Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Dharmaraja og de øvrige tilstedeværende. Pandava-brødrene var ikke i stand til at se de
to kære yndlinge i øjnene; de var overvældet af tilknytning. De nøjedes med kort at
omfavne dem og sagde et kort, kærligt farvel, før de én efter én begav sig til det hinsides
uden at medbringe andet, end det tøj de havde på.
14:12 Da dette skete, jamrede slægt og venner, byens borgere, dronningerne og de
andre i kvindernes opholdsrum, hofmændene og tjenestepigerne sig alle højlydt. Byens
borgere kastede sig på herskerens vej og forsøgte at gribe fat i hans fødder. På denne
bedrøvelige måde bad de ham blive. De bønfaldt brødrene om lov til at tage med.
Enkelte fejede forhindringerne til side og løb ved siden af det kongelige selskab.
Pandava’erne vendte sig imidlertid ikke om en eneste gang; de sagde ikke ét ord. De
hørte ikke de bønfaldende ord. Deres sind var fæstnet på Krishna. De bevægede sig lige
fremad, som mennesker der er blændet af en fanatisk beslutning. De ænsede ingen, de
iagttog ingen.
14:13 Sammen med sine tjenestepiger kom Droupadi løbende efter dem, og hun kaldte
på sine herrer. Hver af dem anråbte hun ved navn. Også Parikshith forfulgte dem hen ad
gaderne, men ministrene fik fat i ham og bar ham væk. De forsøgte at berolige ham,
skønt de selv var stærkt berørte. Men Pandava’erne gik ubekymret af sted uden at bede
dem, der fulgte efter dem, om at gå tilbage eller give tilladelse til dem der ønskede at
følge dem. Hundredvis af mænd og kvinder var nødt til at standse, da de blev for trætte,
og sorgfulde måtte de vende tilbage til hovedstaden. Andre, der var mere hårdføre,
fortsatte. Kvinderne, der boede i de kvindelige gemakker i paladset, og derfor ikke var
vant til sol og vind, blev hurtigt trætte. De faldt udmattede om på vejen.
Tjenestepigerne, der jamrede over de frygtelige begivenheder, kom og bragte dem
lindring. Enkelte dristede sig endda med ind i skoven, men måtte snart vende tilbage
efter mødet med vildnissets rædsler. Da støvskyer hvirvlede op, smurte mange byboere
ærbødigt støvet på deres pande, idet de troede, det var støv, der var hvirvlet op af
Dharmaraja’s fødder. På denne måde gik brødrene gennem buskads og tornebuske og
forsvandt snart ud af syne. Der var ikke mere, folk kunne gøre. Tynget af en ubærlig
sorg vendte de tilbage til Hasthinapura.
14:14 Pandava’erne overholdt Mahaprasthanam-løftet. Det løfte, der påbød dem ikke at
spise eller drikke noget på deres vej. Det løfte, der yderligere pålagde dem ikke at hvile,
men fortsætte lige frem i den nordlige retning, indtil de faldt døde om. Det var det løfte,
de overholdt. Så strengt og så ubarmhjertigt.
51