Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 7
Rådgiveren Vidura
7:1 Vidura fortsatte med at formane Dhritharashtra. ”Du har nået denne fremskredne
alder, men stadig, uden nogen skam eller tøven, lever du som en hund. Du skammer dig
muligvis ikke over det, men det gør jeg. Fy skam dig! Den måde du tilbringer dine dage
på, er værre end den måde en krage gør det.”
7:2 Dhritharashtra kunne ikke tåle at høre mere. Han råbte: ”Oh! Nok, nok. Vær venlig
at stoppe. Du piner mig til døde. Det er ikke de ord, en broder skal henvende sig til en
broder med. Når jeg lytter til dig, føler jeg ikke, du er Vidura, min broder. Han ville ikke
have irettesat mig så ubarmhjertigt. Er Dharmaraja, som jeg nu er sammen med, da en
fremmed? Har jeg søgt tilflugt hos en fremmed? Hvad er det for noget, du siger? Hvorfor
disse hårde ord? Dharmaraja plejer mig med stor kærlighed og omhu. Hvordan kan du
påstå, at jeg lever en hunds eller en krages liv? Det er en synd, hvis du har sådanne
ideer. Det er blot min skæbne og ikke andet.” Dhritharashtra bøjede sit hoved og
jamrede sig.
7:3 Vidura lo hånligt. Han sagde: ”Har du ingen skam i livet, siden du kan tale sådan? Af
ren og skær godhed tager Dharmaraja sig muligvis mere af dig, end han tog sig af sin
egen fader. Han passer muligvis dig med større kærlighed, end dine egne sønner gjorde.
Det er udelukkende en refleksion af hans egen karakter. Det er udelukkende en
bekræftelse af hans navns betydning (den, der behersker ‘rigtig handling’). Men bør du
ikke lægge planer for din egen fremtid? Du har allerede det ene ben i graven, og blindt
fylder du din mave med lækkerier, og vælter dig i luksus. Tænk et øjeblik tilbage på,
hvorledes du pinte Dharmaraja og hans brødre for at fuldbyrde dine nedrige sønners
hensigter. Tænk på, hvordan du udtænkte krigslister for at udslette dem. Du spærrede
dem inde i et vokshus og satte ild til det; du forsøgte at forgifte dem. Du fornærmede
deres dronning på den mest ydmygende måde foran en stor forsamling. Du og dit
afskyelige afkom forårsagede Pandu’s sønner, din egen broders sønner, sorg på sorg. Du,
der var en blind, senil og tykhudet gammel mand, sad på din trone, og evindeligt spurgte
du dem, der var ved din side: ”Hvad sker der nu? Hvad sker der nu?” Hvordan kan du
opholde dig her og nyde Dharmaraja’s gæstfrihed, når du genkalder dig de syndige
handlinger, du udførte for at ødelægge ham? Da du udtænkte deres død, ophørte de da
med at være dine nevøer? Eller dukkede nevø-skabet først op, da du kom her for at bo
hos dem? Uden antydning af skam fortæller du stolt, at de behandler dig godt!”
7:4 ”Hvorfor i det hele taget sige så meget? Det katastrofale terningespil blev til på dit
initiativ, er det ikke sandt? Vil du nægte det? Nej! Jeg var vidne til det spil. Jeg rådede
dig dengang fra at gennemføre det; lyttede du til mit råd? Hvad blev der dengang af den
kærlighed og sympati, som du nu frit lader strømme fra dit hjerte? Som en hund sluger
du i dag den mad, Pandava’erne lægger foran dig, og lever dette foragtelige liv.”
7:5 Idet han hørte Vidura’s ord, der smertede ham som slag fra en hammer, udviklede
Dhritharasthra en modvilje mod sin nuværende livsstil. Vidura’s intention var at tilskynde
ham til at leve et liv som eneboer og til at leve et liv fyldt med åndelige øvelser, så han
på den måde kunne virkeliggøre sit Selv, inden det blev for sent. Endelig følte den gamle
konge, at Vidura talte sandt og gav et korrekt billede af hans, Dhritharashtra’s, lave
natur. Han sagde: ”Broder! Ja, alt hvad du har sagt, er sandt. Jeg indrømmer det. Jeg
erkender det nu. Men hvad skal jeg gøre? Jeg er blind, og derfor kan jeg ikke begive mig
alene ind i skoven for at udføre åndelige øvelser. Jeg må have en ledsager. Hvad skal jeg
gøre? Af frygt for jeg skal lide af mangel på føde, forlader Gandhari mig aldrig, end ikke
for et øjeblik.”
27