Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

oede i junglen, stod og stirrede på striden. De fornemmede, at en eller anden stor
katastrofe hang over deres hoveder. Ude af stand til at bære kampens byrde rystede
Jorden.”
22:12 ”På trods af alt hvad der skete, viste jægeren intet tegn på træthed. Han var helt
ubekymret og grinede. Han var lige så frisk, som da kampen startede. Arjuna var
derimod badet i sved. Han gispede efter vejret. Hans knytnæver var skamferede!
Jægeren var ikke skadet og var ikke det mindste påvirket! Desuden skete der det, at da
jægeren først fangede Arjuna i et forholdsvist let greb, kastede Arjuna blod op! Da han
opdagede det, brød jægeren ud i en forfærdelig latter, og idet han jublede foran sin
ægtefælle, sagde han med et sigende udtryk: ”Lagde du mærke til det?””
22:13 ”Arjuna vaklede rundt og var helt forvirret. Han mistede fatningen. For sig selv
hviskede han: ”Krishna! Hvorfor har du ydmyget mig på denne måde? Oh, er det her
også en scene i dit spil? Denne jæger er i sandhed ingen almindelig dødelig. Måske er det
dig selv, der er kommet i denne skikkelse for at trampe på min stolthed. Ak, tænk at
blive overmandet af en jæger der lever i skovene! Nej, det må være din spøg, dit spil.
Denne jæger er ingen almindelig fyr. Red mig, for jeg tror, jægeren er dig.””
22:14 ”Da han havde sagt det, vendte han sig mod parret foran sig. Der så han, ikke
jægeren og dennes hustru, men Shiva og Hans gemalinde, Gowri. De velsignede ham
med et bedårende smil. De løftede hver en hånd med håndfladen vendt mod ham og
forsikrede ham på denne måde, at han intet havde at frygte.”
22:15 ”Arjuna blev overvældet af fryd. Han løb mod dem, idet han højt råbte: ”Oh
Sankara (Shiva)! Moder Gowri!” Han kastede sig for deres fødder. Han bønfaldt dem om
at tilgive ham sin ubesindighed. Gowri og Sankara, der er nådens legemliggørelser, tog
ham om skulderen og løftede ham kærligt og klappende ham hengivent på hovedet.
”Søn”, sagde de. ”Du har opnået dit livs virkeliggørelse; du gjorde din pligt, som du er
bestemt til. Det var overhovedet ikke forkert. Tag den her; den er symbolet på vor
nåde”, og fra selveste Herren Shiva modtog Arjuna Shiva’s guddommelige kastevåben.”
22:16 Vyasa fortsatte: ”Oh, Store konge! Hvordan skal jeg prise din bedstefaders
tapperhed? Ham der kæmpede mod Shiva, der var bevæbnet med den usynlige trefork.
Kilden til dette mod og denne dristighed stammer fra den nåde, Herren Krishna overøste
ham med. Dine bedsteforældre overvejede aldrig at foretage sig det mindste uden
Krishna’s udtrykkelige ordre. Rent faktisk blev Hans nåde uopfordret skænket til
Pandava’erne under Mahabharatha-krigen. Det skete hvert eneste øjeblik og i stor
udstrækning. De var de eneste, der kendte til den dybe kærlighed, der tilskyndede til
denne nåde; andre kunne ikke fatte dens omfang.” Da Vyasa kom til at tænke på dette,
græd han glædestårer på grund af Pandava-brødrenes gode skæbne. Han var ikke den
eneste, der græd.
22:17 Den person, der lyttede til hans beretning, nemlig Parikshith, var om muligt endnu
mere overvældet af beundring og taknemmelighed. Han græd glædens tårer; hans læber
skælvede af følelser; hans stemme knækkede over af sindsbevægelse. Han var ude af
stand til at beherske sig. Han udbrød: ”Oh, hvor er jeg heldig at være født ind i denne
slægt! Hvor tapre, hvor hengivne, hvor frygtindgydende var mine bedsteforældre ikke!
Tænk hvor heldig jeg er, at jeg er i stand til at høre om deres pragt fra guddommelige
vismænd, vismænd som du. Oh, jeg er i sandhed velsignet trefoldigt. Når jeg lytter til
beretningerne om mine bedsteforældre og om Herren Krishna’s herligheder, føler jeg
aldrig, jeg har hørt nok. Jeg længes efter at høre mere.”
22:18 ”Vil du ikke nok fortælle mig om, hvordan Herren reddede og beskyttede mine
bedsteforældre i krig. Det vil bidrage til at stilne min sult; bidrage til at slukke min tørst.”
77