Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 21
Episoden med Durvasa
21:1 Vyasa skyndte sig at forklare årsagen til Durvasa’s underlige latter: ”Durvasa
accepterede imidlertid Duryodhana’s bøn! Han begav sig mod skoven, idet han sagde:
”Det er i orden, det vil jeg gøre.” Der var et dybt ildevarslende formål med denne bøn.
Det var følgende. En morgen ved solopgang, da Pandava’erne var i gang med at tilbede
Sol-guden, fik guden medlidenhed med dem og de forhold, de levede under. Ud af hans
umålelige nåde fik de overdraget en krukke, hvis indhold vil forblive uformindsket,
ligegyldigt hvor meget der bliver taget op af den. Den blev kaldt ’Den endeløse Ret’. Som
den pligtopfyldende hustru Droupadi var, plejede hun først at spise, efter at de fem
brødre havde fået deres mad. Indtil hun var færdig med at spise, ville krukken forblive
fuld af mad, uanset hvor mange der havde deltaget i måltidet. Når hun havde spist og
havde renset krukken, ville den ikke indeholde mere mad. På den måde skænkede
krukken hver dag masser af mad, men kun indtil Droupadi havde spist. Inden hun spiste,
kunne hun altså bespise tusinder, endda millioner med den mad, der var indeholdt i
krukken. Men når hun først havde taget sin mad op af den, mistede krukken sin kraft for
den dag. Det vil sige, at der skulle være noget mad, eller i hvert fald bestanddele af mad
i den, så krukken kunne mangfoldiggøre den i millionvis. Det var dens mærkværdige
herlighed. Duryodhana anmodede Durvasa om at henvende sig til Pandava’erne og bede
om gæstfrihed, efter Droupadi havde spist, eftersom han havde denne specielle
begrænsning i tankerne.”
21:2 ”Da den iltre vismand ville bede om mad, og Pandava’erne ikke ville være i stand til
at give ham og hans store følge noget, var Duryodhana sikker på, at Durvasa ville
nedkalde en frygtelig forbandelse over Pandava’erne på grund af sin voldsomme sult. Det
ville for altid tilintetgøre brødrene. Det vanskelige problem med at leve sammen med
dem ville være løst, og Kaurava’erne kunne herske over hele riget i fred. Det var
Duryodhana’s onde hensigt. Men Pandava’erne søgte hjælp. Ikke hos noget eller nogen
uden for dem selv, men hos Den iboende Herre. Hvad kan en vismands forbandelser
gøre, ligegyldigt hvor mægtig han måtte være, mod sådanne mennesker? Når Den altbeskyttende
Herre er på deres side, hvordan skulle ondsindede menneskers bedrag så
kunne skade dem? Deres sammensværgelse måtte nødvendigvis mislykkes på skændig
vis. De onde Kaurava’er forstod ikke, at når de planlagde noget i én retning, så lagde
Herren planer i modsatte retning.”
21:3 ”Durvasa ankom til Pandava’ernes tilholdssted med sine titusind disciple, netop
mens Droupadi hvilede sig, efter hun havde spist sit måltid og renset den hellige krukke.
Hun lå og talte med sine herrer. Dharmaraja så vismanden komme mod den løvtækkede
hytte, hvor de tilbragte deres dage. Han rejste sig hurtigt, bød ham med begejstring
velkommen, vaskede hans fødder, tilbød blomster i tilbedelse og lagde sig i støvet foran
ham. Han erklærede: ”Jeg har fået opfyldt min største ambition her i livet; dette er i
sandhed den heldigste dag.” Han græd glædestårer og stod med håndfladerne samlet.
Efter hans brødre og Droupadi havde lagt sig i støvet foran Durvasa, stod de nu ved
siden af Dharmaraja med bøjede hoveder i ærbødig hyldest.”
21:4 ”Durvasa, der var synligt træt efter den udmattende rejse, talte med tydelig
irritation. ”Vi går nu ned til floden for at bede og for at udføre vores middagsritual. Når
jeg og mine titusind disciple vender tilbage, skal maden være klar.” Efter denne
meddelelse begav de sig hastigt ned til floden.”
21:5 ”Da Dharmaraja hørte dette, fik han et chok. Det var lige før, hans hjerte holdt op
med at slå. Han rådførte sig med Droupadi og fandt ud af, at krukken var blevet rengjort
71