Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 24
Parikshith bliver forbandet
24:1 Fra vismanden Vyasa’s mund hørte Parikshith dennes beskrivelse af Pandava’ernes
dybe hengivenhed og vedholdende tro. Han blev begejstret, da han hørte om den
grænseløse nåde, Herren Krishna havde skænket dem. Kongen var så fordybet i glæde,
at han knapt sansede, om det var nat eller dag! Pludselig blev han vækket af fuglenes
muntre pippen og lyden af hanegal. Han lyttede til de sange, hans undersåtter hver dag
ved daggry bød Herren velkommen med. Han lyttede til templernes klokker, der ringede
rundt om i paladset.
24:2 Også Vyasa opdagede, at en ny dag tog sin begyndelse. Han sagde: ”Søn! Nu bliver
jeg nødt til at tage af sted.” Idet han tog den vandkrukke, som han medbragte på sin
færd, rejste han sig og velsignede kongen, der i stor sorg faldt for vismandens fødder.
”Ak, at det så hurtigt blev daggry! Jeg har endnu ikke helt fattet mine bedsteforældres
storhed og herlighed! Jeg mangler endnu helt at fatte dybden af deres hengivenhed og
pligtfølelse”, jamrede han.
24:3 Hans sind tumlede med de begivenheder, han lige havde hørt om; de begivenheder
hvis enestående karakter han havde fået en fornemmelse af. Han var så opfyld af
begejstring, at han ikke kunne gå i gang med kongerigets anliggender. Rent faktisk
undgik han at blive rodet ind i dem og søgte ensomheden. En dag besluttede han sig for
at drage ind i skoven for at jage, blot for afvekslingens skyld. Han gav ordre til, at der
blev gjort forberedelse til en ekspedition ind i junglen.
24:4 Meget snart modtog han besked om, at alt var gjort klar, og at jægerne og de
øvrige deltagere alle var mødt op. Med tungt hjerte slæbte han sit legeme hen mod sin
vogn og satte sig op i den. Tjenere, der alle var i fuld mundering, begav sig af sted. Som
det var sædvane, gik de både foran og bagved den kongelige vogn. Af en eller anden
grund mente kongen, at det ikke var nødvendigt, at så mange ledsagede ham. Denne
dag bad han derfor nogle af dem om at vende om og gå tilbage. Da kongen og hans følge
rykkede frem, fik de øje på adskillige flokke af hjorte, der gik omkring og græssede. Det
syn fik bragt kongen til live! Han kom ned af vognen og med sin bue skudklar, optog han
sammen med nogle få mænd jagten på hjortene. Flokkene spredtes af bar frygt. Jægerne
var i skarp forfølgelse. Kongen udvalgte sig en flok flygtende dyr som sit mål, og han løb
efter dem, uden at være klar over at han var alene, afskåret fra sine tjenere, der havde
fulgt andre spor.
24:5 Han havde både gået og løbet langt, og nu var han ikke i stand til at nedlægge
noget dyr. En frygtelig tørst begyndte at plage ham. Han kunne næsten ikke holde sin
udmattelse ud. Som en vanvittig ledte han efter vand. Til alt held fik han øje på en
eneboer-hytte, en lille stråtækt hytte. Fuld af forventning ilede han hen til den. Der var
ingen at se! Stedet forekom at være tomt. Fuld af pine kaldte han så højt, han var i
stand til. Med sin svage hals råbte han klagende: ”Tørst, tørst.” Der kom intet svar fra
hytten. Da han trådte ind, fik han øje på eneboeren Sameeka, der var i gang med at
meditere. Han gik han til ham og spurgte i en medynkvækkende tone: ”Herre, herre.”
Men Sameeka var helt væk i meditationens dyb, så der kom overhovedet ingen reaktion
fra ham.
24:6 Kongen blev overvældet af en følelse af krænkelse og af et voldsomt raseriudbrud.
Han var kommet til en eneboerhytte, han havde set eneboeren, og alligevel var han
stadig hjælpeløs af sult og tørst. Det sårede hans stolthed, for han var egnens hersker,
og eneboeren havde vovet at dvæle i sig selv, da han var kommet til ham og havde kaldt
81