Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

Kapitel 14
Ind i skoven
14.1. ”Sumanthra”, sagde Dasaratha. ”Min Ramachandra er en urokkelig helt; han vil ikke
vende tilbage. Ingen kan rokke ved eller sætte en stopper for hans beslutning. De
anstrengelser, nogen måtte gøre sig for at ændre Rama’s beslutning, vil være forgæves. Vores
forsøg vil blot forvolde ham sorg. Desuden er Rama en aldrig svigtende tilhænger af sandhed.
Udsæt det ikke, følg straks efter ham. Selv det øjeblik der går med at gøre vognen klar, kan
bevirke, at du mister hans spor. Mine undersåtter kan ikke udholde synet af Rama, der går hen
ad Ayodhya’s kongelige gader. Stands det. Gå! Gå!”
14.2. Kongen fik ham hurtigt ud ad døren. Sumanthra fik dog følgende ord med på vejen: ”I
vognen skal du medbringe nogle få kurve med mad og lidt våben. Giv det til Rama.
Sumanthra! Jeg glemte at fortælle dig dette. Bønfald så indtrængende som muligt Rama om,
at Sita må blive beordret til at vende tilbage til Ayodhya. Husk at nævne, at jeg beder om, at
det må ske. Tag dem op i vognen og lad dem køre med dig et stykke vej. Drag ind i skoven
med dem, så du, hvis Sita bliver bange ved synet af junglen, og du bliver klar over hendes
frygt, øjeblikkeligt kan spørge Rama om, hvilken befaling han vil give i den forbindelse. Bed
Sita, Mithila’s sarte og blide prinsesse, om at vende tilbage til Ayodhya, idet du minder hende
om, at det også er mit ønske. Fortæl hende, at hvis hun ikke kan gå ind på at bo i Ayodhya, så
vil kongen arrangere, at hun bliver sendt til sin fader, kong Janaka.” Dasaratha gentog disse
ord igen og igen, og tynget af sorg over de billeder ordene fremkaldte, mistede han
bevidstheden og faldt om på gulvet.
14.3. Kongen kom snart til sig selv igen. I stor pine udbrød hen: ”Sumanthra! Hvorfor spilde
såvel ord som tid? Bring Rama, Lakshmana og Sita til mig. Gør det straks. Lad mig se dem alle
tre. Beslut dig for at gøre det og gør mig lykkelig.” Men sørgmodigt og opgivende anmodede
han lidt efter Sumanthra om følgende: ”Tag hurtigt af sted; udsæt det ikke; kør vognen hen til
dem. Tag dem op i vognen og kør dem så langt, som det er muligt for jer at køre. Kør vognen
hen til det sted, hvorfra det ikke er muligt at fortsætte længere. Jeg vil tro, det vil være muligt
at køre af sted i vognen i tre eller fire dage. Lad dem så stige ud af vognen og fortsætte til
fods. Bliv stående og se efter dem, indtil de går hinsides dine øjnes rækkevidde, før du vender
tilbage og bringer mig nyheder om deres helbred og sikkerhed. Drag nu af sted. Bliv ikke her
hos mig. Gå.” Dasaratha bad ministeren om at skynde sig.
14.4. Sumanthra bøjede sit hoved for at vise kongen, at han accepterede dennes ordre og
knælede herefter for ham. Vognen blev snart klargjort. I løbet af kort tid indhentede han Sita,
Rama og Lakshmana, der gik til fods langs hovedstadens gader. Han fortalte dem, hvad
kongen havde sagt til ham. Han fik dem til at sætte sig op i vognen, og så kørte han af sted i
retning mod skoven. På begge sider af Den kongelige Gade stod byens borgere og græd og
jamrede. Sumanthra forsøgte at tilskynde dem til at kontrollere deres følelser og være rolige.
Vognen passerede bygrænsen og fortsatte mod skoven. Den brede befolkning fra hovedstaden
løb efter vognen. De løb som én stor panikslagen hob af mennesker, og de frembragte så store
skyer af støv, at disse nåede højt op i himlen. Man kunne hverken se vejen eller jorden; det
hele var én umådelig stor slette af fortvivlede mennesker. Gamle mænd, kvinder, unge og
stærke mænd, brahminer – alle skreg de som med én stemme midt i deres hulken: ”Rama!
Rama! Tag os med dig! Efterlad os ikke!” Ayodhya’s gader var nu tomme. Byen var lige så
stille, som en by der sover. Som en tung byrde lagde mørket sig over alle byens tage.
14.5. Nogle mænd og kvinder, der ikke var i stand til at vandre af sted, stod hjælpeløse som
træstubbe på vejen. Mange satte slå for dørene og tilbragte dagene i den yderste forpinthed.
De undlod at spise og drikke, og de rullede rundt på gulvet på det sted, de nu havde befundet
142