Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

lyksalighed kan udelukkende blive sammenlignet med lyksaligheden ved at erkende Gud. Det
er målestokken for deres kærlighed til Rama og hans brødre.
7.146. Tidligt om morgenen begav Janaka sig hen til den specielle tribune, hvor
bryllupsritualerne skulle højtideligholdes. Han var ledsaget af en meget åndeligt udstrålende
gruppe af vismænd. Kongen tilendebragte de indledende ritualer og afventede dernæst
brudgommenes og deres forældres og slægtninges ankomst. Rama, Lakshmana, Bharatha og
Satrughna havde taget deres ceremonielle bad; de bar gule dragter af silke; de havde et silkeklæde
rundt om deres hoveder; de var udsmykket med mange forskellige pyntegenstande,
hvorpå der var fastgjort diamanter og safirer. De gav indtryk af at være besnærende,
hjertegribende guder, der var nedsteget fra Himlen.
7.147. Den lykkevarslende time, der kaldes ’sejr’, nærmede sig, og prinserne begav sig hen
mod tribunen. De var anført af musikere, hvis instrumenter begyndte at spille en melodi, der
nåede himmelhvælvet. Hoffets rådgivere, lensherskerne og deres tjenere fulgte prinserne
bærende på mægtige fade med smykker, silkeklæder, guldmønter og andre lykkebringende
artikler, der var uundværlige for ceremonien.
7.148. Uden så meget som at blinke med øjnene stirrede den brede befolkning beundrende på
prinsernes skønhed og udstråling. Indbyrdes betroede de hinanden, at den værdighed, der var
over prinsernes holdning, skilte dem ud som værende guddommelige og slet ikke
menneskelige! De udbrød: ”Oh hvor henrivende! Hvilken strøm af skønhed!” Alle var fyldt med
forbløffelse. ”De er himmelske beboere, der er kommet ned på Jorden”, hviskede de indbyrdes,
da brudgommene passerede forbi mellem de tætte rækker af tilskuere. Kvinderne svor på, at
de aldrig havde set så henrivende prinser. Samtlige vinduer og terrasser var fyldt til randen.
Til sidst nåede prinserne tribunen og satte sig på deres pladser,
7.149. Herefter bragte Janaka og hans broder, Kusadhwaja, deres døtre til tribunen. Brudene
havde fået ceremonielle bade og var blevet udsøgt og smukt dekoreret, som det var skik for
brude på deres bryllupsdag. De bar slør, og de fulgte efter deres fædre sammen med tusind
tjenestepiger. Tjenestepigerne bar frugter og blomster, bunker af rødt og gult duftende,
kosmetisk pulver, riskorn, smykker og ædelstene. Det så ud, som om Mithila’s skatte
strømmene i en perfekt, funklende strøm i kølvandet på brylluppet.
7.150. De fire brude skinnede som pragtfulde lamper. De sad ansigt til ansigt med deres
kommende ægtemænd. Rama, Lakshmana, Bharatha og Satrughna på den ene side og over
for dem Sita, Urmila, Mandavi og Sruthakeerthi. Et fløjlsklæde blev holdt op som en skærm
mellem dem. Ayodhya’s indbyggere og de adelige fra byen sad bag Dasaratha. Mithila’s
indbyggere, og dem Janaka havde inviteret til bryllupsceremonien, sad bag ham på den
hævede tribune.
7.151. Alles øjne blev draget mod de kunstfærdige og overdådige dekorationer, der prydede
den pavillon, hvor brylluppet skulle finde sted. Der var guld, sølv, blomster, silke, fløjl,
guirlander, flag, kæmpestore lysestager, søjler, buer og korsblomst-udsmykninger. Når man
først havde fået øje på disse dekorationer, kunne man ikke løsrive sig. Det umådelige store
område var fyldt til bristepunktet af slægtninge og gratulanter. Det forekom, som om selv
Mithila by oplevede brylluppets frydefulde fornemmelse og nød festlighederne, som var det
den selv, der blev gift.
7.152. Snart rejste Dasaratha sig, og høfligt sagde han til guru Vasishta: ”Hvorfor skulle vi
udsætte det?” Da han hørte det, stillede Janaka sig, med håndfladerne mod hinanden, foran
Vasishta, idet han bønfaldt ham om selv af foretage vielsen.
83