Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

tilbage og derved miste denne dyrebare mulighed. Det at tjene forældre eller svigerforældre
kan ikke skænke hustruen den høje grad af glæde, som alene tjeneste ydet over for
ægtemanden kan skænke. Der findes ingen glæde eller lykke højere eller større end dette.
Modarbejd mig ikke; lad være med at komme med argumenter for, at jeg ikke skal tage af
sted. Giv mig dine velsignelser og send mig af sted sammen med Ramachandra.”
13.7. Dasaratha kunne godt både forstå og påskønne Sita’s stærke længsel. Til belæring og
opbyggelse af Kaikeyi, der stod i nærheden af ham, priste han Sita’s gode dyder til skyerne
med ægte begejstring. I mellemtiden havde hustruerne til de kongelige ministrer og lærere,
der befandt sig i lokalet, samlet sig rundt om Sita. En efter en beskrev også de alle de
besværligheder, der var uløseligt forbundet med at leve i skoven. Med det formål at fraråde
Sita at tage med Rama prøvede en ægtefælle til en af hoffets lærere at anvende en klog list.
Hun sagde: ”Sita! Der er ingen, der har forlangt af dig, at du skal tage af sted og drage ud i
skoven. Det er din opgave at blive her og trøste og opmuntre din mands forældre, der er
hensunket i sorg. Du er Rama’s halvdel, er du ikke? Denne halvdel skal blive her for at lindre
den sorg, som den anden halvdels afrejse forårsager. Desuden er det sådan, at eftersom du er
den ældste søns, tronarvingens, halvdel, har du ret til at herske over kongeriget. Hvis Rama
drager ud i skoven og lever der for at ære sin faders ord, så bliv du her og hersk over riget og
oprethold Rama’s ry og berømmelse, idet du fylder hans forældre med glæde. Som Rama’s
hustru er dette det rigtige skridt, du bør tage; dette er din legitime pligt.”
13.8. Disse ord blev fremsagt ligeså sagte og blide som efterårets månestrålers hvisken i
chakravaka-gåsens ører. Men de gjorde Sita elendig til mode; de fik hende til at vakle i sin
beslutning. Hun blev så overvældet af ordene, at hun ikke svarede.
13.9. Mens denne korte samtale fandt sted, havde Kaikeyi sikret sig eneboerens barkfibreklæder
og rosenkranse fremstillet af tulsi (en hellig, medicinsk plante). Hun holdt det alt
sammen frem foran Rama og sagde: ”Kongen har dig lige så kær som sit eget liv. Derfor er
han i færd med at bringe evig skam og skændsel over sit hoved ved at være uvillig til at lade
dig tage af sted. Hans kærlighed til dig overskygger, at retfærdigheden og retskaffenheden må
gå sin gang. Han vil ikke sige ordene: ’Drag ud i skoven’. Det vil han ikke gøre på noget
tidspunkt; under nogen omstændigheder. Det er frugtesløst at vente på hans velsignelse og
tilladelse. Så beslut dig for et af disse to skridt: At udsætte dig for skændsel og vanære ved at
blive her og regere over kongeriget, eller at drage ud i skoven og bringe evig hæder og ære til
Ikshvaku-dynastiet. Beslut og handl.”
13.10. Rama var glad for, at hun sagde det. Men ordene ramte Dasaratha’s hjerte, som var de
spidse søm, der blev hamret ind med tunge hammerslag. ”Ak! Hvilken frygtelig skæbne jeg
har! At jeg skal være i live selv efter at have hørt sådanne hårde ord!”, udbrød han og faldt
besvimet om på gulvet. Da han genvandt bevidstheden, genkaldte han sig de ord, han havde
hørt. Igen faldt han bevidstløs om. Rama kunne ikke bære synet af sin faders hjælpeløshed
over for den situation, han stod over for. Rama følte, at han burde acceptere Kaikeyi’s forslag
og tage af sted. For jo før han tog af sted, des bedre ville det være for alle de implicerede.
13.11. Han tog klædedragten, der var fremstillet af barkfibre, og som hans stedmoder havde
fremskaffet. Da han havde fået viklet den om sig, gav han den anden klædedragt til Sita. Hun
stod og holdt dragten i sine hænder. Hendes hoved var bøjet i forlegenhed, for hun vidste
ikke, hvordan hun skulle bære den eller fæstne den om sig. Den så alt for kort ud. Rama, der
allerede havde sin dragt på, gik hen til hende og talte sagte til hende. Hun var flov over at
tilstå, at hun ikke vidste, hvordan man skulle bære de klæder, som eneboerkvinder så elegant
draperede omkring sig. Hun hviskede: ”Den er altså ikke magen til dem, vi normalt går med.
Den er alt for kort og ikke vid nok!” Rama trøstede hende og indgød hende mod. Han trak
hende til side, og idet han sagde, at den kunne bæres sådan og sådan, svøbte han den selv
omkring hende. Da de så det, fældede eneboerkvinderne og paladsets øvrige kvinder tårer i
sympati.
138