Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

frem til Panchanada’s (delstaten Punjab’s) grænser. Vores hjerter var tyngede på grund
af Krishna’s fravær. Jeg blev imidlertid drevet frem af nødvendigheden af at adlyde det
guddommelige påbud og af, ifølge dette påbud, at skulle bære disse menneskers byrde.”
11:7 ”Solen var ved at gå ned. Så sent på dagen vovede vi ikke at krydse en vandrig
flod, selv om den hindrede vores fremrykken. Jeg besluttede, at vi skulle slå lejr for
natten ved flodens bred. Vi indsamlede alle kvindernes smykker og værdigenstande og
opbevarede dem et sikkert sted. Dronningerne steg ned fra bærestolene, og
tjenestepigerne trak sig tilbage for at hvile. Jeg begav mig til floden for at gennemføre
aftenritualerne. Jeg slæbte mig nærmest af sted på grund af sorgen over adskillelsen fra
Krishna. I mellemtiden blev området bælgmørkt, og snart hørte vi vilde barbariske
krigshyl fra det omgivende mørke. Jeg spejdede ind i natten og fik øje på en flok skovnormader,
der for løs på os med stokke, spyd og daggerter. De tog smykkerne og de
øvrige værdigenstande, og de begyndte at trække kvinderne væk og binde dem på
hænder og fødder.”
11:8 ”Jeg råbte til dem og truede dem med skrækkelige konsekvenser. ”Hvorfor ønsker I
at dø, som natsommerfugle dør i ilden?”, spurgte jeg. ”Hvorfor ønsker I at være som
fisk, der møder døden, fordi de har en stærk lyst til fiskerens orm? Mød ikke døden i
dette forgæves forsøg på at samle bytte”, advarede jeg dem. ”Jeg går ud fra, at I ikke
ved, hvem jeg er. Har I ikke hørt om den frygtindgydende bueskytte, Pandu’s søn
Arjuna, der overmandede og besejrede de tre vendenserobere Drona, Bhishma og
Karna? Jeg vil nu ekspedere jer alle sammen til dødens rige ved at knipse på denne bue,
min uforlignelige Gandiva. Flygt, før I møder jeres endeligt eller anvend jeres liv som
føde for denne sultne bue”, bekendtgjorde jeg.”
11:9 ”Ikke desto mindre fortsatte de uforfærdet med deres skændige forehavender.
Deres grusomme angreb aftog ikke i styrke. De overfaldt vores lejr og vovede endda at
angribe mig. Jeg holdt mig i beredskab og fik fat i mine guddommelige pile, der kunne
udslette dem alle. Men desværre skete der noget forfærdeligt. Jeg kan ikke forklare,
hvordan eller hvorfor det skete. Jeg var ude af stand til at huske blot en enkelt af de
hellige formler, der fylder pile-projektilerne med kraft. Jeg glemte proceduren
vedrørende påkaldelsen og ophævelsen. Jeg var hjælpeløs.”
11:10 ”Lige foran mine øjne slæbte røverne af sted med dronningerne, tjenestepigerne
og andre. De skreg i smerte og kaldte på mig: ”Arjuna! Arjuna! Red os; frels os; hører du
os ikke? Hvorfor overhører du vores råb om hjælp? Overlader du os til disse røvere?
Havde vi vidst, at dette ville blive vor skæbne, havde vi lidt døden i havet ligesom vores
elskede by, Dwaraka.” Jeg hørte det altsammen, det smertede mig frygteligt; jeg så det
hele. De skreg og flygtede i alle retninger, kvinder, børn, ældre og de affældige. Da jeg
var som en løve, hvis tænder er trukket ud, og hvis kløer er blevet klippet, kunne jeg
ikke skade disse banditter. Jeg kunne ikke spænde min bue. Jeg angreb dem med pilene
i favnen. Meget snart var forrådet af pile opbrugt. Mit hjerte brændte i vrede og skam.
Jeg følte væmmelse ved min egen fejhed. Jeg følte det, som var jeg død. Alle mine
anstrengelser var forgæves. Efter Krishna var gået bort, havde pilenes højt velsignede og
uudtømmelige pilekogger svigtet mig.”
11.11 ”Min kraft og mine evner forsvandt med Krishna, da Han drog herfra. Hvordan
kunne den ulykke ellers indtræffe, at jeg skulle være et hjælpeløst vidne til denne
kidnapning af de kvinder og børn, der var overladt i min varetægt? På den ene side blev
jeg pint ved adskillelsen fra Krishna og på den anden side af smerten over ikke at udføre
Hans ordre. På samme måde som en vind giver næring til ilden, tilførte denne katastrofe
næring til smerten i mit hjerte. Og dronningerne! De der før boede i gyldne paladser i
den største luksus! Når jeg tænker dybere over deres skæbne i hænderne på disse
41