Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

eskrev, hvordan folk nu var lykkeligt befriet for frygt og nu levede i fuldstændig fred og
glæde.
7.7. Stedet var stille, roligt og trygt. Mens de sad i det bløde sand, fortalte Viswamitra
drengene om det offerritual, som kong Janaka havde i sinde at afholde. Han fortalte brødrene,
som han havde trukket tæt hen til sig, om ritualets specielle funktioner og om dets betydning.
7.8. I løbet af beskrivelsen refererede han til en kostbar bue, som kong Janaka havde i sin
varetægt. Der var tale om en bue, der var enestående kraftig og virkningsfuld, og som
skinnede med en sjælden glans. Vismanden erklærede, at de ikke måtte gå glip af at se den.
Da han hørte om buen, spurgte Rama, hvordan buen var kommet i Janaka’s varetægt.
Viswamitra svarede: ”Hør nu, søn! For mange år siden fejrede Mithila’s konge ved navn
Devaratha en stor offerceremoni, hvis lige ingen dødelig ellers ville vove at gennemføre. En
offerceremoni, der kan skænke umådelige åndelige fordele. I så høj grad behagede
offerceremonien guderne, at de skænkede kong Devaratha denne guddommelige bue som et
tegn på deres påskønnelse. Det er Siva’s bue. Med passende ritualer bliver den hver dag
tilbedt af Janaka. Til dens ære ofrer han blomster og sandelpasta; han svinger kamferflammer
og brænder røgelse. I ærbødig hyldest lægger han madvarer og frugter til den guddommelige
tilstedeværelse i buen. Buen er i den grad ladet med guddommelighed, at ingen er i stand til at
spænde og strenge den. Det være sig en Gud, dæmon, engel eller ånd. Mange prinser, der har
forsøgt at strenge den, er blevet skuffet på det skammeligste. Rama! Du er en fortræffelig
helt; du kan undersøge buen nærmere. I løbet af den kommende offerceremoni vil buen
sandsynligvis blive vist frem. Så her vil der helt sikkert opstå en god mulighed for at
undersøge den nærmere! Viswamitra fortsatte med at beskrive buens vidunderlige styrke.
Lakshmana så sig omkring, som om han ledte efter den retning, hvor Mithila lå. Imens sagde
Rama med fryd i stemmen: ”Helt sikkert! Selvfølgelig skal vi se den. Vi kommer med dig i
morgen.” Viswamitra blev begejstret, da han hørte dette.
7.9. Mørket faldt på, og alle rejste sig og gik mod ’Paradisets Bolig’. Viswamitra sammenkaldte
ashrammens beboere og gav dem besked om, at de skulle være parat til at drage til Mithila, så
snart det blev daggry. En af beboerne spurgte: ”Mester! Hvordan kan ashrammens daglige
rutiner blive opretholdt, hvis alle drager af sted?” Vismanden svarede: ”Hvis alle udfører sine
pligter, hvor end vedkommende er, så er det i sig selv den passende opretholdelse af
ashrammens rutiner. Der eksisterer ingen speciel rutine for ashrammen, når den ikke har
nogen indbyggere. De, der søger støtte, udgør ashrammen. Uden de afhængige, uden de, der
søger støtte, kan der ikke eksistere nogen ashram. Når de, der søger støtte og et tilflugtssted,
er sammen med mig, hvorfor så bekymre sig om ashrammen og dens daglige rutiner? Det er
disciplene, vi skal bekymre os om. Det er dem, vi skal drage omsorg for. Det er disciplene, der
skal følge rutinerne vedrørende de åndelige øvelser. Endvidere kan ashrammen ikke lide
skade, efter som stedet nu ikke længere skal frygte dæmonerne. Altings Skaber er vores
tilflugtssted (og ikke ashrammen), og når vi stoler på Ham, vil Han tage sig af alt.” Vismanden
talte på denne for ham ret så uvante måde, og han fortsatte: ”I skal medbringe alle de ting, I
har brug for til jeres daglige ritualer, så vel som alle de redskaber og beholdere, der tilhører
ashrammen. Der er ingen grund til at efterlade noget her.”
7.10. Nogle novicer forespurgte: ”Mester! Hvor lang tid vil der gå, inden vi vender tilbage
hertil? Hvornår kommer vi tilbage? Hvis du fortæller os det, kan vi vælge netop det, der vil
være tilstrækkeligt til det tidsrum, vi er væk. Hvorfor bære mere end absolut nødvendigt?”
7.11. Viswamitra svarede: ”Tiden er ikke kroppens tjener; kroppen er tidens tjener. Derfor kan
man aldrig sige hvornår! Vil jeg komme tilbage hertil, eller vil jeg ikke? Jeg tvivler!” Da de
hørte det, blev alle beboerne ramt af chok. Det tøj, de beholdere og de redskaber, de holdt i
deres hænder, gled ud af hænderne på dem og faldt ned på jorden. De var målløse. De kunne
ikke svare vismanden. De var ikke i stand til at protestere; ej heller kunne de opbyde mod nok
til at anfægte det, som mesteren lige havde sagt. Så de pakkede så meget sammen, som de
58