Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

denne forbandelse, er din egen søn. Uden tvivl er dine åndelige færdigheder meget bedre
end din søns, og du kan opnå alt gennem dem. Hvorfor er du så bekymret over den
forbandelse, som denne dreng kastede på kongen? Du kan da gøre den virkningsløs, kan
du ikke?” Til det udbrød de ældre såvel som de unge: ”Sandt, sandt; lyt til vore bønner
og undskyld denne dreng. Forårsag kongens lykke og frels ham fra skade.”
25:6 Vismanden Sameeka smilede; han lukkede sine øjne. Med sit indre yogiske syn så
han kongens fortid og fremtid. Han undersøgte, hvorvidt kongens tilstedeværelse var
betinget af hans fortid eller af hans fremtid. Han fandt ud af, at Parikshith nødvendigvis
måtte lide døden af kobraslangens Takshaka’s giftige bid, da det var hans skæbne. Han
følte, at det at prøve at redde kongen fra den forudbestemte afslutning på livet ville være
at gå mod skæbnens befaling. Han indså, at kongens forkerte opførsel og sønnens vrede
reaktion begge var konsekvenser af den tvingende drift. Han sluttede sig til, at
udelukkende Gud, alle beslutningers og bedrifters skaber, kan ændre begivenheder, og
at alle anstrengelser fra hans side blot ville være det samme som at udstille sin egoisme.
25:7 Han vidste, at egoismen er eneboerens uforsonligste fjende. Men alligevel samlede
han ikke sin ubestridelige styrke mod den for at tilintetgjorde den fuldstændigt. Han
besluttede at yde områdets uheldige konge den smule hjælp, han var i stand til. Idet han
åbnede sine øjne, så han til alle siderne for at udvælge en klog discipel blandt de
forsamlede elever. Til sidst kaldte han en elev hen til sig og sagde: ”Du må straks begive
dig til Hasthinapura og derefter vende tilbage til mig. Træf forberedelser til turen og kom
så tilbage.” Eleven svarede: ”Jeg er altid parat til at adlyde dine ordrer; hvad skal jeg
med forberedelse? Jeg er altid klar. Jeg kan starte på rejsen i dette øjeblik. Fortæl mig,
hvad jeg skal gøre i Hasthinapura.” Med disse ord faldt han for Sameeka’s fødder og
tilbød sin hyldest. Vismanden rejste sig fra sit sæde og førte eleven ind i de indre
værelser. Detaljeret fortalte han ham om alle de punkter, han skulle gengive over for
kongen. Herefter lagde eleven sig for herrens fødder og drog af sted mod hovedstaden.
25:8 I mellemtiden var kongen nået til sit palads, og efter et kort hvil vågnede han op til
en erkendelse af afskyeligheden af det forkerte, han havde gjort mod eneboeren. ”Ak,
hvor langt ned kunne mit fordærvede sind dog synke! Det er i sandhed en afskyelig synd,
at jeg, herskeren, på den måde skulle fornærme denne asket.” Han jamrede for sig selv.
”Hvordan kan jeg yde erstatning for denne forbrydelse? Bør jeg tage til eneboerhytten og
bede om forladelse? Eller bør jeg stille mig til rådighed for den straf, jeg fortjener? Hvad
er min specielle pligt i dette tilfælde?” Han kæmpede med sig selv for at finde svaret.
25:9 I det øjeblik fik han øje på en vagt, der kom op til døren og stod i tavshed med
samlede håndflader. Kongen spurgte, hvad der var hans ærinde. ”En elev fra en
eneboerhytte er ankommet og venter på audiens. Han påstår, at vismanden Sameeka
har sendt ham. Han påstår, at hans budskab haster og er vigtigt. Han har meget travlt.
Jeg venter på deres kongelige ordre.”
25:10 Da han hørte det, forekom det leje af jasminblomster, som han hvilede på, at blive
forandret til et leje af slanger med flammende tunger, der hvæsede og vred sig rundt om
ham. Han kaldte vagten hen til sig, og han bombarderede ham med spørgsmål efter
spørgsmål om den unge mand, der var sendt fra eneboerhytten. ”Hvordan har han det?
Ser han ud til at være ked af det eller vred? Eller er han fuld af glæde og sindsro?”
25:11 Vagten svarede: ”Oh konge! Vismandens elev, der er kommet for at få din
audiens, er helt rolig og fredfyldt. Han gentager ordene: ”Sejr til kongen; sejr til vores
hersker.” Jeg ser ingen spor af vrede eller forbitrelse i hans ansigt.” Det gav kongen en
vis trøst. Han ønskede at få at vide, hvilket svar man havde givet på de spørgsmål, den
unge elev havde stillet. Vagten sagde: ”Vi fortalte ham, at kongen havde været på tur
inde i skoven. At han netop var vendt tilbage, og at han nu hvilede sig. Vær venlig at
85