Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

levet hensat til denne hjælpeløse elendighed, hvordan må de så ikke have det? De må
være sunket ned i bundløs fortvivlelse. Hvordan kan de holde livet ud? Men hvorfor tale
om individer? Hele Dwaraka by må være sunket ned i Den utrøstelige sorgs Hav.”
10:9 Dharmaraja hulkede af sorg, da han så disse scener for sig. Da Arjuna så ham i den
tilstand, sagde han: ”Dwaraka’s indbyggere er langt lykkeligere end os. Vi er de mindst
lykkelige. Vi er de eneste forhærdede væsener, der har modstået chokket over nyheden
om Krishna’s bortgang fra denne verden. Alle andre forlod verden, endda før nyheden om
Herrens bortgang nåede frem.”
10:10 Da han hørte dette, udbrød Dharmaraja: ”Gud, Gud, oh Gud! Hvad er det nu, du
fortæller? Hvad er det for en katastrofe? Jeg forstår ingenting….. Gik havet over sine
bredder og opslugte Dwaraka? Eller invaderede og overmandede en vild barbarisk horde
byen og nedslagtede befolkningen? Arjuna, fortæl os, hvad der skete. Gør en ende på
vores skrækkelige formodninger der fremkalder disse forfærdelige billeder.” Dharmaraja
tog Arjuna’s hånd og løftede hans hoved i et forsøg på at få ham til at besvare sit
spørgsmål.
10:11 Arjuna sagde: ”Nej, intet hav rejste sig i raseri og opslugte Dwaraka; ingen
hersker førte sin hær mod denne by. Ondskabsfuldhed og nedrighed spredte sig som
afsindige blandt Yadava’erne selv og vækkede deres stridbarhed og had i en sådan grad,
at de myrdede hinanden med deres egne våben.” Dharmaraja spurgte ham: ”Arjuna, der
må have været en overvældende kraft, der ansporede Yadava-dynastiet, unge som
gamle, til at ofre sig selv i denne massakre. Der kan ikke være en virkning uden en
årsag, er det ikke sandt?” Herefter ventede han på at høre detaljerne om, hvad der rent
faktisk havde ført til blodbadet.
10.12 Arjuna holdt en lille pause for at få bugt med den sorg, der brusede i hans indre,
og så begyndte han at forklare, hvad der skete. Hans tre brødre rykkede tæt på ham for
at høre den tragiske beretning. ”Den dag lærte jeg, at end ikke den mindste begivenhed
kan ske, medmindre det er Krishna’s vilje. Jeg blev helt overbevist om dette. Han er
’dukkeføreren’, der holder i de snore, der bevæger dukkerne og får dem til at spille deres
rolle. Selv sidder Han blandt tilskuerne og foregiver, at Han ikke kender handlingen,
historien eller rollebesætningen. Personerne i spillet kan ikke afvige en tøddel fra Hans
instruktioner. Hans vilje vejleder og fastsætter hver eneste bevægelse og gestikuleren.
De skiftende følelser og begivenheder, der udgør dramaet på scenen, påvirker hjerterne
hos dem, der ser spillet, men de forårsager ingen uorden i dukkeførerens hjerte.”
10:13 ”Han bestemmer, hvad en person skal sige, eller hvad en anden person skal gøre.
Han foranlediger, at de siger de passende ord og udfører de passende handlinger.
Konsekvenserne af den karma, som det enkelte individ har opsamlet og taget med sig fra
tidligere liv, giver også sit bidrag til den enkeltes skæbne. Yadava’erne, der er vor egen
slægt og vore egne venner, var åndelige personer fulde af hengivenhed til Gud, som I
alle godt ved. Måske har en vismand engang afsagt en forbandelse over dem; eller også
har de på et eller andet tidspunkt begået en synd….. For hvordan skal vi ellers kunne
forklare denne pludselige omvæltning i deres adfærd og skæbne, denne uventede
tragedie?”
10:14 ”På Prabhasakshethra udførte Yadava’erne en storslået ofring. Den varede i syv
hele dage. Ofringen blev højtideligholdt med en hidtil ukendt prompt og pragt. Den
afsluttende ofring i den hellige ild blev gennemført med sand vedisk storslåethed i
overværelse af selve Herren Krishna. Deltagerne og præsterne udførte senere det rituelle
bad i helligt vand. Herefter modtog præsterne deres del af offergaverne, som de fordelte
til Yadava’erne. Alt foregik i en atmosfære af perfekt ro, tilfredshed og glæde.”
36