Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

gennem erhvervelse af den højeste visdom. En tredje person talte om den store
betydning af at udføre hellige gerninger som beskrevet i veda’erne og de hellige skrifter.
Andre gjorde gældende, at udvikling af hengivenhed til Gud var den bedste måde at
anvende ugen på; alene gennem hengivenhed kan Herren vindes. Iblandt denne
forvirring af modstridende meninger søgte kongen den sande vej. Asketerne blev bragt til
tavshed af kongens ihærdighed efter at få et sandt svar på det problem, han havde bragt
frem.
27:7 I mellemtiden bevægede en ung asket med et usædvanligt opvakt ansigt og en
tiltalende personlig udstråling sig gennem forsamlingen af ældre asketer. Han ligesom
skar gennem forsamlingen som et lysglimt, og idet han nåede hen i nærheden af kongen,
satte han sig på en forhøjning. Tilskuerne var forbløffede over denne pludselige
tilsynekomst. Nogle af dem blev virkelig nysgerrige efter at vide, hvem han var. Hans
ydre fremtoning tydede på, at han var søn at en asket. Men hans holdning, hans attitude
og ro, hans personlighed, alt stadfæstede, at han var en mester. Aldersmæssigt var han
ret ung. Alligevel var der en guddommelig glorie, der indhyllede ham.
27:8 I løbet af kort tid var der en klog ældre vismand, der genkendte ham. Ærbødigt og
med håndfladerne mod hinanden henvendte han sig til den unge mand. ”Vi er i sandhed
alle velsignet. Denne stråle af guddommelig glans er ingen ringere end Sri Suka, Vyasa’s
kostelige efterkommer.” Efter på denne måde at have præsenteret den fremmede for
forsamlingen, fortsatte vismanden. ”Fra det øjeblik han blev født, har denne person
været fri for enhver form for tilknytning. Han behersker al viden.” Kongen, der hørte
dette, græd taknemmelighedens og glædens tårer. Kongen lettede som en glente, let og
fuld af glæde, og kastede sig derefter i støvet for den unge mand. Hans håndflader var
samlet i bøn, da han rejste sig. Han stod stiv og stille som en søjle. Han var fordybet i
lyksalighed. Han visualiserede den unge mand foran sig som selve Krishna. Suka’s
stråleglans var for skinnende for hans øjne. Hans charme forekom kongen at være på
højde med Guds kærlighed. Hårets lange sorte krøller bevægede sig som sorte slanger,
der svævede over det hvide ovale ansigt. Som stjerner midt blandt de mørke skyer
udstrålede Suka’s øjne en kølig glans og skinnede ekstraordinært klart. Et strålende smil
bredte sig over hans ansigt.
27:9 Med langsomme skridt nærmede kongen sig Suka. Hans stemme knækkede over og
var utydelig. Hans hals sitrede af sindsbevægelse. Han sagde: ”Herre! Jeg evner ikke at
beskrive dybden af din nåde. Enhver af dine handlinger er rettet mod verdens velfærd.
Det er i sandhed min lykke, at jeg så let får lov til at se dig i dag. For jeg er klar over, at
man udelukkende får mulighed for at se dig gennem langvarige og vedholdende
bestræbelser. Oh, hvor er jeg heldig! Jeg må tilskrive det mine bedsteforældres tidligere
optjente fortjenester.” Kongen var overvældet af taknemmelig glæde over Suka’s
tilstedeværelse. Glædestårer strømmede fra hans øjne.
27:10 Med et smil på læberne bad Suka kongen om at sætte sig ved siden af sig. Han
sagde: ”Oh konge! Du er uden tvivl ærlig og trofast over for moralsk livsførelse. Du er
opsat på at tjene det gode og det guddommelige. Dit fortjenstfulde liv har tiltrukket
denne store forsamling af vismænd, der er her i dag. Var det ikke for det liv, ville disse
asketer, der beskæftiger sig med åndelige øvelser, ikke have fraveget deres planer og
kommet her for at bede til, at du må opnå virkeliggørelse af det højeste. Det er ikke
nogen velgørenhedsgerning! Du har fortjent denne gave, da du har anvendt mange liv på
en dydig og god måde.”
27:11 Med hengiven beundring stirrede kongen på Suka’s ansigt, mens denne talte til
ham. Pludseligt løftede han sit hoved og tiltalte den unge vismand på følgende måde:
”Herre! Jeg har en tvivl, der nager mig. Fjern den og skænk fred til mit hjerte. Jeg var i
færd med at fremlægge min tvivl over for forsamlingen, da du kom. Jeg ved, at du på et
91