ”Eksisterer der noget som helst andet
end Rama’s rustning, der kan beskytte nogen i verden? I er i sandhed velsignede. De fjorten år
vil gå lige så hurtigt som fjorten sekunder, og så vil kongeriget i overflod og fred smile ved
Rama’s hjemkomst. Udfør administrationen af landet med tålmodighed og hengivenhed. Afvig
ikke på mindste måde fra de retningslinier, han har afstukket. Gennem denne omhyggelige
lydighed vil I være i stand til at få jeres ønsker opfyldt.”
18.10. Nu gik brødrene, Bharatha og Satrughna, hen til kong Janaka. I forbilledlig ærbødighed
knælede de for hans fødder og sagde: ”Herre! Du havde en sådan medfølelse med os, at du
kom til Ayodhya, straks du hørte om vores faders død, og om at Rama skulle i eksil i skoven.
Med dine egne øjne så du vores sørgelige forfatning, og du trøstede os i disse kritiske dage. Du
gav os gode råd om, hvorledes vi kunne komme os over sorgen. For at opfylde dit inderste
ønske, udsatte du dig selv for alle de anstrengelser og al den ulejlighed, som det indebærer at
drage ind i denne jungle. Du har delt vores sorg og bidraget med din værdifulde del af de
bønner, vi sammen fremkom med for at overtale Rama til at vende tilbage. Da vi mislykkedes
med disse bønner, trøstede du os og lærte os at bære skuffelsen og sorgen. Yderligere
berigede du os med dine velsignelser. Vi udtrykker vores ærbødige taknemmelighed. Hvad
mere kan vi sige eller gøre? Dine velsignelser gav os i allerhøjeste grad den fornyede styrke,
199