Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

givet nogle flere, lignende råd, sendte Vasishta bud efter prinserne Rama og Lakshmana. Så
snart de hørte, at vismændene Viswamitra og Vasishta ønskede at se dem, skyndte de sig
derhen. Da de kom ind i salen, bøjede de sig i ærbødighed. Først knælede de for faderen, så
for Vasishta, den kongelige families guru, og så for Viswamitra. Da drengene rejste sig og
ærbødigt stod foran ham, henvendte Viswamitra sig til dem. Han havde et smil på læberne, da
han sagde: ”Drenge! Vil I følge mig?” Drengene blev jublende glade over denne mulighed.
6.15. Da Dasaratha hørte det, blev han endnu mere modløs. Han blev helt bleg. Rama
bemærkede sin faders sorg over, at han havde bifaldet ideen med at følge vismanden. Blidt
henvendte han sig til sin fader og sagde: ”Fader! Hvorfor er du ked af, at jeg drager af sted
med denne store vismand? Findes der nogen bedre måde at benytte denne krop på, end at
sætte den til at tjene andre? Det er selve formålet med, at vi har fået kroppen. Hvis kroppen
deltager i asketernes hellige opgaver og medvirker til at befri dem for chikanerier, så tjener
den vel et ophøjet formål? Der er ikke noget, der er umuligt for os, er der? Vi vil tilintetgøre
dæmonerne. Det vil vi gøre, ligegyldigt hvor barske og indædte de måtte være, og vi vil
skænke vismændene fred. Hvis du giver os din tilladelse, er vi parat til at tage af sted lige i
dette øjeblik.” Disse ord, der var fyldt med mod, formindskede til en vis grad Dasaratha’s
bekymring.
6.16. Men kongen kæmpede stadig imod. Han kunne ikke beslutte sig for, hvad han nu skulle
sige. Han trak Rama hen til sig og fortalte ham: ”Søn! Dæmonerne er ikke almindelige fjender!
Der kommer meldinger til hoffet om, at blandt andet de ubarmhjertelige brødre, Sunda og
Upasunda, samt Thataki’s sønner, Maricha og Subahu, befinder sig blandt dæmonerne. De er
alle sammen bestialsk ubarmhjertelige og grusomme. Deres fysiske udseende er ubeskriveligt
hæsligt. Du har endnu ikke haft lejlighed til at betragte sådanne forfærdende skikkelser. Jeg
kan slet ikke tænke på eller forestille mig det øjeblik, hvor du står ansigt til ansigt med dem.
Hvordan skulle du kunne kæmpe mod disse svindlere og fupmagere, der er mestre i at
camouflere sig og forandre sig fysisk? Indtil nu har du ikke så meget som hørt ordet ’kamp’! Ej
heller har du set en virkelig kamp på slagmarken. Nu bliver du pludseligt bedt om at kæmpe
mod sådanne frygtindgydende fjender! Ak! Skæbnen er i sandhed meget ubarmhjertig! Ak!
Skal mine sønner virkeligt allerede, her på tærsklen til deres voksne liv, stå over for denne
kolossale prøvelse?”
6.17. Dasaratha græd voldsomt, mens disse tanker snurrede rundt i hans hoved. Hans forpinte
hjerte var årsagen til tårerne. Lakshmana bemærkede sin faders mentale svaghed. Han sagde:
”Fader! Hvorfor disse tårer? Vi er ikke frygtsomme og forskræmte piger! Slagmarken er vores
legitime arena. Krig er vores retmæssige pligt. Det, at beskytte retskaffenhed, er vores
oprigtige ansvar. Det, at tjene vismænd og at opretholde de moralske regler, er selve vores
åndedræt. Jeg er overrasket over, at du er ked af, at vi påtager os sådant et ærefuldt hverv!
På grund af den svaghed, du lægger for dagen, vil verden le ad dig. Send os af sted med din
kærlighed og med dine velsignelser. Jeg vil ledsage min broder, og jeg vil vende hjem med en
glorværdig sejr.”
6.18. Rama bemærkede, at hans fader var overvældet af kærlighed til ham. Han gik hen mod
tronen og rakte kærligt sin hånd frem mod sin fader. Rama sagde: ”Fader! Det ser ud til, du
har glemt, hvem du er. Husk på hvem du er; husk på den kongelige familie, der er
udødeliggjort af de forfædre, som du stammer fra; husk på hvor stor en berømmelse de
opnåede. Gør du det, så vil du ikke længere græde, som du gør nu. Du blev født ind i
Ikshvaku-dynastiet. Indtil i dag har du levet dit liv som selve legemliggørelsen af ’rigtig
handling’. De tre verdener (universets tre aspekter: det grove eller fysiske aspekt, det finere
eller mentale aspekt og det kausale aspekt) har anerkendt dig som den, der pligtopfyldende
overholder løfter, som den, der beskytter og praktiserer ’rigtige handling’ og som den mest
formidable helt på slagmarken så vel som alle andre steder. Du er godt klar over, at der ikke
findes nogen større synd end det at tage sine ord tilbage, når de først er givet. Hvis du
trækker det ord tilbage, som du har givet vismanden, så vil det skade dit gode ry. Dine sønner
44