Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

16.6. Lidt efter påbegyndte han igen dialogen med sig selv. ”Hvilket ansigt skal jeg vise mig
med i Ayodhya? Hvad skal jeg svare, når de spørger mig, hvor Rama er? Når de spørger mig,
hvordan det kunne falde mig ind at efterlade Rama i junglen, hvad kan jeg så fortælle dem? Vil
jeg ikke blive overvældet af skamfølelse og sorg? Oh mit hjerte er blevet hårdt som sten.
Hvorfor er det ellers ikke blevet revet i småstykker af alt det, jeg har været igennem?”
Sumanthra væmmedes ved sin egen usselhed. I fortvivlelse vred han sine hænder. Han
besluttede sig for, at han ikke ville køre ind i byen ved fuldt dagslys, når der var mange folk i
gaderne. Han følte, det ville være mindre ydmygende at komme til byen om natten, når alle
var gået i seng og sov dybt.
16.7. Men straks sagde hans indre stemme: ”Hvad? Kan borgerne i Ayodhya i det hele taget
sove? Nej, nej! Det kan de ikke. Det er blot min tåbelighed og uvidenhed, der får mig til at
forestille mig, at de kan sove. De vil være vågne; de vil afvente nyt om Rama’s hjemkomst; i
det mindste et eller andet nyt om ham. Hvad enten jeg kommer til byen om natten eller i løbet
af dagen, kan jeg ikke undslippe ydmygelsen og skammen. Godt. For mig, der ikke fortjener
Rama’s nåde, er denne ulykkelige skæbne den passende belønning. Det er bedst, at jeg står
det igennem og bærer byrden af denne skam.” Således begav Sumanthra sig langsomt og
usikkert på vej, idet han brugte tiden til at udtænke spørgsmål til sig selv og selv komme med
besvarelserne på dem.
16.8. Endeligt nåede han til floden Thamasa’s bred. Han besluttede sig for at tilbringe nogle få
timer der. Han ville lade hestene græsse lidt, og selv ville han forberede sig på at drage ind i
byen efter mørkets frembrud. På det tidspunkt ville folk ikke gå rundt i gaderne, men ligge
hjemme i deres senge. Omsider kørte herskabsvognen ind gennem byporten og begyndte at
køre langs hovedgaderne.
16.9. Sumanthra var ekstra opmærksom på at sikre, at vognens hjul og hestenes hove ikke
larmede. Vognen kørte i sneglefart. Men hvem kan få hestenes sorg og smerte til at foregå i
stilhed? De genkendte de gader, ad hvilke de havde kørt Rama. Højlydt stønnede og jamrede
de sig over deres nuværende skæbne, hvor deres kære Rama var langt, langt væk.
16.10. Byens indbyggere hørte denne hjerteskærende vrinsken. Deres ører blev ved med at
høre disse bedrøvelige skrig. Borgerne talte indbyrdes om, at Sumanthra var vendt tilbage
med en tom herskabsvogn. Alle løb de ud på gaderne. I en sørgelig forfatning stod de på
begge sider af gaderne for at være vidne til det sørgelige skue.
16.11. Da Sumanthra så folkemængden, bøjede han sit hoved dybt. Da folk så deres førsteminister
i denne ynkværdige stilling, gættede de, at Rama ikke var vendt tilbage, og flere faldt
besvimet om lige på det sted, de stod. Mange græd højlydt. Da beboerne i dronningernes
paladser hørte de hjerteskærende vrinsk fra gangerne, sendte de i hast tjenestepiger ud for at
undersøge, hvorfor hestene vrinskede på den måde. I grupper skyndte tjenestepigerne sig hen
mod Sumanthra, og de overdængede ham med spørgsmål. Han sad nedslået og slukøret; han
sad som en stum ude af stand til at finde ord, der kunne give dem svarene på deres
spørgsmål. Som en ituslået søjle sad han ubevægelig; han sad, som var han døv og ude af
stand til at høre, hvad de så ivrigt spurgte ham om.
16.12. Ud fra hans opførsel udledte tjenestepigerne, at Rama havde afvist alle indtrængende
anmodninger om at vende tilbage. De jamrede: ”Oh minister! Har du efterladt Sita i den
skrækindjagende skov og vendt alene hjem?” De brød ud i pludselige og gennemtrængende
klageråb.
16.13. En af tjenestepigerne var modigere end resten. Hun fortalte Sumanthra, at Kausalya
havde befalet, at han skulle komme lige hen til hendes palads.
164