Upanishad Vahini - Sai Baba på Dansk

stadier samt de forskellige metoder, der skal anvendes i bestræbelserne på at erkende
denne Virkelighed.
1:8 Navnet ’upanishad’ er fuld af betydning. ’Upa’ betegner den proces, det er at studere
med ’nishta’ eller vedholdenhed; ’shad’ betegner opnåelsen af Den ultimative Virkelighed.
Det er årsagerne til navnet upa-ni-shad. Ikke blot lærer upanishaderne menneskeheden
principperne for viden om Den højeste Eksistens, de angiver også den praktiske
betydning af befrielse. De påpeger ikke blot de pligter og forpligtelser, mennesket må
påtage sig, men også de handlinger, der skal udføres, og de handlinger der skal undgås.
1:9 Bhagavad Gita er blot essensen af upanishaderne. Ved at modtage Bhagavad
Gita’ens lære får Arjuna frugten af at lytte til upanishaderne. I upanishaderne finder vi
erklæringen: ”Jeg er Det”. I Bhagavad Gita siger Krishna til Arjuna: ”Jeg er Arjuna blandt
Pandava’erne.” (Pandava’erne er Arjuna’s slægt). Det er det samme som at sige: ”Du og
Jeg er den samme.” Dette er igen det samme som at sige: ”Jeg er Det”, at den
individualiserede sjæl og Gud er den samme.
1:10 Ligegyldigt om det handler om Bhagavad Gita’en eller upanishaderne, så er læren
’ikke-dualisme’. Den er hverken ’dualisme’ eller ’kvalificeret ikke-dualisme’. Det
menneskelige øje kan ikke fordybe sig i det meget lille eller i det kæmpestore. Det kan
ikke aflæse mysteriet om viruset, atomet eller det stjernebesatte univers. Derfor
supplerer videnskabsmændene øjet med teleskoper og mikroskoper. På tilsvarende vis er
de hellige mænd i stand til at opleve det guddommelige gennem ’visdommens øje’, som
er erhvervet ved at føre et retskaffent liv og ved at udføre åndelige øvelser. Når det
menneskelige øje behøver et fremmed instrument for at se selv en ubetydelig orm eller
virus, hvordan kan man så nægte at arbejde med mantra, hvis man ønsker at se det
allestedsnærværende transcendente princip? Det er meget vanskeligt at erhverve sig
’visdommen øje’. Koncentration er helt nødvendigt for dette. For at koncentrationen kan
udvikles og blive fikseret, er tre forhold meget vigtige: Bevidsthedens renhed, moralsk
opmærksomhed og åndelig skelneevne. Disse kvalifikationer er vanskelige at opnå for
almindelige mennesker.
1:11 Mennesket er udstyret med følgende specielle redskaber: Skelneevne, dømmekraft,
evnen til at analysere og evnen til at sammenfatte. Blandt alle dyr er mennesket alene
om at besidde disse kvaliteter. Det må udvikle dem og anvende dem til det bedste
formål. Gennem disse redskaber kan mennesket erkende Den Iboende Guddommelighed.
1:12 I stedet plager mennesket både sig selv og andre med spørgsmålene: Hvor
opholder Gud sig? Hvis Gud er virkelig, hvorfor kan man så ikke se Ham? Når Jeg hører
sådanne tvivlsspørgsmål, får Jeg næsten medlidenhed med de stakkels spørgere. For de
kundgør deres egen tåbelighed. De er ligesom dumrianer, der tragter efter
universitetsgrader uden så meget som at ulejlige sig med at lære alfabetet. De tragter
efter at erkende Gud uden selv at besvære sig med de krævede åndelige øvelser.
Mennesker, der ikke har nogen moralsk styrke og renhed, taler om Gud og Hans
eksistens, og de taler nedsættende om de anstrengelser, der skal til for at se Ham.
Sådanne mennesker har ingen ret til at blive hørt.
1:13 Åndelige øvelser er baseret på de hellige skrifter (skrifter der er et moralkodeks for
eller en forskrift på praktisk levevis). De kan ikke blive behersket i en håndevending. De
kan ikke gennemføres blot ved at tale. Deres budskab er sammenfattet i upanishaderne,
derfor er disse æret som autoritative. De er ikke et produkt af menneskelig intelligens,
6