Historien om Rama, bind 1 - Sai Baba på Dansk

17.39. Da alt var gjort klar, inviterede vismanden alle ind i den specielt til lejligheden opførte
sal. Her skulle de alle deltage i festmiddagen. De gik ind i dette underværk af skønhed.
Kongehusets guru og hans gemalinde blev ført til de pladser ved højbordet, der var reserveret
til dem. Dronningerne trådte også ind i salen og gik hen til det sted, der for deres skyld var
afskærmet og afspærret. Nedbøjet af sorgens vægt rettede også de sig efter vismandens
bestemmelse.
17.40. Nu førte vismandens opvakte disciple brødrene, Bharatha og Satrughna, ind. I henhold
til den navnkundige ashrams praksis skete det med behørig respekt over for de ærede gæster.
De unge asketer stod opstillet på begge sider af passagen op til prinsernes bord. Disciplene
viftede med yakoksehaler og fremsagde hymner fra de hellige skrifter. Brødrene nærmede sig
de pragtfulde tronstole, der var sat frem til dem. Men så snart de kom hen til dem, bøjede de
deres hoveder og knælede på gulvet i respektfuld ærbødighed. De tog vifterne fra disciplene.
Idet de stod på hver sin side af Løvetronerne, begyndte de at svinge vifterne i ærbødighed! I
stedet for at sætte sig på de to troner tilbedte prinserne dem! Alle de tilstedeværende blev
overrasket over denne gestus, den hyldest der blev tildelt de tomme troner.
17.41. Da vismanden inviterede dem til at tage plads på tronerne, knælede Bharatha og
Satrughna for hans fødder og bønfaldt: ”Mester! Disse troner tilhører Sita og Rama og ikke os.
Vi har ingen ret til dem. I denne hellige ashram er det alene de to, gudinden Lakshmi og
Herren Narayana (Guden Vishnu), der har adkomsten til at sidde på Løvetronerne! Vi er deres
tjenere. Tillad os at tjene dem som sådanne.” Da de hørte det, blev asketerne og hele
forsamlingen begejstret i glad påskønnelse over brødrenes indstilling. Indbyrdes priste de den
umådelige dybde, som brødrenes hengivenhed over for Rama havde. Glædestårer strømmede
fra deres øjne. De hellige mænd var lamslået over brødrenes tro og deres tros urokkelighed.
17.42. Bharatha og Satrughna ofrede den udsøgte mad, der blev bragt ind, til de troner, de
havde et billede af i deres sind; troner som Sita’s og Rama’s henrivende skikkelser sad på.
Kort tid efter knækkede de nogle små stykker af det ofrede måltid, og idet de i tankerne
tilbedende placerede dem på Sita’s og Rama’s øjenlåg, spiste de alle de små stykker mad som
helliggjort føde. De ældre, ministrene, medhjælperne og Ayodhya’s indbyggere bad vismanden
Bharadwaja om forladelse for, at de ikke spiste af maden. Grunden var, som de sagde, at de
ikke var i stand til at nyde nogen mad, overvældet som de var over adskillelsen fra Rama. De
sagde nej tak til at spise, for de mente, at alene synet af Rama kunne skænke dem følelsen af
tilfredshed. Det var det vidunderlige festmåltid, de så inderligt længtes efter. De blev styrtet
ud i et tungsind, der var lige så dybt, som vismandens gæstfrihed var stor. De fortalte, at de
var for opslugt af deres længsel efter at se Rama til at tænke på mad. Til sidst blev vismanden
nødt til at imødekomme deres ønske om at blive ladt alene. Han kunne ikke formå dem til at
sætte sig ned og nyde festmåltidet.
17.43. Så snart den første antydning af daggry viste sig, var alle parat til at drage videre ind i
skoven. Før de forlod ashrammen, knælede de for vismanden og sikrede sig hans velsignelse
og tilladelse. Tjenerne gik i forvejen og viste vej, og umiddelbart efter fulgte bærestolene og
herskabsvognene. Bharatha gik bag vognene; han havde sin hånd på Guha’s, nishada’ernes
øverste høvdings, skulder. Bharatha fremstod som selve legemliggørelsen af broderlig
kærlighed og hengivenhed. Han havde intet på fødderne til at beskytte sig mod torne og
småsten; han havde ingen paraply over sit hoved til beskyttelse mod den brændende Sol. Han
tillod ikke, at nogen holdt en sådan over hans hoved. Ligeledes ville han ikke tillade, at nogen
bragte ham fodtøj. Men jorden fik medlidenhed med ham og forandrede stierne, han gik på, så
de blev bløde og jævne. Vinden opmuntrede ham ved, gennem hele turen, at blæse køligt og
mildt. Solen trak en sky hen mellem Bharatha og sig selv.
17.44. Ved aftenstide nåede de frem til bredden af Yamuna. Natten igennem kunne man se, at
der tæt på bredden blev samlet et utal af både sammen. Ved daggry kunne hele folkeskaren
185