Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 36
Kammerat og konge
36:1 ”Mester! Jeg er opsat på at høre om de barnlige gavtyvestreger, lege og eventyr
som Krishna, dengang Han var røgterdreng, gav sig i kast med sammen med sine
kammerater fra Vajra-samfundet. Altså det de foretog sig i lundene og i de ubeboede
egne i løbet af de 11 år, Han tilbragte i Brindavan. Det Brindavan, som Han kom til efter
Mathura-fængslet, hvor Han valgte at lade sig føde.”
36:2 Da Parikshith bad på denne måde, blev Suka meget glad. Han smilede og sagde:
”Det er ikke muligt for mig at beskrive alle denne guddommelige Gopala’s guddommelige
lege. Disse lege som hver og én fylder sindet med sødme. Vajra’s røgterdrenge, der delte
denne glæde, blev i sandhed velsignet. Herren vil ikke tage nogen notits af ydre
forskelle, vedkommendes navn, nationalitet, kaste, beskæftigelse, indstilling. Uanset
med hvilken indstilling et menneske henvender sig til Ham, vil Han byde det velkommen,
trække det til sig, opfylde dets ønsker og skænke vedkommende lyksalighed. Det var
Gopala’s natur.”
36:3 ”Lige siden Krishna blev efterladt i Nanda’s hjem af sin fader, Vasudeva, skænkede
Han Nanda stor glæde, og de glade råb: ”Jai. Jai” (Sejr. Sejr) genlød igen og igen som et
resultat af barnets guddommelige kækhed. Han voksede dag for dag, og Hans charme
blev stadig større; Han skinnede som sin moders mest indtagende rigdom; Han legede
på hendes skød; stolprede omkring og hen over dørtrinnet; Han holdt om sin faders eller
moders finger, og dristigt gik Han et par skridt. Skønt forældrene gjorde deres bedste for
at skjule Ham, så dødens mange ambassadører, som den ondsindede Kamsa uafbrudt
sendte af sted, ikke kunne få fat i Ham, gjorde Han på en eller anden måde sig selv
tilgængelig. Han plejede at gå fremad for at møde dem og præsentere sig for dem. Hvem
skulle kunne skjule Gopala, universets tilvejebringer og beskytter, og hvor skulle de
skjule Ham? Hvem skulle kunne bortføre Ham, og hvordan skulle det foregå? Oh
Parikshith, det er altsammen en guddommelig leg!”
36:4 Efterhånden som Han blev større og større, begyndte Han at gå til Yamuna-flodens
hellige sandbredder sammen med børn på sin egen alder. Børnene kom fra
røgterhjemmene, og de legede på bredderne. Forældrene søgte at standse Ham, men de
kunne ikke. Lige som sine kammerater drev Han køerne til græsgangene. I sandhed
fortjener de øjne, der så denne henrivende scene, da Gopala befandt sig midt blandt
flokken af rene, velplejede og lykkelige køer og kalve, at blive betegnet som yderst
værdige. For de så alle syns syn. Se det for dig, oh konge! Den fuldstændig rene hvide
flok af kalve og køer; den mørke guddommelige dreng! De blev ligesom trukket hen mod
Ham; tæt til Ham. De var ikke i stand til at forlade Ham for at strejfe omkring. Det kunne
Krishna heller ikke, for Han elskede dem som sine egne brødre og søstre eller som sine
egne børn! Blot Hans hånd lige, så blidt det kunne være, berørte deres rygge, glemte
kalvene og deres mødre alt om sig selv. De åbnede deres mund; løftede deres hale;
deres tunge hang ud af deres mund, og kærligt slikkede de Hans ansigt og hænder. Med
øjnene lukkede og i stor glæde omfavnede Gopala ofte deres hals og svang sig frem og
tilbage. Hans ansigt strålede af et glædestrålende smil. Med deres lige netop synlige små
horn stangede kalvene legesygt til Hans bløde krop. På den kølige Yamuna-flods altid
friske og nye sandstrækninger legede Han graciøst og med stor glæde med sine venner -
kalvene og røgterdrengene. Det gjorde Han, ligegyldigt om det var nat eller dag.
Forældrene var nødt til at sende tjenere ud for at finde dem og bringe Ham og hans
følgesvende hjem, hvad enten de ville eller ej.”
128