Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

14.50. Ved at høre disse ord blev Sumanthra så overvældet af beundring og sorg, at han ikke
var i stand til at se Sita i øjnene. Han kunne ikke længere lytte til sådanne dybt bevægende
ord. Han var ude af stand til at finde ord, han kunne sige til hende. Han tænkte på hendes
gode dyder, hendes rene følelser og på hendes urokkelighed. Dybt beklagede han skæbnen,
der frarøvede Ayodhya tilstedeværelsen af og inspirationen fra en kvinde med en så storslået
karakter.
14.51. Han henvendte sig til Rama: ”Rama! Hvis det ikke kan være anderledes, så accepter i
det mindste én bøn: Behold også mig hos dig i skoven og giv mig tilladelse til at tjene dig i
fjorten år.” Rama svarede: ”Sumanthra! Du er velbevandret i loven og de moralske regler. Du
er kong Dasaratha’s minister; du er ikke minister under mig. Det var ham, der gav dig ordre
om at vende tilbage; hvordan kan jeg tillade dig at blive? I øvrigt er det ikke ønskværdigt, at
du er væk fra kongen på dette kritiske tidspunkt. Du er kongens højre hånd. Du bør ikke hæfte
dig ved din egen lyksalighed og prøve at holde dig væk fra ham. Tag af sted. Drag uden
yderligere forsinkelse tilbage til ham. Hvis du tager hurtigt herfra, kan du give mine forældre
megen trøst, og både mine forældre og jeg vil få vished for, at alt er godt.” Ved at anvende
forskellige andre argumenter og eksempler overtalte Rama ministeren til at tage af sted. Idet
han fandt det umuligt at modsætte sig yderligere, græd Sumanthra højlydt og knælede foran
de tre. Da han forlod dem, var hans gang tung og tøvende. Hverken hans sind eller legeme var
villigt til at forlade dem.
14.52. Rama tog fat i Sumanthra’s hånd, og han hjalp ham med at gå hen til herskabsvognen,
stige op i den og sætte sig til rette. Rama talte blidt og venligt til Sumanthra såvel som til
vognens heste. Det gjorde han for at formå dem til at vende om og køre mod Ayodhya.
14.53. Sumanthra kørte vognen tilbage til Ayodhya. Hestene kviede sig ved at løbe samme vej
tilbage. De begyndte at løbe tilbage til det sted, hvor Rama opholdt sig, da de længtes efter at
være sammen med ham og nødigt ville skilles fra ham. På trods af at der blev prikket til dem,
og der blev talt overtalende ord til dem, var de næsten ikke til at få af sted igen. De vrinskede
hjertegribende i protest; fra tid til anden standsede de og strakte hals for at få et glimt af
Rama.
14.54. Også Sumanthra rejste tilbage i en tilstand af uudholdelig sorg. Han tørrede strømmen
af tårer, der flød ned ad hans kinder, væk. Han lod sit hoved hænge nedad, som var han
uvillig til at vise sit ansigt til noget menneske. Da Guha så Sumanthra’s sørgelige forfatning,
blev han så overvældet af smerte, at han måtte læne sig op af et træ. Med sit hoved presset
mod træets stamme hulkede han højlydt. Efter at have sendt den ældre minister af sted begav
Rama, sammen med sin hustru og broder, sig til Ganges.
14.55. ”Når selv umælende dyr finder det umuligt at leve adskilt fra Rama, hvad kan man så
sige om den forpinthed, der overgår forældrene? De forældre, der havde født ham, havde
opdraget ham med så stor kærlighed, og som havde næret så store forhåbninger til ham! Hvad
kan man sige om landets undersåtter, der beundrede ham, og som var fulde af loyalitet og
kærlighed over for ham? Ak! Hvem er i stand til at måle den sorg, der sønderrev dronning
Kausalya’s hjerte?” Alt dette tænkte Guha for sig selv. Sorgen brændte i hans sjæl. Hans blik
faldt snart på Rama, Sita og Lakshmana, der gik ned mod Ganges. Så han skyndte sig hen til
dem, og så snart han fandt ud af, at de ønskede at krydse floden, prajede han den bådsmand,
der befandt sig på den modsatte bred. Han bad ham om at bringe båden til færgestedet. Da
lyden af hans herres stemme nåede bådsmandens ører, skyndte han sig at ro over floden. I
løbet af få minutter var båden parat på det sted, hvor Rama ventede på den.
14.56. Guha kaldte bådsmanden til side og bad ham rengøre båden og gøre den klar til at
modtage prinsen af Ayodhya, kong Dasaratha’s søn, og prinsens gemalinde og broder. Guha
fortalte endvidere, at gæsterne ønskede at krydse Ganges på deres vej ind i skoven, hvor de
havde til hensigt at tilbringe nogle år. Fra sine nishada-brødre havde bådsmanden hørt den
151