Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 40
Fra dødelighed til udødelighed
40:1 Kongen, der lyttede til den gribende beretning om Krishna’s taknemmelighed over
for sin guru, åbnede pludselig sine øjne, og da han fik øje på vismanden foran sig, sagde
han: ”Oh, Krishna’s guddommelige lege! Hans vidunderfyldte gerninger overgår hinanden
med hensyn til mirakel og mysterium. For at korrigere og forbedre verden er Gud
indstillet på at påtage sig en hvilken som helst byrde. Han bekendtgør sin virkelige
storslåethed og sin virkelige magt. Men illusionens mørke røg dækker effektivt
menneskets syn og gør det ude af stand til at opdage guddommen. Derfor mister
mennesket disse guddommelige leges indre betydning.”
40:2 Suka forstod det, der foregik i kongens sind. Han svarede: ”Konge! Illusionens
forvirrende indflydelse er konsekvensen af de akkumulerede handlinger i tidligere liv.
Man kan undslippe illusionen gennem gode konsekvenser; man ligger under for illusion,
hvis konsekvenserne er ødelæggende. Hvis gode handlinger har præget de tidligere liv,
vil enhver syndig tilbøjelighed i dette liv blive overmandet af dydige tilbøjeligheder, og
man vil have tro på Gud. Man vil knytte sig til det guddommelige og leve sit liv på det
guddommeliges grundlag.”
40:3 ”På den anden side gælder, at de, der har begået afskyelige forbrydelser i tidligere
liv, har dette frygtelige formørkede syn, der forhindrer dem i at se det guddommelige. Et
sådant menneske minder aldrig sig selv om Gud og Hans arbejde. Aldrig længes
vedkommende efter det, der er til dets eget eller andres bedste. Det ser tingene i et falsk
perspektiv. Det svælger i modbydeligheder og beskæftiger sig med syndige handlinger.
Tro på Gud er høsten fra de frø, der blev sået i tidligere liv. Frøene er ikke på stående fod
i stand til at vokse og blive høstet.”
40:4 Da kongen hørte disse ord, blev han opsat på at vide mere om fortjenester, der er
erhvervet gennem gode handlinger og mangler, der er erhvervet gennem dårlige
handlinger og om deres indvirkning på menneskets liv. Derfor bad han vismanden Suka
om at fortælle ham om endnu en episode fra Krishna’s liv, der havde noget at gøre med
en forbandelse og dennes ophævelse eller helbredelse; en episode der illustrerede
princippet om skæbnen.
40:5 Suka lo af denne anmodning! ”Konge! Utallige er de helbredelser, som Krishna
udførte på dem, der blev udsat for forbandelser! Dæmonerne som Han slog ihjel, mens
Han endnu var et barn, og senere da Han var dreng, var alle blevet, som jeg tidligere har
fortalt dig, forbandet til at blive født som dæmoner som en straf for nogle onde
gerninger. Da de døde for Hans hånd, blev de derved befriet fra forbandelsen.” På dette
tidspunkt kom kongen med et forslag. ”Jeg har hørt, at ’oprykningen af træet med rode’
var en forbløffende hændelse med en helt utrolig betydning. Hvis du uddyber denne
hændelse, vil jeg få stor glæde af det.” På den baggrund begyndte Suka, der altid var
parat til at imødekomme hans ønske, på historien.
40:6 ”Konge! Skønt der ikke var knaphed på tjenestefolk, var det Yasoda, husets frue,
der, i henhold til de traditionelle skikke, udførte alle de huslige pligter. At koge mælken,
at bringe den til at stivne, at kærne den og tilberede smør, alt dette var aktiviteter, hun
selv tog sig af. En dag vågnede hun som sædvanlig i begyndelsen af den hellige periode,
kl. 04.30. Hun gik i bad og gennemførte sine morgenpligter. Senere placerede hun
mælkejungen foran sig og begyndte at kærne dens indhold. Energisk trak hun i rebet,
der uafbrudt førte kærnestangen op og ned i væsken, alt mens hun sang melodiske
hymner til Gud.”
143