Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 4
Bodsofringen
4:1 Prinsens navngivnings-ceremoni skabte stor glæde såvel blandt landets borgere som
blandt paladsets beboere og medlemmer af hoffet. Men den ældste af Pandava-brødrene,
Yudhishtira, var af den opfattelse, at der skulle ske noget mere. Han var ikke tilfreds
med, at der kun havde været en munter fest. Den samme aften indkaldte han derfor de
ældre, de lærde, vismænd, de underordnede herskere og folkets ledere til møde. Han
bønfaldt Herren Krishna om at lede mødet og skænke glæde til alle. Vismanden Vyasa og
Kripa (den senere rådgiver for kong Parikshith) deltog også i mødet.
4:2 Da Yudhishtira ankom til mødet, stod han stille et par sekunder foran forsamlingen,
før han berørte Herren Krishna’s og vismandens Vyasa’s fødder. Herefter vendte han sig
mod herskerne, de lærde og lederne og sagde: ”På grund af jeres hjælp, samarbejde og
gode ønsker såvel som Herrens velsignelser og på grund af de vismænd og hellige
mænd, der har anbragt Herren i deres hjerter, var jeg i stand til at besejre fjenderne.
Ved hjælp af den sejr var vi i stand til at generobre det kongerige, vi havde mistet. På
grund af disse velsignelser funklede håbets lys vedrørende vort dynastis fortsættelse i
vore hjerter, der var formørkede af fortvivlelse. Pandava-slægten vil bestå gennem
prinsen, der i dag af Herren fik navnet Parikshith.”
4:3 ”Skønt alt dette glæder mig, må jeg meddele jer, at jeg er overvældet af sorg over
at gruble over et andet aspekt af historien. Jeg har begået utallige synder. Jeg har blandt
andet dræbt slægtninge og venner. Jeg føler, jeg må udsone disse synder, ellers vil der
ikke være nogen lykke for mig, for mit dynasti eller for mit folk. Derfor vil jeg benytte
denne lejlighed til at spørge jer til råds vedrørende denne sag. Iblandt jer er der flere,
der har erkendt virkeligheden og opnået guddommelig visdom. Tilstede er også den store
vismand, Vyasa. Jeg forventer, at I kan foreslå nogle bodsøvelser, som jeg kan udføre,
så jeg kan komme af med det kolossale bjerg af synder, jeg har opsamlet på grund af
denne krig.”
4:4 Eftersom kong Yudhishtira fremførte dette problem i stor ydmyghed og med stor
anger, sagde Herren Krishna: ”Yudhishtira, du er berømt som Dharmaraja (den der
behersker ’rigtig handling’ eller Den rigtige handlings fyrste), så du burde kende til ‘rigtig
handling’. Du kender de indviklede detaljer med hensyn til ‘rigtig handling’ og moral, til
retfærdighed og til rigtig og forkert handlemåde. Derfor overrasker det mig, at du er
plaget af sorg over denne krig og denne sejr. Er du ikke klar over, at en kriger fra
krigerkasten ikke pådrager sig nogen synd, når han dræber en fjende, der har begivet sig
ud på slagmarken med det formål at dræbe? Lige meget hvilken skade, smerte eller tab
der er påført nogen på slagmarken i løbet af en kamphandling med bevæbnede fjender,
medfører dette ingen synd. Det er en krigers ‘rigtige handling’ at tage våben i hånd og
kæmpe til den bitre ende for at redde sit land. Det skal gøres uden tanke på én selv. Du
har blot fulgt din ‘rigtig handling’. Hvordan kan handlinger, der er udført som ’rigtig
handling’, være syndige? Det er ikke passende at betvivle dette og give efter for
fortvivlelse. Synd kan ikke berøre, omringe eller genere dig. Hvorfor skulle du frygte
indbildske ulykker og søge hjælpemidler mod ikke-eksisterende synder, når du i stedet
kan juble over festen for navngivningen af den nyfødte prins? Vær rolig; vær glad.”
4:5 Vyasa rejste sig også fra sit sæde og henvendte sig til kongen. ”Syndige og
dadelværdige handlinger er uundgåelige i krig. De bør ikke være årsag til sorg. I krig bør
hovedmålet være at beskytte ‘rigtig handling’ mod fjenderne. Holder man sig dette for
øje, vil synden ikke berøre krigerne. Et sår, der er gået betændelse i, må nødvendigvis
behandles med kniven. Det er ikke syndigt at udføre indgrebet. En læge, der har
17