Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

føle, at det ikke-eksisterende eksisterer. Illusionen viser vandet i luftspejlingen;
illusionen får dig til at se det, du forestiller eller ønsker dig som værende sandt. Illusion
kan ikke påvirke et menneske, hvis det er i stand til at opgive ønsker eller forestillinger
og planlægning.”
40:16 ”Hvordan kunne Yasoda, der ved adskillige lejligheder med sine egne øjne havde
været vidne til Krishna’s guddommelighed, glide tilbage til den tro, at Han var hendes
søn? Forestillingen, ønsket, det var illusionens årsag. Kroppen er af barnet og moderen;
men den virkelige inderste kerne, den indeholdte, den legemliggjorte, den har hverken
søn eller moder! Moder-kroppen har forbindelse med søn-kroppen, men der eksisterer
ingen moder-’indeholdte’, ingen søn-’indeholdte’! Hvis man bliver fast grundfæstet i
denne tro, kan man ikke længere have ønske om ydre fornøjelser. Udforsk og undersøg;
og du vil lære sandheden at kende. Uden denne efterforskning og undersøgelse vil
vildfarelsen vokse, og intellektet vil langsomt blive betvunget.”
40:17 Suka fortsatte: ”Ah! Den rolle, guddommeligheden påtager sig, giver resultater,
der virkelig er betydningsfulde! Vedante (det centrale i veda’erne) lærer os, at vi bør
trænge ind bag denne rolle og ind til sandheden; dette er dens indre betydning. Ført bag
lyset af denne rolle, jagter mennesket ønsker! Idet det tror, at den krop det har antaget,
er virkelig og sand, forfalder mennesket til illusion, til selvbedrag. For de, hvis
opmærksomhed er koncentreret om kroppen, vil ’Den Iboende Person’ ikke være synlig.
Er det ikke sandt? De rødglødende kul vil ikke være synlige, når asken dækker dem. Når
skyer samler sig og bliver tykke, kan man ikke se Solen og Månen! Tørvemos, der flyder
tykt på søens overflade, giver os den illusion, at der er tale om hård grund, på hvilken
der er vegetation. Når øjet har grå stær, der dækker pupillen, kan man overhovedet ikke
se noget. På samme måde gælder, at når forestillingen om kroppen som værende
virkeligheden er fremherskende, vil beboeren i kroppen slet ikke blive bemærket.” Hertil
sagde kongen: ”Mester! I dag er sløret i sandhed faldet fra mit sind. Som et vindstød har
din undervisning blæst asken, der dækkede de glødende kul, væk. Illusionen om at
denne sammensætning af de fem elementer, nemlig kroppen, er sandheden, er
fuldstændig blevet forkastet og udryddet. Jeg er velsignet. Jeg er i sandhed velsignet.”
Med disse ord kastede kong Parikshith sig for guru Suka’s fødder.
40:18 I mellemtiden begyndte forsamlingen af lærde, vismænd og almindelige borgere
livligt at tale sammen. Af samtalen fremgik det blandt andet: ”Når tiden hurtigt tikker
mod enden, må kroppen også gøre sig parat til at give slip. Er det ikke sådan? Kroppen
giver slip, dør, når de vitale livsenergier holder op med at strømme i den; men sindet vil
ikke holde op med at eksistere. Af den grund må man antage krop efter krop, indtil
sindet bliver tømt, bliver fri for indhold. Indtil sindet ikke længere er optaget af ønsker. I
dag har vores Store konge, vores Maharaja, adskilt sindet fra kroppen! Nu er han i en
sådan lyksalighed, at selv de vitale livsenergier ikke længere har nogen indvirkning. Når
sindet for altid er smeltet sammen med Gud, vil kroppen blive fuldstændig guddommelig;
dens menneskelighed kan ikke blive identificeret.”
40:19 ”Den lære Suka fortalte i dag, er ikke alene rettet mod Parikshith. Den gælder for
os alle”, sagde de. ”Den gælder alle, der er hjemsøgt af illusionen om, at de er kroppen, i
hvilken de er indhyllet. Denne form for vildfarelse er årsagen til trældom. Men den anden
form, troen på at vi er Den guddommelige Gnist, den er midlet til befrielse. Det er, hvad
veda’erne og sastra’erne (de hellige skrifter) erklærer. Der findes en grundsætning, der
lyder: ”Sindet, der byder illusionen velkommen eller nærer ideen om sandheden, er
derfor redskabet til at opnå både trældom og befrielse”. Denne erklæring fra veda’erne er
sandheden.” Idet de grublede over denne sandhed et stykke tid, sad folk med øjnene
lukkede, hensunkne i bøn. Da Solen var ved at gå ned, gik vismændene ned mod den
hellige Ganges bred. De gik med deres vandkrukker og stokke i deres hænder, så de
kunne udføre deres aftenritualer.
146