Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

dig, begynd.” Vidura rejste sig. Dhritharashtra rejste sig også fra sig seng og stod på
gulvet. Gandhari stod ved hans side med en hånd på hans skulder. Hun bønfaldt: ”
Herre, jeg går også med dig, jeg er klar til at gøre det.”
7:12 Men Dhritharashtra sagde: ”Oh, det er meget vanskeligt at beskytte en kvinde i
junglen. Stedet er hjemsøgt af vilde dyr, og livet der vil helt bestemt være præget af
mangel på de mest elementære livsnødvendigheder.” I lang tid fortsatte han i samme
dur. Men hun hævdede, at hun ikke kunne svigte sin herre, at hun lige så godt som han
kunne undvære de elementære livsnødvendigheder. Hun hævdede endvidere, at det
indtil hendes død var hendes pligt at fortsætte med at tjene ham; at hun blot fulgte den
tradition, der var grundlagt af Indiens mest storslåede kvinder; at det ikke var ‘rigtig
handling’ at forhindre hende i at udføre sin ‘rigtig handling’; at livet i paladsets
kvindegemakker uden ham ville være uudholdeligt for hende; at hun i stedet ville
foretrække livet i junglen sammen med sin herre. Med disse ord gjorde hun fordring på
at få tilladelse til at følge ham.
7:13 Dhritharashtra var stille; han anede ikke, hvad han skulle sige. Det var Vidura, der
talte. ”Det er ikke tidspunktet at diskutere spidsfindigheder. Hvordan skulle denne
kvinde, der aldrig i blot et øjeblik er veget fra din side, pludseligt kunne forlade dit
selskab og leve adskilt fra dig? Det ville ikke være korrekt. Lad hende komme med; vi vil
tage hende med os. For dem, der er på vej til at begynde at leve et liv i askese, gælder,
at der ikke bør være nogen frygt eller vildfarelse, ingen sult eller tørst, sorg eller lidelse.
Det er ikke askese at beklage sig over eller forudse sådanne ting. Når man har fornægtet
kroppen, hvilken gavn har man så af de almindelige livsfornødenheder? Kom, der er
intet, der motiverer en udskydelse.” Vidura gik, idet han førte Dhritharashtra med sig.
Gandhari fulgte stille med. Hun havde sin ene hånd på sin herres skulder. Guds
helgenagtige tilbeder, Vidura, førte, uden at vagtposterne og byens borgere bemærkede
det, parret gennem sidegaderne og uden for bygrænsen. Han skyndte på dem, så de
muligvis kunne nå skoven før daggry. Men de var nødt til at krydse Ganges i båd, og der
var ingen bådsmand til at føre dem over før solopgang. Derfor måtte de nødvendigvis
vente på bredden af den hellige flod. Vidura lod dem hvile et stykke tid i en løvhytte,
mens han arrangerede, at en båd kunne føre dem til den modsatte bred, mens det endnu
var mørkt.
29