Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

mulighed for at blive hans vognstyrer, vil jeg ikke køre i nogen vogn eller holde nogen anden
gangers tøjler. Det er mit højtidelige løfte.” Vasishta afholdt sig fra yderligere forsøg på at
overtale ham. Han var oprigtig glad over den kærlighed og ærbødighed, som Bharatha nærede
over for Rama.
17.13. Den første dag nåede de ved mørkets frembrud bredden af Thamasa-floden. Den næste
dag nåede de til Gomathi-flodens bred. Thamasa er en biflod til Gogra-floden, mens Gomathi
er en af Ganges bifloder. Så snart det blev mørkt, standsede kortegen. Der blev sørget for
husly til kvinder, børn og ældre. Ministeren beordrede soldaterne til at uddele mad til folket.
Udleveringen skulle foregå systematisk og i behørig respekt for den enkelte person. På hele
rejsen udførte alle rent faktisk det arbejde, der var pålagt dem. De gjorde det på en
omhyggelig måde og med stor entusiasme. Alle sørgede godt for, at ingen blev udsat for store
besværligheder.
17.14. Efter at have genoptaget deres rejse ved daggry den tredje dag, nåede de, da mørket
sænkede sig over landet, frem til byen Sringiverapuram. Nishada’ernes høvding, Guha, så den
mægtige menneskeskare, og han så hæren på fremmarch. Han blev foruroliget, for han
undrede sig over, hvorfor Bharatha var i færd med at drage ind i skoven, og hvorfor han
bragte hæren med al dens udrustning og udstyr med sig, Hvad skulle alt dette betyde? Han
forsøgte at løse gåden. Han diskuterede med sig selv, og han argumenterede for og imod
denne usædvanlige fremgangsmåde. I sit indre drøftede han følgende: ”Når træet er forgiftet,
er dets frugter også dømt til at blive forgiftede.” Han gjorde derfor sit bedste for at forpurre
Bharatha’s planer. Han gav sine mænd ordre om at sænke enhver båd i Ganges dyb for derved
at fratage prinsen alle muligheder for at krydse floden. Han befalede sine mænd, at de skulle
forhindre folkeskaren i at krydse floden og nå frem til den anden bred. De skulle forhindre det,
selv om det måtte koste dem livet.
17.15. Nishada’ernes høvding stod parat med sin bue og pile. Han var klar til at angribe. Han
var villig til at ofre sit liv for sin elskede Rama. Alt dette på trods af at de hærenheder
Bharatha anførte, var hans egne styrker langt overlegne.
17.16. Guha bad hele sit samfund om at være i beredskab; han bad alle borgerne om at
forberede sig på den forestående kamp. Herefter gjorde han klar til at møde Bharatha for at
finde ud af, om denne var kommet som fjende eller ven; eller om han var en neutral
forbipasserende gæst, som man ikke behøvede bekymre sig om. Da Guha vidste, at Bharatha
var en prins af den kongelige slægt, sikrede han sig, at denne fik overbragt store mængder af
blomster, fisk, kød og frugter som offergaver.
17.17. Han påtænkte at finde ud af Bharatha’s egentlige hensigt. Det ville han gøre ved at
lægge mærke til dennes reaktion på de forskellige ting, han fik som offergaver. Rødder,
rodfrugter og frugter er ren og god føde. Hvis han foretrækker dem, skal han regnes for en
ven. Kød fra dræbte dyr er føde, der kendetegner og fremmer lidenskab og hvileløshed. En
forkærlighed for den slags føde skiller én ud som værende en ’gennemsnitlig’, neutral person,
der hverken er allieret eller fjende. Hvis han begærligt tager imod fisk, vil det tyde på, at han
er en fjende, for fisk er en fødevare, der udvikler såvel sløvhed som uvidenhed.
17.18. Medbringende alle disse offergaver, drog nishada’ernes høvding hen til Bharatha. Gode
varsler hilste ham fra første færd. Guha fik øje på vismanden Vasishta. Han løb hen til ham og
faldt for vismandens fødder, idet han fortalte denne sit navn. Guruen genkendte ham som
Rama’s ven. Han velsignede høvdingen, og idet han kaldte Bharatha hen til sig, omtalte han
Guha som Rama’s ven.
17.19. Så snart Bharatha hørte det, omfavnede han Guha varmt og dængede ham til med
spørgsmål om, hvorledes han havde det. Bharatha tilskyndede Guha til at fortælle om,
hvordan han havde mødt Rama. Da Guha nævnte, at Rama havde tilbragt en hel nat sammen
180