Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

på den ærværdige asket. Bharatha og Satrughna havde deres sind fæstnet på Rama og hans
grænseløse kærlighed. De følte, at de i sandhed var heldige at være hans brødre, men glæden
ophørte øjeblikkeligt ved tanken om, at de selv havde forvist sig fra legemliggørelsen af
kærlighedens nærvær. Så de blev snart styrtet ud i tungsind; ud i en ubærlig smerte og
ubeskrivelig sorg. Med en stemme der skælvede af smerte, sagde Bharatha, idet han rejste sig
fra det knæfald, han ofrede til vismanden: ”Mester! Du kender til fortiden, nutiden og
fremtiden. Det, du har sagt, er den rene og skære sandhed. Du er den højeste sandheds
herre. Med hensyn til evner og kraft er Rama uovertruffen. Jeg har besluttet udelukkende at
udtrykke sandheden, når jeg er i din nærhed. Rama ved, hvordan folks sind fungerer, og han
ved, hvad der i dette øjeblik sætter sindene i bevægelse. For øjeblikket føler jeg ingen sorg
over det forkerte, min moder har begået. Jeg frygter ikke, at folket vil bebrejde mig den
tragedie, der har overgået dem. Jeg vil ikke føle nogen fortvivlelse, selv hvis det bliver
bekendtgjort, at jeg er udelukket fra at komme i Himlen.”
17.35. ”Min fader har opnået stor berømmelse. Skønt han er død, har hans lys spredt sig ud
over hele verden. Da hans elskede søn, Rama, sammen med Lakshmana forlod ham, opgav
han i selv samme øjeblik sit åndedrag. Han kunne ikke overleve slaget fra denne tragedie.
Derfor er der ingen grund til at være bekymret for ham længere. Men Sita, Rama og
Lakshmana går barfodet omkring i skoven. Iført asketernes klædedragt sidder de på måtter af
kusa-græs; de bor i løvtækkede hytter; de bliver stegt af Solen; de bliver gennemblødt af
regn; de ryster af kulde og udholder kvalerne; de gennemgår ubeskrivelige strabadser i
skoven, gør de ikke? Fortæl mig nu, er jeg ikke den eneste årsag til alle disse strabadser? Det
er denne bedrøvelige sandhed, der fortærer mig nat og dag. Mad ligesom nægter at bevæge
sig ned i min mave; søvnen nægter at lukke mine øjenlåg. Denne sygelighed i min moders
sind er blevet en dolk, der er stukket i mit hjerte. Det kneb, hun udtænkte for at indsætte mig
på tronen, er blevet forvandlet til en fælde, der ødelægger mig. Den smerte, der gnaver mig
op inde fra, kan ikke blive dulmet, ligegyldigt hvad der gøres. Intet kan fjerne den. Den vil
først holde op den dag, Rama vender tilbage til Ayodhya. Der eksisterer intet andet middel,
der kan tilintetgøre denne smerte.”
17.36. De hellige mænd, der havde forsamlet sig rundt om Bharatha, glædede sig over at høre
disse ord fra prinsen. Bharadwaja fortalte ham følgende: ”Søn! Sørg ikke længere. I det øjeblik
dit blik falder på Rama’s lotusfødder, vil sorgens byrde, der nu plager dig, helt sikkert gå i
opløsning og forsvinde.” Også asketerne trøstede og opmuntrede ham på forskellig vis. I
mellemtiden vinkede den store vismand, Bharadwaja, en disciple hen til sig og beordrede ham
til at bringe rødder, rodfrugter og frugter, der skulle stilles foran Bharatha og Satrughna. Han
beordrede også sin discipel at arrangere forsyninger til medhjælperne, ministrene, hoffets
medlemmer og Ayodhya’s indbyggere. Alle dem der, uden at beklage sig, havde båret mangen
en byrde på vejen i deres længsel efter at få synet af Rama. Alle disse mennesker, der var
plaget i sindet af smerten ved adskillelsen fra deres elskede herre.
17.37. På den mest ærbødige måde efterkom disciplen sin herres ordre. Snart blev alle, der
var kommet til stedet som gæst, tilbudt et rigeligt måltid. For prinserne, Bharatha og
Satrughna, samt for deres familie, ministre, hofmænd, skriftkloge og brahminer blev der udvist
gæstfrihed på den mest udsøgte og festlige måde. Ved hjælp af selve den asketiske, mystiske
viljestyrke blev alt frembragt i rigelige mængder og i perfekt kvalitet. Bharatha var fuld af
forundring.
17.38. Men det skal siges, at ikke blot brødrene, men hele forsamlingen af borgere fra
Ayodhya, betragtede al pragten og al overfloden som rent og skært affald! De blev ikke på
mindste måde fortryllet. Ikke desto mindre slog røgelsespindene, de velduftende blomster, de
saftige frugter og de fristende, velsmagende retter dem med ærefrygt. De to pragtfulde stole,
der specielt var stillet frem til Bharatha og Satrughna, trodsede enhver beskrivelse.
184