Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Sahadeva slap ham. Han tillod barnet at kravle, hvorhen det ville. Han sørgede dog for at
holde øje med det af frygt for, at det skulle falde og slå sig. Vagtsomt fulgte han hvert af
barnets skridt.
3:13 Barnet, der nu havde fået bevægelsesfrihed, styrede lige mod det sted, hvor Herren
Krishna sad, som var Krishna en tidligere bekendt, det ønskede at møde. Barnet greb fat
i Krishna’s fødder, og via sit blik bad det indtrængende om at komme op på Hans skød
og blive kærtegnet. Herren så dets længsel; Han lo højt. Så bøjede Han sig venligt ned
og løftede barnet op på sit skød.
3:14 Mens han sad på Hans skød, stirrede prinsen på Herrens ansigt uden så meget som
at blinke. Han hverken drejede sit hoved den ene eller den anden vej, rev i noget eller
udstødte nogen lyde. Han sad blot og stirrede. Alle var forbløffede over denne adfærd,
der var så atypisk for et barn. Selv Krishna delte denne følelse, der gennemstrømmede
salen.
3:15 Idet Han vendte sig mod Yudhishtira, sagde Krishna: ”Jeg troede ikke, det var
sandt, da jeg fik at vide, at dette barn stirrer på alle, det møder, og undersøger deres
ansigtstræk. Jeg troede, det var en ny forklaring, disse præster kom med, på børns
spillopper og leg. Men dette er i sandhed et under. Selv mig er fyren begyndt at
undersøge! Godt, jeg vil selv gennemføre en lille undersøgelse af dets adfærd.”
3:16 Så forsøgte Herren at bortlede barnets opmærksomhed på Ham selv ved at lægge
forskelligt legetøj foran det og derefter gemme sig. Han forventede, at barnet hurtigt
ville glemme Ham. Men barnets opmærksomhed blev ikke rettet mod andre genstande.
Ubønhørligt var dets blik fæstnet på Herren, og det søgte kun Ham. Barnet forsøgte at
bevæge sig mod det sted, hvor det forestillede sig, Krishna var. Da Hans forsøg på at
flytte barnets opmærksomhed væk fra Ham selv mislykkedes, erklærede Krishna: ”Dette
er ikke et almindeligt barn. Det har bestået min test. Derfor er navnet Parikshith det
navn, der bedst passer til dette barn. Det lever allerede op til det!”
3:17 Herefter reciterede de lærde vers, idet de derved gav barnet deres velsignelser.
Præsterne reciterede relevante passager fra veda’erne. Trompeterne gjaldede gennem
luften. Kvinder sang lykkevarslende sange. Familiens lærer dyppede et smykke med 9
ædelstene i en guldskål fyldt med honning og skrev navnet på barnets tunge. Navnet
blev også skrevet på riskorn, der blev lagt på en guldtallerken og derefter strøet over
barnets hoved. Det blev gjort som et tegn på fremgang og lykke. På denne måde blev
navngivnings-ceremonien fejret i stor stil. De mænd og kvinder der overværede
ceremonien, fik overrakt gaver, der var passende for deres rang, hvorefter de tog af
sted. Alle talte anerkendende om den vidunderlige måde, hvorpå barnet havde opsøgt
Herrens skød. Mange priste den vedholdende tro, som barnet allerede havde opnået.
3:18 Yudhishtira, der var forvirret over barnets enestående adfærd, henvendte sig til den
store vismand, Vyasa. Han ville gerne kende årsagen til den mærkværdige søgen og
vide, hvilken betydning denne søgen ville komme til at få. Vyasa sagde: ”Yudhishtira! Da
dette barn lå i livmoderen, og den dødbringende pil, som Aswathamma havde affyret for
at dræbe det, var lige ved at nå sit mål, kom Krishna ind i fosterets hjem og gjorde det
trygt og reddede det fra ødelæggelse. Derfor har dette barn været ivrigt efter at finde ud
af, hvem der reddede det inde i livmoderen, hvor det lå. Barnet begyndte at undersøge
enhver for at finde ud af, om vedkommende havde den selv samme glans, som det så,
da det boede i livmoderen. I dag så barnet Den Guddommelige Skikkelse i al dens
stråleglans, og derfor begav det sig lige imod Krishna og bønfaldt Ham om at blive taget
op på skødet. Det er forklaringen på den mærkværdige adfærd, som du er nysgerrig
efter af kende.”
15